Tryk på "Enter" for at springe over

Centerchef afviser kaos i handicapsager: “Vi vender tilbage inden for 24 timer”

Efter en hård kritik fra formanden for Handicaprådet i Egedal om manglende kontinuitet og svar i handicapsager, svarer kommunen nu igen. Ifølge centerchefen er afdelingen både velfungerende og fagligt stærk.

Kritikken fra Handicaprådet i Egedal var kontant, da formand Cirkeline Kajhøj i et debatindlæg i tirsdags skrev i EgedalPosten, at familier med børn med handicap efterlades i uvished og oplever kontaktproblemer, sagsbehandlerskift og manglende svar på henvendelser.





Læs også: Familier med børn med handicap efterlades i uvished i Egedal Kommune

Baggrunden er en større omorganisering af hele børne- og handicapområdet i kommunen i september 2025.

Siden ændringen blev gennemført, er Handicaprådet blevet kontaktet af en række forældre, som ifølge Kajhøj blandt andet ikke ved, hvem deres rådgiver er, eller oplever at ringe forgæves.

Rådet rejste desuden bekymring om, hvorvidt den faglige specialisering i området er forsvundet, og om sagsbehandlere og ledelse reelt har været hørt i processen.

Kommunen afviser kritikken

Nu svarer Egedal Kommune officielt på kritikken. I en skriftlig udtalelse fra centerchef i Social og Handicap, Tine Vesterby Sørensen, fremhæves det, at organiseringen netop skal gøre afdelingen mere robust og sikre, at sager bliver behandlet løbende.

“Vi er helt opmærksomme på betydningen af en god relation mellem familierne og deres sagsbehandler. Man har som borger stadig en personlig rådgiver knyttet til sin sag”, oplyser Tine Vesterby Sørensen, der er centerchef i Social og Handicap i Egedal Kommune. Foto: Egedal Kommune

“Formålet med organiseringen er, at alle medarbejdere kan arbejde på de fleste typer af sager. Det gør afdelingen mere robust, og sikrer, at alle sager bliver behandlet løbende. Der er fortsat de samme kompetencer og den samme viden til stede i afdelingen, og det faglige niveau er højt”, skriver Tine Vesterby Sørensen.

Læs også: “Vi er ved at gå i stykker”: Ingen familier skal stå alene i Egedal

Samtidig slår hun fast, at kommunen har stor opmærksomhed på betydningen af den personlige relation mellem familier og sagsbehandler:

“Vi er helt opmærksomme på betydningen af en god relation mellem familierne og deres sagsbehandler. Man har som borger stadig en personlig rådgiver knyttet til sin sag. I de sager, som er meget komplekse, har vi to rådgivere på sagen. Vi arbejder også ud fra en forudsætning om så få skift af sagsbehandler som muligt”, skriver hun.

Uenighed om kontakt og personalegennemstrømning

En central del af Handicaprådets kritik går på, at forældre ikke får svar på deres henvendelser, og at rådgivere ifølge flere borgere er fratrådt uden varsel. Den oplevelse kan kommunen ikke genkende:

“Vi kan ikke genkende billedet af, at borgerne kontakter os forgæves. På henvendelser udenfor telefonåbningstid vender vi tilbage indenfor 24 timer, som vi er forpligtet til af kommunens kontaktpolitik”, skriver centerchefen.

Læs også: Forråelsen – det vi ikke taler om

Ifølge Handicaprådet kunne den nye organisering også være medvirkende til personalemangel og hyppige rådgiverskift. Men også dette afviser kommunen:

“Der er ikke en høj personaleudskiftning i afdelingen. I hele 2025 var der 3 personaleafgange. Det er meget lavt. Vi har selvfølgelig ansat nye medarbejdere. Aktuelt er vi ved at opnormere med fire ekstra medarbejdere for at nedbringe antallet af sager. I en overgangsperiode bruger vi også vikarer. Samtidig har vi ansat en ekstra leder for at styrke den faglige kvalitet yderligere”, oplyser Tine Vesterby Sørensen.

Ung kvinde og spørgsmålstegn Foto: Gerd Altmann / Pixabay
Foto: Gerd Altmann / Pixabay

Det handler kritikken om

● I september 2025 lavede Egedal Kommune en stor omorganisering af social- og handicapområdet
● Handicaprådet mener, at det har udvandet faglig specialisering og skabt utryghed for familier
● Flere forældre oplever ifølge rådet manglende svar, ukendte rådgivere og sagsbehandlerskift
● Rådet advarer om, at den nye struktur strider mod intentionerne i Barnets Lov § 8
● Kommunen svarer, at der fortsat er høj faglighed og stabile medarbejdere
● Afdelingen opnormeres aktuelt med fire nye medarbejdere og en ny leder