Tryk på "Enter" for at springe over

Voldsom personlig historie ramte elever på Søhøjskolen: ”Det var skræmmende at høre om”

Når det går galt i trafikken, så kan det gå voldsomt galt. Det hørte eleverne på Søhøjskolen om, da de torsdag fik besøg af Daniel, hvis liv blev ændret i en voldsom trafikulykke.

Daniel Borup var kun 18 år, da ulykken ramte. En ulykke som har fået store konsekvenser for resten af hans liv. Han var passager i en bil, der i alt for høj fart kørte galt, og hvor Daniel efter ulykken svævede mellem liv og død.





Den personlige historie fortalte han torsdag den 21. maj til 49 elever på Søhøjskolen i Ølstykke som en del af en indsats, der skal gøre fremtidens trafikanter mere trafiksikre. Det er Rådet for Sikker Trafik og GF Fonden, der står bag.

Daniel Borup tager sammen med andre tilskadekomne og pårørende til trafikdræbte ud på skoler og ungdomsuddannelser for at fortælle deres personlige historie, så unge tænker over, hvordan de selv færdes i trafikken:

“Jeg oplevede, at eleverne reflekterede meget over det, da jeg fortalte om, hvor galt det kan gå i trafikken, hvis man træffer de forkerte valg. Nogle sagde, at det var sørgeligt og skræmmende at høre om, men også at det var lærerigt, og at de ville tage hjem og tale med deres familie om det”, fortæller Daniel Borup fra Rådet for Sikker Trafik.

Stadig mange unge i trafikulykker

Selv om antallet af alvorlige trafikulykker med unge er faldet hen over årene, så er unge stadig overrepræsenteret i trafikulykker.

Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

I Nordsjællands Politikreds udgør de 15-24-årige 11 procent af befolkningen, men de udgør 17 procent af de dræbte og alvorligt tilskadekomne i trafikken. Det samme billede ses på landsplan.

“Der sker hvert år tragiske ulykker, hvor unge mennesker ender i en ulykke, der slår deres liv i stykker og ændrer det radikalt. Det rammer den enkelte hårdt, men også deres familie og venner. Derfor er det vigtigt, at vi får flere unge til at tænke over, hvad de og vennerne gør i trafikken”, siger Jakob Bøving Arendt, der er administrerende direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Om Sikker Trafik LIVE

Bag foredragsindsatsen ”Sikker Trafik LIVE” står Rådet for Sikker Trafik. Foredragsindsatsen er støttet af GF Fonden, som sammen med mere end 400.000 medlemmer ejer GF Forsikring.

Foredragskorpset holder hvert år gratis oplæg for 35.000 børn og unge i skoler og på ungdomsuddannelser.

Evalueringer viser, at foredragene gør en forskel:  
● 97 % af eleverne synes godt eller meget godt om foredraget.  
● 84 % af eleverne tænker over, om de selv tager de sikre valg i trafikken.  
● 70 % af eleverne har efter et foredrag bedt venner og familie om at spænde selen, hvis de ikke havde selen på.

Læs mere om Sikker Trafik LIVE her

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.