Tryk på "Enter" for at springe over

Egedal Fjernvarme advarer mod falsk “medarbejder”

En ukendt person har forsøgt at svindle sig til private nøgler ved at udgive sig for at repræsentere Egedal Fjernvarme. Direktør Claus Gulbech advarer nu og beder folk holde øje med fjernvarmeselskabets officielle logo. Han understreger, at selskabet aldrig vil bede om at få udleveret nøgler.

Egedal Fjernvarme har modtaget meldinger om en person, der udgiver sig for at være ansat i selskabet. Personen har ringet på og bedt om at få udleveret nøgler til ejendommen under påskud af at udføre arbejde for fjernvarmen.

Selskabet reagerer derfor nu og understreger, at man aldrig skal udlevere sine nøgler til folk, der dukker uanmeldt op og udgiver sig for at repræsentere fjernvarmen.

Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Egedal Fjernvarme gør det klart, at rigtige medarbejdere fra selskabet altid vil være nemme at genkende. Der er helt faste retningslinjer for, hvordan personalet optræder, når de udfører opgaver:

“Vores medarbejderes tøj og biler er forsynet med vores fjernvarmelogo. Hvis nogen henvender sig og påstår at repræsentere fjernvarmen, men du er i tvivl om deres identitet, bedes du kontakte os, inden du giver adgang”, siger Egedal Fjernvarmes direktør Claus Gulbech til EgedalPosten.





Kontakt Egedal Fjernvarme

Direktøren understreger samtidig en helt central regel for selskabets arbejde ude på adresserne:

“Ingen af vores medarbejdere vil nogensinde bede om at få udleveret nøgler til en kundes ejendom”, siger han.

Læs også: To ældre kvinder franarret kort og smykker i Ølstykke

Hvis du allerede har haft besøg af den omtalte person på din adresse, eller har bemærket mistænkelig adfærd, der kan have sammenhæng med episoden, vil selskabet meget gerne have besked. Egedal Fjernvarme kan kontaktes på telefon 30 20 10 19.

Politiets råd til at undgå tricktyveri i hjemmet

Egedal Fjernvarme opfordrer til, at du kontakter selskabet direkte, hvis nogen henvender sig og påstår at repræsentere fjernvarmen, men du er i tvivl om deres identitet. Du kan kontakte Egedal Fjernvarme på 30 20 10 19.

Politiet oplyser, at de får mange anmeldelser fra folk, der er blevet snydt af nogen, som udgiver sig for at være fra banken, politiet, boligselskabet og lignende. Svindlerne franarrer deres ofre værdier – alt fra smykker til personlige oplysninger og kontanter.

Politiets råd til at forebygge tricktyveri i hjemmet er:

● Lås døren – også når du er hjemme eller ude i haven.
● Hav ikke værdigenstande liggende fremme.
● Udlevér ikke personlige oplysninger eller koder.
● Udlevér ikke kreditkort, kontanter eller andet af værdi.
● Vær skeptisk – også selv om de siger, at de er kommet for at hjælpe dig og fortæller, at de arbejder i banken, hos boligselskabet eller lignende.
● Ring 112, hvis svindleren fortsat er til stede eller lige er flygtet.
● Ring 114, hvis svindleren ikke længere er til stede.

Kilde: politi.dk

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.