DEBATINDLÆG:
Jeg gør det lidt baglæns i år. Jeg plejer at slutte af med at takke. Det vil jeg starte med i år.
Først og fremmest vil jeg gerne takke alle partier og lister i byrådet for et konstruktivt og respektfuldt forløb frem mod budgetforliget for 2026. Det er godt, at vi i år kunne holde sammen på tropperne og at vi i år står med en samlet aftale, som sikrer stabilitet og udvikling i Egedal Kommune.
En særlig tak skal også lyde til administrationen for det flotte og grundige materiale, der er blevet udarbejdet – og for de mange, mange besvarelser på budgetspørgsmål undervejs i processen. Det har været en stor hjælp og har bidraget til et solidt beslutningsgrundlag. Hvis jeg lige tager min arbejdsgiverkasket på, synes jeg omfanget af spørgsmål til administrationen har været for stort. Vi skal huske at passe godt på vores medarbejdere.
Så vil jeg også tillade at takke min egen Venstre-gruppe. Det er godt at være medlem af en gruppe, som man kan sparre med og fælles komme med de gode ideer.
Endelig vil jeg gerne takke for de høringssvar, vi har modtaget. De har primært handlet om ønsket om en cykelsti mellem Stenløse og Slagslunde samt om etablering af en aktivitetsbane i Slagslunde. Det er glædeligt at se, at borgerne engagerer sig i kommunens udvikling – og begge forslag er heldigvis blevet imødekommet i budgetaftalen.
Læs også: Budget 2026-2029: Slagslunde får ny aktivitetsbane og cykelsti – Smørum får lys på banen
Hvad er det så alt denne tak har medført og som vi i Venstre er meget tilfredse med…
På børneområdet er der afsat 5,3 mio. kr. til ansættelse af mere pædagogisk personale i vores børnehuse. Det er en vigtig investering i vores yngste borgere og i deres trivsel og udvikling.
Skoleområdet styrkes med 2 mio. kr., som skoleledelser og bestyrelser selv kan udmønte til lokale initiativer. Det giver fleksibilitet og mulighed for at tilpasse indsatsen til de konkrete behov på den enkelte skole. Det synes vi er meget vigtigt.
Børn og unge kan næste år glæde sig over, at vi har fundet midler til genetablering af skaterbanen i Stenløse. Vi ved fra øvrige skaterbaner i kommunen, at det er meget populært. Voksne må selvfølgelig også gerne bruge banen.

“Vi står med et budget, der både styrker kernevelfærden og investerer i fremtiden – og det er et resultat, vi kan være stolte af”.
Karsten Søndergaard (V) i budgettalen ved 2. behandlingen af Egedals Budget 2026-2029
Ældreområdet får et løft med 1,5 mio. kr. til flere aktivitetstilbud og en styrket indsats for borgere med behov for omfattende hjælp til rengøring. Det er en vigtig håndsrækning til nogle af vores mest sårbare medborgere.
På social- og handicapområdet ser vi desværre et udgiftspres på særligt de private bosteder. Derfor er det ansvarligt, at vi tilfører området 7 mio. kr.
På idræts- og fritidsområdet er der afsat midler til en række konkrete projekter:
● 1,3 mio. kr. til lys på fodboldopvisningsbanen i Smørum. Heraf har klubben selv skaffet medfinansiering og ydet en stor indsats. Tak
● 1 mio. kr. til udvikling af idrætsanlæg, særligt i Smørum. Efter helhedsplanen i Ølstykke, er det nu Smørums tur.
● 1 mio. kr. til medfinansiering af en aktivitetsbane i Slagslunde. Her ved vi også hvor stor indsats der er ydet lokalt i byen
● 4,5 mio. kr. til renovering af tennisbanerne i Smørum. Det betyder, at man igen kan komme til at spille tennis i stedet for vandpolo. Når det regner på de nuværende baner, går der lang tid, inden de kan benyttes igen.
Endelig kommer vi lidt videre med udskiftning af låsesystemer på vores idrætsanlæg. Det er et område som kan medvirke til en meget bedre brugertilfredshed. Mindre bøvl med afhentning og lån af nøgler.
Disse investeringer styrker fællesskabet og understøtter det aktive liv i hele kommunen.
På klima- og miljøområdet er der afsat:
● 22,4 mio. kr. frem til 2028 til en ny cykelsti mellem Stenløse og Slagslunde – en vigtig indsats for trafiksikkerhed og grøn mobilitet. Her har aktive borgere også spillet en stor rolle med et meget stort engagement
● 2 mio. kr. årligt fra 2026 til vedligeholdelse af eksisterende cykelstier
● 1,6 mio. kr. til projektering af cykelsti mellem Kildedal og Knardrup
● 1 mio. kr. til understøttelse af arbejdet i Grøn Trepart
Disse tiltag viser, at vi tager den grønne omstilling alvorligt og investerer i fremtidens infrastruktur.
Læs også: Egedal har potentialet til at blive Sjællands cykelperle – nu skal vi gribe chancen
Der skrues op for anlægsinvesteringer og vedligeholdelse af kommunens bygninger. Det er nødvendigt og ansvarligt – og det sikrer, at vores fysiske rammer kan følge med udviklingen. Der er ingen tvivl om, at vi skal fortsætte fokus på bygningsvedligeholdelse i de kommende år og passe på det vi har. Venstre er glade for, at der var opbakning til ansættelse af flere teknisk-service-medarbejdere, der i hverdagen kan tage sig af de mindre små-reparationer.
Borgerbudgettet bliver videreført med 0,5 mio. kr. Det er selvfølgelig godt.
Venstre havde dog gerne set, at der i budgettet var afsat en pulje til kulturområdet – specifikt til de tilbagevendende arrangementer, som hvert år samler borgere på tværs af alder og interesser. Det kunne fx være Slagslunde Musikfestival, Musik på Grønningen, Egedal Bogfest og Open Air. Kultur er limen i vores fællesskab, og vi vil fortsat arbejde for, at dette område får den opmærksomhed og støtte, det fortjener.
Vi ser frem til, at der i fremtiden bliver mulighed for at drøfte en sådan pulje – og vi håber, at der kan findes bred opbakning til det.
Afslutningsvis vil jeg sige, at Venstre anbefaler budgetaftalen til endelig vedtagelse. Den er ansvarlig, den er fremadskuende, og den indeholder mange gode initiativer til gavn for borgerne i Egedal.
Vi står med et budget, der både styrker kernevelfærden og investerer i fremtiden – og det er et resultat, vi kan være stolte af.
Tak for samarbejdet – og tak for ordet.
Karsten Søndergaard,
gruppeformand i Venstre Egedal
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.









