Egedal Kommune inviterer nu til informationsmøde for alle, der har lyst til at sprede livsglæde på de lokale plejehjem og blive rickshaw-cykelpilot for områdets ældre beboere.
Der er lagt op til vind i håret og gode samtaler, når Egedal Kommune i samarbejde med foreningen Cykling Uden Alder inviterer til informationsmøde på plejehjemmet Porsebakken i Ledøje. Formålet er at finde flere frivillige kræfter, der har lyst til at sætte sig i sadlen på en rickshawcykel og tage beboere fra kommunens plejehjem med ud i det blå.
Cykelturene handler om meget mere end blot transport fra punkt A til B. Cykelturene i rickshaws er med til at give beboerne på alle Egedal Kommunes plejehjem livsglæde, modvirke ensomhed og styrke fællesskabet, og også for piloterne er der gode oplevelser i mødet med de ældre.
Lokalt engagement på tre hjul
Egedal har i en årrække været en del af det landsdækkende netværk, som i dag tæller næsten 4.000 cykelpiloter og mere end 1.100 cykler fordelt over hele Danmark. Nu skal flåden af frivillige i lokalområdet udvides, så endnu flere kan få glæde af de trehjulede køretøjer.
Egedal Kommune har seks rickshaws, som frivillige piloter og personale på plejecentrene bruger til cykelture med beboerne som passagerer. Og det er meget værdsat. Kommunens rickshaws er fordelt på fire plejecentre, og du kan blive frivillig pilot dér, hvor det passer dig bedst.
Borgmester Birgitte Neergaard-Kofod (C) ser store fordele i, at lokale kræfter byder ind på opgaven:
“Cykling Uden Alder er et fantastisk projekt, som er med til at give livskvalitet for de ældre. Det er et godt eksempel på, hvordan frivillige kan bidrage med noget væsentligt til samfundet, som ikke kan løses af kommunen. Jeg håber, at mange har lyst til at være cykelpiloter”, fortæller borgmesteren.
Kom og hør mere
Hvis du overvejer at blive pilot, kan du tirsdag den 19. maj klokken 15-16 få et indblik i hverdagen som frivillig. Her vil stifter og direktør for Cykling Uden Alder, Ole Kassow, holde oplæg sammen med en aktiv cykelpilot.
Under mødet i caféen på Porsebakken vil repræsentanter fra kommunen også fortælle om de overordnede visioner for frivillighed på plejehjemmene.
Du kan blot møde op, selv om arrangørerne gerne ser en tilmelding på forhånd af hensyn til planlægningen.
| ▮ Her kan du blive cykelpilot Informationsmødet finder sted tirsdag den 19. maj 2026 klokken 15-16 i caféen på plejehjemmet Porsebakken, Nybøllevej 11A, Ledøje, 2765 Smørum. Tilmelding kan ske via mail til amalie.reenberg@egekom.dk |
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





