Med én voksen til tre børn og en hverdag i private rammer vil Louise fra Stenløse give tryghed til familier, der søger et nært alternativ til de store institutioner. Hun åbner nu dørene til en hverdag med sangvæg, hjemmebag og ro i sin private pasningsordning.
De fleste forældre kan nok nikke genkendende til, at det virkelig kan mærkes i maven, når et lille barn skal slippes ved afleveringen for første gang. I en travl hverdag med store børnegrupper kan det føles svært for både børn og voksne at finde den nødvendige ro og tid til den svære start.
De overvejelser har i løbet af foråret fået 37-årige Louise Frimann Guldbæk Joost fra Stenløse til at omdanne sit og familiens hjem på Edithvej til en privat pasningsordning for tre børn i alderen 26 uger til 3 år:
“Det ses oftere i dag, at pasning allerede starter omkring syvmånedersalderen, ofte fordi barslen er slut, eller familiens muligheder er begrænsede. Det stiller store krav til de tilbud, vi sender børnene ud i. De yngste børn har brug for mere ro, mere stabilitet og færre sociale indtryk”, fortæller hun.
Gå aldrig glip af en vigtig lokalhistorie:
Tilmeld dig EgedalPostens nyhedsbrev her
Beslutningen om at starte en privat pasningsordning for lokalområdets mindste har været lidt af et kursskifte for Louise, der ellers var godt på vej ind i en karriere i it-verdenen. Selv om hun har en bachelor fra IT-Universitetet, trak arbejdet med børn mere i hende:
“Jeg har læst Digital Design og Interaktive Teknologier på IT-Universitetet i København. Men jo længere jeg kom i uddannelsen, jo mere kunne jeg mærke, at det ikke var den hylde, jeg hørte til på. Jeg skulle tilbage til børnefaget, for det giver mig så meget mere”, fortæller Louise, som tidligere har arbejdet i både børnehave og vuggestue.
Nu er de sidste godkendelser fra kommunen og sikkerhedstilsynet samt førstehjælpsbeviset i hus, og Louise er klar til at byde de første børn velkommen i ordningen, som har fået navnet “Vennerne på Edithvej”.
Nærhed i børnehøjde
Kernen i konceptet på Edithvej er dét, som Louise kalder ægte minimumsnormering: Ved kun at have tre børn ad gangen sikrer hun, at der er tid til fordybelse i det enkelte barns tempo, uanset om det handler om middagsluren, måltiderne eller legen på gulvet.
“Det betyder, at hvert barn bliver set og mødt, og at det ikke er dén, der råber højest, som får opmærksomheden”, siger hun og peger på, at tid og ro er en vigtig del af hverdagen:
“Med en 1:3-normering har vi tid til at gøre tingene i barnets tempo, hvad enten det handler om måltider, leg, putning eller bare at blive mødt dér, hvor barnet er den dag”.
Læs også: Kvalitet i børnehøjde kræver handling nu
Hjemmet er indrettet med et dedikeret legeværelse, hvor en særlig sangvæg inspirerer til impulsiv musik og sang:
“Jeg har også en masse forskellige alderssvarende instrumenter, for vi ELSKER at synge. Vi bager også og laver mad, som vi spiser”, fortæller Louise, der har opsat et hjemmelavet legekøkken i familiens eget køkken, så børnene kan være med i de daglige gøremål.

Hverdagen foregår dog også uden for matriklen, hvor haven, biblioteket eller de lokale stier udforskes:
“Vi elsker at komme ud. Op på stationen og kigge på tog og busser eller ned på Fælleden i Stenløse Syd og plukke blomster og kigge på insekter. Vi besøger også andre private pasningsordninger i nærheden og tager i legestue”, fortæller Louise.
Skal føles som et hjem
For Louise er det vigtigt, at hendes tilbud ikke føles som en institution, men som et hjem nummer to. Hun har et særligt fokus på babytegn, som gør det muligt at kommunikere med de mindste, før de har et sprog, og hun bringer sin viden om motorisk udvikling i spil i hverdagens leg:
“Drømmen er jo, at forældrene har samme ro i maven ved at aflevere herhjemme, som de ville have ved at aflevere hos eksempelvis bedsteforældre. Selv om børn kan reagere med gråd under fx indkøring, så kan det hjælpe forældrene at vide, at der kun er to andre børn, og at der derfor er meget bedre tid, overskud og nærhed til et trist barn. Mit hjem skal være ‘det andet hjem’ for de små børn, hvor de føler sig trygge, så de kan udvikle sig og lære en masse ting”, fortæller hun og uddyber sine tanker om forældresamarbejdet:
“Forældrene skal have mulighed for at kunne skrive og ringe for at høre, hvordan barnet har det, for det giver ro i maven at vide, at ens barn ikke sidder og græder en hel dag”.
Læs også: Når vi svigter minimumsnormeringerne svigter vi vores børn
Louise er bevidst om, at mange kan føle usikkerhed ved at vælge en privat løsning, hvor der ikke er en gæsteplejeordning. Hun peger dog på, at den lille gruppe ofte betyder markant mindre sygdom blandt børnene sammenlignet med de store institutioner.
Økonomi og fleksibilitet
Selv om Louise selv fastsætter rammerne for hverdagen på Edithvej, fører Egedal Kommune løbende tilsyn med ordningen. Forældrene modtager et tilskud fra kommunen til den private pasning, hvilket gør ordningen konkurrencedygtig på prisen.
Den endelige egenbetaling lander på 3.561 kroner om måneden. Til sammenligning koster en vuggestueplads med mad i en kommunal institution i Egedal 4.480 kroner med tilskud, mens en kommunal dagplejeplads koster 4.153 kroner med tilskud (2026-priser).
Læs også: Egedal vokser – men kan kommunens vuggestuer og skoler følge med?
Ved sygdom eller ferie er det dog i en privat pasningsordning som “Vennerne på Edithvej” forældrenes eget ansvar at finde alternativ pasning. Til gengæld kender familierne Louises ferieplan et helt år i forvejen, og lukkedagene følger de politisk besluttede lukkedage i resten af kommunens dagtilbud. Du kan læse Egedal Kommunes retningslinjer for private pasningsordninger her.
Louise, der selv er mor til to og flyttede til Stenløse fra Østerbro i 2022 sammen med sin mand, har nu åbnet for opskrivning til de ledige pladser fra juni, juli og september.
![]() I familiens eget køkken er opsat et legekøkken, så børnene kan være med i de daglige gøremål. ▮“Vennerne på Edithvej“ i Stenløse Profil: Privat pasningsordning hos Louise Frimann Guldbæk Joost for børn i alderen 0-3 år med fokus på 1:3-pædagogik, sang, motorik og nærhed. Pladser: Ledige pladser fra juni, juli og september. Egenbetaling: 3.025 kroner pr. måned efter kommunalt tilskud (betales alle årets 12 måneder). Beliggenhed: Edithvej i Stenløse. Mød “Vennerne på Edithvej” her på pasningsordningens egen hjemmeside |
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?






