Tryk på "Enter" for at springe over

Fire partier går sammen i Egedal: Sådan vil de undgå stemmespild

Fire borgerlige partier i Egedal har netop indgået valgforbund. Samarbejdet skal sikre, at borgerlige stemmer ikke går tabt ved kommunalvalget i november.

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance i Egedal har indgået et teknisk valgforbund forud for kommunalvalget den 18. november. Formålet er at undgå stemmespild og øge sandsynligheden for, at borgerlige stemmer giver mandater i byrådet.

Der er ikke indgået politiske aftaler mellem partierne. Valgforbundet handler udelukkende om at fordele stemmerne teknisk, hvis ét af partierne ikke opnår nok stemmer til et selvstændigt mandat.

Et signal om fælles retning

Selv om samarbejdet formelt er teknisk, peger flere af kandidaterne på, at der allerede er en vis fælles forståelse:

Jeg ved godt, at det kun er valgteknisk, men det er godt, at vi allerede nu er enige om mange holdninger, og jeg fornemmer, at vi kan samarbejde. Vi ser specielt frem til en mere ansvarlig økonomisk politik“, fortæller Edith Thingstrup fra Liberal Alliance.

Birgitte Neergaard-Kofod fra Det Konservative Folkeparti glæder sig også over aftalen:

“Jeg er glad for, at alle på den borgerlige side af byrådet har takket ja til det valgtekniske samarbejde. Der er mange opgaver i Egedal, som venter på en konstruktiv tilgang, og de borgerlige stemmer fortjener at blive hørt”, siger hun.

Stemmerne bliver i den borgerlige blok

Christian Skovbo Hvistendahl Hansen fra Danmarksdemokraterne er helt ny i det lokale politiske billede, men oplever allerede en god kemi i samarbejdet.

“Det er første gang, Danmarks Demokraterne stiller op i Egedal, og jeg føler mig godt tilpas i gruppen. Jeg mener, at samarbejdet sagtens kan blive til mere. Vi er enige om at gøre noget for familierne i Egedal“, fortæller han.

Dansk Folkeparti deler optimismen og ser især værdi i at undgå tabte stemmer:

“Skulle vi ikke få de mandater, vi drømmer om, så er det en trøst, at stemmerne bliver i den borgerlige blok. For os er det vigtigt, at de ældre ikke glemmes“, udtaler Allan Bøwig.

Sådan virker et valgforbund

Et teknisk valgforbund ændrer ikke på, hvordan du stemmer – det foregår fuldstændig som det plejer – men det ændrer, hvordan stemmerne fordeles efter valget. Hvis et parti ikke får stemmer nok til at komme i byrådet, kan dets stemmer nemlig i stedet overføres til et andet parti i valgforbundet.

Dermed øger partierne i forbundet samlet set deres chance for at få mandater – og de enkelte vælgere risikerer ikke, at deres stemme går tabt.

De fire partier understreger, at man selvfølgelig stadig bør stemme personligt og på det parti, man har størst tillid til.

Hvad er et valgforbund?

Et valgforbund er en teknisk aftale mellem partier, som kan påvirke fordelingen af mandater.
Hvis et parti ikke opnår nok stemmer til et mandat, kan stemmerne overføres til et andet parti i forbundet. Det ændrer ikke stemmesedlen – du stemmer stadig på et konkret parti og eventuelt en person.

Det nye borgerlige valgforbund i Egedal består af:

● Det Konservative Folkeparti
● Dansk Folkeparti
● Danmarksdemokraterne
● Liberal Alliance

Partierne har ikke indgået nogen politisk aftale – kun et teknisk samarbejde.