Egedal skal undgå campusfælden – vi har brug for visioner med bund i virkeligheden 

Mens vi nærmer os Kommunalvalg 2025, har debatten om etablering af et stort campus i Egedal fået nyt liv. Særligt Lokallisten Ny Egedal har gjort det til deres varemærke, ivrigt bakket op af både Socialdemokratiet og Venstre. Men bag de glittede kampagnebrochurer og store ord gemmer der sig en strategisk usikkerhed, vi som ansvarlige politikere ikke kan vende ryggen til.

Læs også: Se Ulrik John Nielsens Facebook-opslag om Lokallisten Ny Egedals tanker om et campus her

Lad os begynde med det indlysende; Ja, vi forstår ønsket om et levende campusmiljø og flere lokale uddannelsestilbud, men vi må ikke glemme virkelighedens logik. Og her halter forslagene betænkeligt.

Kritisk masse – drøm uden fundament

Egedal Gymnasium og HF har en optagelseskapacitetsramme på 360 elever, men de optager reelt under 85% af denne. De 17-24-årige bliver færre de næste otte år, ikke flere. Glem forestillingen om, at store strømme af elever vil valfarte til Stenløse; vi kan ikke med den befolkningsstruktur opnå den kritiske masse, det får et campus til at hænge sammen økonomisk og socialt.

Erfaringerne fra resten af landet viser, at minimum 300-400, og helst 500-600 elever, er nødvendige for at skabe et dagligt, levende miljø på tværs af uddannelser. Selv med HF-optag og drømmen om flere uddannelser er vi slet ikke der, og slet ikke i fremtiden.

Herudover ligger der allerede et veletableret campus i Frederikssund blot et kvarters togtur væk, men med over 1.000 unge dagligt. At kaste vores sparsomme unge ind i konkurrencen imod Frederikssund, Hillerød og Ballerup skaber dobbelt kapacitet og risiko for tomme gange – ikke nye fællesskaber. Kan vi virkelig tillade os at gamble med unges uddannelsesmuligheder og kommunens økonomi på den baggrund?

Økonomisk hovedløshed 

Vi taler her om et projekt til mindst 188 millioner kroner, og forventeligt meget mere, når den første entusiasme har lagt sig og de reelle driftsudgifter kommer på bordet. Et campus kræver mange kvadratmeter, fællesfunktioner, kantiner og teknik. Statens puljer dækker sjældent mere end 20 % af det samlede anlæg, resten belaster Egedals kommunekasse.

Oveni dette stiger udgifterne til ældre og omsorg eksplosivt frem til 2037. Skal vi virkelig omprioritere velfærd, ældrepleje og børnehaver for at realisere et valgkampsprojekt uden solidt økonomisk fundament?

Infrastruktur og den geografiske logik

Placering af et campus i Stenløse eller Kildedal hviler på en tro om, at Egedal kan tiltrække flere unge, men tallene fra Danmarks Statistik og kommunens egne fremskrivninger viser det modsatte.

S-togslinjen er presset, busdrift koster, og lægger vi uddannelsestilbuddene for tæt på hinanden, risikerer vi reelt at underminere principperne om uddannelse tæt på borgerne.

Er campusvisionen reel – eller valgflæsk?

Her i valgkampens hede synes campusvisionen større i ord end i forankring. Det kan lyde besnærende med “fremtidens campus”, men visionen virker en anelse overfladisk og mere som luftige løfter, leveret med iver, men uden den nødvendige analyse og finansielle realisme.

Som Radikale politikere er vores tilgang klar; vi skal altid være åbne over for udvikling og visioner, men benene solidt plantet i virkeligheden. Hvis campusdrømmen skal have liv i Egedal, skal det ske i samarbejde med nabokommunerne – og først når der faktisk er behov og økonomi til det. Vi har set for mange luftkasteller ende som tomme skolegårde – det må ikke ske i Egedal.

Lad os turde tænke nyt, men også at prioritere det solide frem for valgplakater – alt andet er uansvarligt.

Af Rikke Mortensen og Dennis Roland Pedersen,
Radikale Venstre Egedal