Tryk på "Enter" for at springe over

Værktøjstyve slår til i både Ølstykke og Smørum

Nordsjællands Politi har modtaget anmeldelser om to tilfælde af tyveri fra varevogne i Egedal, hvor gerningsmænd har boret huller i køretøjerne for at stjæle værktøj.

Nordsjællands Politi har inden for få døgn modtaget anmeldelser om to indbrud i varevogne i Egedal Kommune. Det første tyveri fandt sted i Ølstykke, mens det næste ramte en adresse i Smørum natten til onsdag. I begge tilfælde har gerningsmændene benyttet boremaskiner for at skaffe sig adgang til køretøjernes varerum.

Den første sag blev anmeldt fra Løven i Ølstykke. Her blev der begået indbrud i en varevogn på et tidspunkt mellem lørdag klokken 15 og mandag klokken 7.

Læs også: Tyveri fra varevogn: Tyve skar hul og stjal værktøj

Gerningsmændene skaffede sig adgang til bilen ved at bore låsen til bagdøren ud. Politiet oplyser i døgnrapporten, at der er stjålet en del forskelligt værktøj fra bilen.

Hul i bilens sidedør

Få dage efter var der et lignende tilfælde i Smørum. Her blev en varevogn ved Rådhuslunden natten mellem tirsdag og onsdag udsat for tyveri.

Ved indbruddet i Smørum blev der boret et hul i bilens sidedør for at få adgang til det værktøj, der lå i bilen. Fra denne varevogn er der stjålet en nedbrydningshammer og en batteridrevet støvsuger.

Der foreligger på nuværende tidspunkt ingen oplysninger om signalement af gerningsmændene eller observationer af køretøjer i forbindelse med de to indbrud.

Sådan forebygger du tyveri fra varevognen

• Mærk dit værktøj og sæt klistermærke på bilen, så det er synligt
• Undgå at parkere på mørke og øde steder
• Parker, så det er svært at komme til side- og bagdøre
• Sørg for, at varerummet ikke kan åbnes fra førerkabinen
• Sørg for, at man ikke kan kigge ind i varerummet udefra
• Brug GPS-tracking, sikkerhedslåse eller mekanisk sikring

Kilde: Sikringsguiden.dk – råd om tyveri fra varebiler