Tryk på "Enter" for at springe over

HØJ klar med bomstærkt trænerteam


HØJ Elite har et nyt trænerteam på plads for klubbens herrehold. Stefan Madsen bliver ny cheftræner fra sommeren 2027, og han får Nicolaj Andersson som assistenttræner. Nicolaj Andersson vil i den kommende sæson vikariere som cheftræner, indtil Stefan Madsen kommer til klubben.

Sportschef Hans Lindberg er begejstret over, at det er lykkedes HØJ Elite at sikre sig et så stærkt trænerteam for fremtiden:

”Jeg ser det som et scoop, at vi kan tiltrække en træner af Stefan Madsens kaliber og indgå en fireårig aftale med ham. Stefans bedrifter taler for sig selv – han har vundet adskillige nationale mesterskaber og stået i Champions League-finalen to gange. Han er håndboldfagligt ekstremt stærk, og dertil er han også en dygtig og moderne leder med stor autoritet. Samtidig har han god erfaring med klub- og talentudvikling, hvilket er vigtigt for os. Vi glæder os rigtig meget til at samarbejde med Stefan om den videre udvikling af HØJ Elite”, siger Hans Lindberg og fortsætter:

”Nicolaj Andersson er en spændende træner, som på trods af sin relativt unge alder allerede har stor international erfaring og har vist sine store kvaliteter. Nicolaj er struktureret og grundig, og han kommer til at komplementere Stefan Madsen på stærk vis – sammen bliver de uden tvivl et stærkt makkerpar. Samtidig er vi rigtig glade for, at han tager ansvaret som cheftræner på sig, indtil Stefan Madsen kommer til klubben. Vi glæder os til at se Nicolaj Andersson sætte sit præg på spillet og kulturen i truppen i den kommende sæson, hvor målet er at sikre os oprykning til ligaen”.

Læs også: Bytter roller: HØJ Elite ændrer setup i toppen

Ny og markant aktør i dansk håndbold

Stefan Madsen ser frem til at komme til HØJ Elite næste sommer, når han har opfyldt sin kontrakt hos Paris Saint-Germain Handball:





”Jeg har haft en utrolig god dialog med HØJ Elite og fornemmer et blomstrende foreningsliv kombineret med en stor ambition om at udvikle et stærkt præstationsmiljø, som kan konkurrere med de bedste. Samtidig er klubben bygget på og skabt af gode og ordentlige mennesker med stærke sunde værdier, hvilket er helt afgørende for mig. Der er uden tvivl et stort potentiale, som jeg glæder mig til at være med til at præge. Der er allerede nu skabt et stærkt fundament af spillere, som gennem hårdt arbejde og stærkt sammenhold skal være med til at indfri klubbens ambitioner. Det glæder jeg mig til at give mit bidrag til. Jeg ser det som en enormt spændende opgave – det var netop et projekt som HØJ Elite, jeg kunne se mig selv i, hvis jeg skulle tilbage til dansk håndbold”, siger 49-årige Stefan Madsen og tilføjer:

”Jeg glæder mig til at arbejde sammen med Nicolaj Andersson, som har mange stærke kompetencer. Det har været vigtigt for mig at have ham med i trænerteamet, så jeg er glad for, at det er lykkedes. Jeg er helt overbevist om, at han kommer til at bygge et rigtig stærkt fundament op i den kommende sæson, og jeg ser frem til at bygge videre på det, når jeg kommer til HØJ Elite”.

Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Hamrende motiveret

Også Nicolaj Andersson glæder sig til at blive en del af HØJ-familien. Den 38-årige træner har senest trænet Buxtehuder SV i den tyske Bundesliga, men nu vender han altså tilbage til dansk håndbold efter en årrække i udlandet:

“Jeg glæder mig helt vildt til at skulle være en del af HØJ Elite. Efter ti år som træner væk fra Sjælland og København, heraf otte år i Tyskland og Schweiz, glæder det mig rigtig meget at komme hjem til en så spændende mulighed. Projektet taler for sig selv og matcher mine egne ambitioner rigtig godt, og jeg er derfor hamrende motiveret for at komme og bidrage med alt, hvad jeg har. Og så ser jeg frem til at danne trænerteam med Stefan, når han kommer til klubben, og komplementere ham så godt, jeg overhovedet kan. Samtidig er jeg naturligvis glad for, at klubben betror mig ansvaret som cheftræner indtil Stefan støder til, og jeg glæder mig til at lære spillerne og staben at kende og komme i gang med arbejdet”.

HØJ Elites nye trænerduo

Stefan Madsen:
Stefan Madsen har en række forskellige cheftrænerjobs bag sig – blandt andet i Aalborg Håndbold, hvor han vandt fire DM-titler, to pokaltitler og to Champions League-sølvmedaljer. I den forgangne sæson vandt han den franske liga med Paris Saint-Germain Handball.

Nicolaj Andersson:
Nicolaj Andersson har tidligere været træner i klubber som København Håndbold, TTH Holstebro, VfL Weiblingen, LC Brühl Handball, Empor Rostock og Buxtehuder SV.

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.