I sidste uge rykkede medarbejdere fra Egedal Kommune ud af rådhuset for at høre, hvad der fylder i Ganløse. Mange konkrete input om vejnet og grønne arealer tages nu med videre i det daglige arbejde.
Flere af medarbejderne fra Center for By, Teknik og Miljø i Egedal Kommune rykkede i sidste uge ud af de vante rammer på rådhuset for at holde åbent hus på Ganløse Bibliotek.
Torsdag den 28. maj var der i ti timer fri adgang til at lufte hverdagens udfordringer og dele perspektiver direkte med folkene bag kommunens planlægning.
Læs også: Kommunen rykker til Ganløse for at snakke om trafik, natur og byggeri
Sagsbehandler Kathrine Utzon-Frank fra Sekretariat, By, teknik og miljø i Egedal Kommune ser positivt tilbage på arrangementet:
“Vi synes, at det åbne hus var en succes. I alt kom der mellem 20 og 30 borgere. Der var intet tidspunkt i løbet af dagen, hvor der ikke var besøg af borgere til arrangementet. Flere bemærkede, at de var meget glade for muligheden for at møde Egedal Kommunes faglige medarbejdere på denne måde”, fortæller hun.
▮ Hvad med skiltningen?
En af henvendelserne på dagen drejede sig om manglen på skiltning ved indkørslen til Ganløse fra Farum-siden og ind i rundkørslen Farumvej / Hvidehøjvej / Enghøjvej, hvor der ifølge lokale ofte køres meget stærkt med farlige situationer til følge. 
Et forslag gik på at få sat et advarselsskilt op på den tomme metalpæl, der i forvejen er opsat før rundkørslen ved indkørslen til Ganløse fra Farum-siden. Foto: Privat
Asfalt og grønne arealer fyldte meget
Ganløse-borgernes interesse for at møde fagfolkene ansigt til ansigt var stabil gennem hele dagen. I alt mødte mellem 20 og 30 personer op i tidsrummet fra klokken 8.00 til 18.00, hvor repræsentanter fra en bred vifte af fagområder sad klar.
De emner, der blev vendt i løbet af dagen, spændte vidt, men særligt ét område udmærkede sig ved at trække mange henvendelser. Der var således stort fokus på vejnettet og trafiksikkerheden i nærområdet, hvilket der også på forhånd var lagt op til at diskutere.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Derudover blev der spurgt ind til gældende lokalplaner, pleje af den bynære natur samt den løbende vedligeholdelse af de grønne arealer. Også spørgsmål om affaldshåndtering og den generelle byudvikling i kommunen kom på bordet under de mange samtaler.
Reel dialog om lokale forslag
Den direkte kontakt gjorde det muligt at gå i dybden med de forslag og ideer, som blev præsenteret. Samtalerne handlede både om fordele og ulemper ved de specifikke input, selv om medarbejderne ikke kunne træffe afgørelser i konkrete sagsbehandlinger under selve mødet:
“Der var mange henvendelser om veje, og der var også spørgsmål til lokalplaner, bynær natur og vedligeholdelse af grønne arealer, affald, byudvikling i kommunen med mere. Vi havde mulighed for en reel dialog med borgerne om både fordele og ulemper ved konkrete forslag. Vi hjalp også borgerne med generel vejledning og fortalte dem om mulighederne for at møde byrådsmedlemmerne via foretræde og træffetid for udvalgene”, uddyber Kathrine Utzon-Frank.
Læs også: Nu kan du få direkte taletid hos politikerne i Egedal Kommunes politiske udvalg
Ud over de faglige drøftelser om sagsområderne blev dagen således også brugt på at guide folk videre i systemet, fx hvis man som enkeltperson ønsker at bringe sine synspunkter videre til de lokale politikere.
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





