Tryk på "Enter" for at springe over

Sådan kommer Egedals nye multiarena til at se ud

Den nye multiarena med plads til 1.700 tilskuere skal stå klar i Ølstykke i 2028. Egedal Kommune har valgt entreprenørvirksomheden Gråkjær til at opføre arenaen, der bliver ny hjemmebane for ligahåndboldklubben HØJ Elite, og som samtidig skal give lokale foreninger bedre rammer for idræt og fællesskab.

Gråkjær vandt udbuddet med en multiarena, der giver plads til foreningsliv, elitehåndbold og større arrangementer. Hallen får blandt andet et håndboldgulv, der er egnet til tv-transmission, og fleksible rammer, der kan tilpasses mange forskellige aktiviteter.

Kontrakten om den kommende Multiarena i Ølstykke blev underskrevet fredag. Borgmester i Egedal Kommune, Birgitte Neergaard-Kofod (C), glæder sig over, at der er taget et stort skridt mod færdiggørelse af multiarenaen:

“Jeg er glad for, at vi er kommet så langt med projektet, at byggeriet kan gå i gang. Multiarenaen bliver et nyt, stærkt samlingspunkt for både breddesport, elitesport og kultur i Egedal Kommune. Det store løft af vores sportsfaciliteter vil bl.a. give flere børn og unge mulighed for at dyrke sport. Jeg ser frem til samarbejdet med Gråkjær om opførelsen af multiarenaen”, siger hun.

“Arenaen bliver en stor bygning, og vi har derfor arbejdet med at skabe variation og reliefvirkninger på facaden. Det er sammen med træ og store vinduespartier med til, at bygningen bliver både åben og imødekommende”, fortæller Niels Haugård, arkitekt og partner hos GPP Arkitekter. Grafik: Gråkjær Erhverv A/S





Læs også: Nu er planen klar: Her skal multihallen ligge

Fleksibilitet har været afgørende i udformningen af både bygningen og uderummet. Publikumsarealer og VIP-lokaler bliver designet, så de kan tilpasses forskellige behov, fra ligakampe til foreningsarrangementer. Udeområdet bliver indrettet med terrasse og en forplads med plads til ophold, caféliv og aktiviteter som løb, cykling og skating. 

Tæt på banen

Arenaen får omkring 1.500 siddepladser og 200 ståpladser. Tribunerne bliver faste på alle fire sider, så publikum kommer tæt på banen, og spillerne får opbakning fra hele hallen. Ved koncerter og større arrangementer bliver der plads til op mod 2.000 personer: 

“En multiarena skal bruges til mange ting. Den skal fungere til foreningernes hverdag og samtidig danne ramme om store sportsbegivenheder. Det stiller krav til indretning, adgangsforhold og teknik. Vi har bygget flere arenaer de seneste år, og de erfaringer tager vi med os til Ølstykke. Vi er glade for den tillid, Egedal Kommune har vist os, og vi glæder os til at komme i gang”, siger Per Schak Andreasen, CEO hos Gråkjær. 

Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Arenaen får omkring 1.500 siddepladser og 200 ståpladser. Tribunerne bliver faste på alle fire sider, så publikum kommer tæt på banen, og spillerne får opbakning fra hele hallen. Grafik: Gråkjær Erhverv A/S

Helle Rasmussen, adm. direktør i HØJ Elite, ser frem til de nye rammer for tophåndbold i Ølstykke, som er afgørende for klubbens fortsatte udvikling:

“Vi har drømme og ambitioner i HØJ Elite, og multiarenaen giver os mulighed for at tage næste skridt og lægge yderligere lag på vores udvikling. Vi vil skabe håndbold på højt niveau og oplevelser, som folk har lyst til at samles om – og her er det afgørende at have de rigtige rammer og attraktive faciliteter. Derfor betyder det utrolig meget, at vi nu kommer tættere på en moderne arena, hvor både klubben og fællesskabet omkring os kan vokse”, siger hun.

Læs også: Her er personerne bag donationen på 50 millioner kroner til multiarenaen

Formand for Idræts-, Fritids-, og Kulturudvalget i Egedal Kommune, Allan Bøwig (DF), peger på multiarenaens betydning for breddeidrætten:

”Multiarenaen er et stort løft til sportsfaciliteterne i Egedal og den ekstra halkapacitet kommer alle til gode. Vi kan nu understøtte eliteidrætten sammen med breddeidrætten, som er hinandens forudsætninger. Det giver bl.a. flere børn og unge mulighed for at dyrke sport og giver idrætsforeningerne muligheder for at afholde større arrangementer.  Multiarenaen vil styrke vilkårene for de frivillige, som løfter en kæmpe opgave til glæde for alle borgere”, siger han.

Arkitekturen skal gøre den store bygning imødekommende. Stueetagen får derfor lodret træbeklædning og store vinduespartier, og indenfor står limtræskonstruktionerne synlige. Det skal give arenaen et varmt og nordisk udtryk. Grafik: Gråkjær Erhverv A/S

Træ og dagslys 

Arkitekturen skal gøre den store bygning imødekommende. Stueetagen får derfor lodret træbeklædning og store vinduespartier, og indenfor står limtræskonstruktionerne synlige. Det skal give arenaen et varmt og nordisk udtryk:

“Arenaen bliver en stor bygning, og vi har derfor arbejdet med at skabe variation og reliefvirkninger på facaden. Det er sammen med træ og store vinduespartier med til, at bygningen bliver både åben og imødekommende. Den skal være et sted, folk også har lyst til at være, når der ikke er kamp. Vi har arbejdet sammen med Gråkjær mange gange, og vi kender hinandens måde at gribe opgaverne an på. Det gør det lettere at finde de rigtige løsninger, som virker både arkitektonisk og i praksis”, siger Niels Haugård, arkitekt og partner hos GPP Arkitekter.

Endnu en arena i porteføljen 

Multiarenaen i Ølstykke føjer sig til Gråkjærs portefølje af idrætsbyggerier. Virksomheden har blandt andet opført Multiarena Guldboxen i Nykøbing Falster, Arena Svendborg, multihallen til NEXT Vestskoven Gymnasium i Albertslund og Toftlund Sport- og Fritidscenter. 

Byggeriet går i gang til foråret, og arenaen forventes at stå klar til brug i 2028. Gråkjær opfører arenaen i samarbejde med GPP Arkitekter, Stokvad Rådgivende Ingeniører og Urbanlab Nordic.

Oversigtskort Egedal Multiarena Grafik: Gråkjær Erhverv A/S
Grafik: Gråkjær Erhverv A/S

▮ Egedal Multiarena
Multiarenaen får en ny tilkørselsvej direkte fra Frederikssundsvej. Det vil sikre god tilgængelighed til Multiarenaen og forbedre adgangen til hele idrætsområdet. Der etableres 150 nye parkeringspladser.

Den samlede pris for multiarenaen bliver cirka 110 millioner kroner, som dækker bygning af arenaen samt etablering af parkering og adgangsveje m.v. Egedal Kommune har modtaget en donation på 50 millioner kroner fra private bidragsydere til opførelsen. Pengene udbetales dels som et enkeltbeløb til opførelsen og dels som løbende leje på markedsvilkår i en 10-årig periode for HØJ Elites brug af multiarenaen.

Har du en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få EgedalPostens gratis nyhedsbrev 💚

Vi sender KUN ud, når der er relevante historier til dig fra Egedal!