Egedal står foran en markant stigning i antallet af børn i de kommende år. Men er der overhovedet plads i daginstitutioner og skoler? Og hvad med bygningerne – hvordan holder vi dem i ordentlig stand? Peter fra Ølstykke har spurgt, og nu har Egedals partier fået mulighed for at svare på, hvordan de vil sikre, at kommunen kan følge med.
![]() Hvad savner DU svar på? Stil selv et spørgsmål her. ▮ Nyt læserspørgsmål til alle partier: “Hvordan vil I sikre, at kapaciteten og vedligeholdelsen i Egedals vuggestuer, børnehaver og skoler følger med tilflytningen af nye borgere i kommunen?” Peter, Ølstykke Artiklen herunder er baseret på et uddrag af svarene fra de partier og lister, der har meldt tilbage på Peters spørgsmål. Du kan læse de komplette svar under artiklen, så du får alle nuancer med. Tak til både Peter og alle kandidater for at bidrage til at gøre os alle lidt klogere. |
Der er flere børn på vej i Egedal. Mange flere.
Ifølge kommunens egne tal vil der i 2030 være 3.664 børn i alderen 0–5 år – en stigning på 203 børn fra i dag. Samtidig vokser skolebørnsgruppen fra 6.372 til 6.829, og frem mod 2037 ventes det samlede antal i aldergruppen at stige til 7.397. Det svarer faktisk til 1.025 flere skolebørn end i dag.
Det fik Peter fra Ølstykke til at stille politikerne et helt konkret spørgsmål i artikelserien “Din stemme i Egedal”, hvor EgedalPosten på vegne af læserne spørger alle lister og partier om deres holdninger til lokale emner og problemstillinger:
“Hvordan vil I sikre, at kapaciteten og vedligeholdelsen i Egedals vuggestuer, børnehaver og skoler følger med tilflytningen af nye borgere i kommunen?”.
“Øget boligvækst er kommunernes kviklån”
Hos flere partier er meldingen klar: Nye boligområder skal ikke planlægges uden samtidig at sikre plads i vuggestuer, børnehaver og skoler:
“Vi ønsker en ansvarlig byudvikling, hvor vi altid sikrer, at velfærden kan følge med. Det betyder, at når vi planlægger nye boligområder, skal der samtidig være plads i vores vuggestuer, børnehaver og skoler samtidig med, at vores skoler og institutionerne er i ordentlig stand og har de rette rammer”, siger Christine Søjbjerg fra Det Konservative Folkeparti.
Den tilgang bakkes op af Moderaterne, hvor Charlotte Haagendrup mener, at der mangler mere konsekvent kobling mellem lokalplaner og kapacitet:
“Moderaterne ønsker at koble nye lokalplaner til konkrete krav om kapacitet, så der tænkes plads til børn ind sammen med nye boliger. Det gælder i øvrigt også muligheder for kultur- og fritidstilbud, hvis vi vil skabe en kommune i vækst med balance og gode rammer for alle”, mener hun.
Hos Et Samlet Egedal advarer Johan Benjamin Hahn mod at antage, at kommunens ambitiøse vækstambitioner og nye byområder automatisk er en gevinst:
“Øget boligvækst er kommunernes kviklån: Ja, skatteindtægterne stiger – men udgifterne til velfærd stiger endnu mere. Og med de stramme rammer for både drift og anlæg, er gevinsten kun en stakket frist”, siger han.
Vedligeholdelse: Et efterslæb, som alle kender
Samtidig er der bred enighed om, at Egedals skoler og institutioner har et stort vedligeholdelsesefterslæb – og at det ikke længere kan ignoreres:
“Vedligeholdelsesefterslæb er et generelt problem i kommunen, og vi ser gerne, at en større del af budgettet går til vedligeholdelse”, siger Mikkel Ejholm Skovlyst fra Alternativet.
Charlotte Haagendrup fra Moderaterne efterlyser i den forbindelse større politisk vilje til at prioritere midler til at holde skoler, institutioner og andre kommunale bygninger i stand:
“Boligprognoserne bruges allerede aktivt i planlægningen og danner grundlag for skolebørnsprognosen – men vi halter efter på vedligeholdelsen, og her skal vi have politisk mod til at prioritere”, opfordrer hun.
Johan Benjamin Hahn fra Et Samlet Egedal peger på, at det er nu, der skal investeres – ellers bliver det dyrere på sigt:
“Vi har i budgetforhandlingerne lagt vægt på det nødvendige i, at sikre penge til vedligeholdelse af vores bygninger og veje – ellers stiger regningen blot”, siger han.
Karsten Søndergaard fra Venstre forudså da også i sit svar, at netop vedligeholdelsen af kommunens ejendomme blev et konkret forhandlingspunkt i årets budget. Budgetaftalen blev vedtaget onsdag og endte med, at vedligeholdelsesbudgettet til anlæg tilføres 20 millioner kroner i 2026, 2027 og 2028 og øges med 40 millioner kroner i 2029. Allerede i 2026 påbegyndes en række større renoveringsprojekter på Balsmoseskolen, Ung Egedals bygning og Børnehuset Langekær:
“Der skal anvendes mange midler til at fastholde en god standard i kommunens bygninger. Jeg forventer, at vedligeholdelse bliver et tema i dette års budgetforhandlinger”.
SF’s Jens Skov peger i den forbindelse på, at det er vigtigt at huske på, at gode bygninger er mere end mursten – de danner rammen om børns trivsel:
“Vedligeholdelsen af de fysiske rammer skal prioriteres – det handler både om gode legepladser, energivenlige bygninger, moderne faglokaler og IT-udstyr. Det er en klog investering i børns hverdag”, svarer han.
Planlægning kræver data – og rettidig handling
Flere partier nævner kommunens befolkningsprognoser som et vigtigt redskab – men ikke noget, der kan stå alene:
“Vi er ved at få opført to nye daginstitutioner i Egedal. Det er netop fordi, at der er et kommende behov,”, siger Karsten Søndergaard fra Venstre og fortsætter:
“Hvert år udfærdiger kommunen en befolkningsprognose på baggrund af planlagt byggeri og forventet fødselsrate. Befolkningsprognosen kigger 12 år ud i fremtiden, så vi i god tid kan planlægge udviklingen. Selvfølgelig kan man ikke altid stole på prognoser, selv om de som regel er meget retvisende. Under corona oplevede vi et større børne-boom end forventet. Dels blev der født flere børn og dels flyttede der flere børnefamilier ud af København og til fx Egedal”.
SF ønsker at tage planlægningen et skridt videre:
“Vi vil sikre, at der løbende laves kapacitetsprognoser og bygges ud i god tid, så vi undgår overfyldte institutioner og klasser”, siger Jens Skov (SF), der også foreslår et klasseloft på 24 elever i de mindste klasser – og et lavere loft længere oppe i skoleforløbet.
▮ Antallet af børn i Egedal stiger støt
0–5 årige
• I dag (2025): 3.461
• I 2030: 3.664
• I 2037: 3.725
• Stigning: +264 børn
6–16 årige
• I dag (2025): 6.372
• I 2030: 6.829
• I 2037: 7.397
• Stigning: +1.025 børn
Kilde: Egedal Kommunes befolkningsprognose 2025-2037
Christian Skovbo Hvistendahl-Hansen fra Danmarksdemokraterne er enig i, at planlægning er afgørende, men han mener også, at kommunen skal turde sige stop, hvis udviklingen løber for hurtigt:
“Vi vil sikre rettidig planlægning, så vi ikke står i kapacitetsproblemer, hver gang et nyt boligområde skyder op. Det kræver tættere samarbejde mellem forvaltning, politikere og lokalsamfund – og mod til at sige nej til byggeprojekter, hvis vi ikke kan følge med på velfærden”, opfordrer han.
Hos Konservative vurderer Christine Søjbjerg, at netop den rettidige indsats er det vigtigste, og at der også kan blive behov for at sige stop for den stigende udbygning af kommunen:
“Vi er meget bevidste om, at vi kan blive nødt til at træde på bremsen i forhold til byudviklingen, så vi sikrer, at kapacitetsbelastningen ikke bliver presset. Derfor har vi vores opmærksomhed rettet mod befolkningsprognoser, boligudviklingsplan og prognoserne for dagtilbud og skoleområdet, så vi kan følge udviklingen tæt og agerer herpå i rette tid”, siger hun.
Pas på med at spare – og glem ikke forældrene
Nogle partier opfordrer også til mere is i maven, når børnetallet midlertidigt falder. Allan Bøwig fra Dansk Folkeparti mener, at kommunen har været for hurtig til at skille sig af med institutioner:
“Vi skal ikke sælge en bygning, bare fordi den skal stå tom et år eller to. Med lidt mere is i maven kunne vi have sparet en del penge på de anlæg af nye institutioner, som er i gang nu”, vurderer han.
Og Alternativet opfordrer til hele tiden at inddrage dem, der kender hverdagen bedst:
“Forældrene skal inddrages i processen – dem, der er nærmest i det hele, skal også blive spurgt og hørt”, siger Mikkel Ejholm Skovlyst.
Alle partier og lister i Egedal Kommune har fået mulighed for at svare, og artiklen herover er skrevet af EgedalPostens journalist på baggrund af svarene fra de partier og lister, der er vendt tilbage. For at du kan få nuancerne med og blive klogere på DIN egen holdning frem mod valget, kan du herunder læse de komplette svar fra de partier og lister, der har givet deres mening til kende. Tak til alle for at bidrage!

Er der et lokalt spørgsmål, som DU godt kunne tænke dig at få svar på op til kommunalvalget? Send det til – så spørger vi alle lister og partier for dig. Du kan læse mere om artikelserien “Din stemme i Egedal” her.


















