Trods stribevis af naboklager får entreprenøren Nordkysten A/S lov til at arbejde videre på en stor fjernvarmeplads i Stenløse i tre måneder længere end først planlagt. Egedal Kommune har netop givet entreprenøren tilladelse til at forlænge arbejdet til og med august, men strammer også samtidig kravene.
En større fjernvarmeplads på Blæsenborgvej for enden af Bauneholmvej i Stenløse har længe været genstand for utilfredshed blandt beboere i området. Nu meddeler Egedal Kommune dog i en ny landzonetilladelse, at pladsen får lov at forblive aktiv i yderligere tre måneder.
Tilladelsen er netop fornyet frem til den 31. august 2025 på trods af, at lokale grundejerforeninger allerede ved pladsens etablering sidste år udtrykte bekymring over påvirkningen af området. I et nyt høringssvar har de fremsat en række klager over støj, tung trafik og manglende hensyn fra entreprenørens side:
“Vi har tidligere gjort opmærksom på, hvor belastet Blæsenborgvej er i forhold til den meget og ikke mindst tunge trafik der er i forhold til til- og frakørsel til Renseanlæg, Landbrugsejendom, Skydeklub, Spejderhytter. Alligevel besluttede Egedal Kommune at give tilladelse til oplagsplads og jorddepot og dermed endnu mere og meget tung trafik i forbindelse med fjernvarmearbejdet”, lyder det fra Grundejerforeningen Rækken som uddyber beboernes oplevelser med entreprenøren Nordkysten A/S’ arbejdskørsel i området:
“I landzonetilladelsen står der, at de anslåede kørsler er cirka 1-10 gange dagligt. Det er et fuldstændig urealistisk tal. På bare én time er der mindst det antal kørsler fra entreprenøren”, skriver de.
Lang ventetid og frustrationer
Ifølge beboerne er problemerne mange: Støjende aktiviteter, uforudsigelig tung trafik og manglende respekt for aftaler om hensyn til lokalområdet.
“Entreprenøren har i perioden ikke overholdt de aftaler, der er beskrevet for at undgå gener for os beboere. De fejer ikke, de vander ikke vejen og der køres ikke forsigtigt og vises ikke respekt for beboerne, hvilket har været påtalt overfor entreprenøren, fjernvarmen og Egedal Kommune”, skriver foreningen videre.
Det er især den korte vejstrækning forbi bebyggelsen Rækken, der er hårdt ramt. Her passerer tung trafik tæt forbi, og vejen er smallere end andre i området.

Transporten mellem entreprenørens aktuelle fjernvarmearbejde i området ved Halkærvej i Stenløse og oplagspladsen udgør omkring 1,8 kilometer og går via Krogholmvej og Bauneholmvej.
Nordkysten A/S: Vi har brug for pladsen
På grund af de store afstande til selve arbejdsområdet, havde beboerne da også håbet, at kommunen ville sige stop, da entreprenøren for nylig bad om en forlængelse af brugen af pladsen:
“Vi håber denne gang at vores indsigelser bliver taget alvorligt og at entreprenøren pålægges at finde anden oplagsplads, jorddepot og mandskabsplads og at Egedal Kommune ikke giver tilladelse til at forlænge landzonetilladelsen”, skrev de i et høringssvar – men altså forgæves.
Entreprenøren Nordkysten A/S, som i forbindelse med landzonetilladelsen kommunikerer med kommunen via Landinspektørfirmaet Hyldegaard, erkender, at arbejdet har trukket ud, men understreger, at pladsen er nødvendig:
“Der arbejdes på højtryk i alle niveauer af organisationen for at få afsluttet arbejderne hurtigst muligt til alles tilfredshed. Det er ikke muligt at færdiggøre fjernvarmearbejderne uden den pågældende plads”, lyder det i firmaets redegørelse.
Om beboernes kritik af brudte aftaler lyder det fra entreprenørens side:
“Det beklages, at beboere har haft gener fra byggearbejderne. Det er aftalt, at der fejes og vandes efter behov og som minimum hver fredag for at mindske de gener der har været påtalt. Endvidere vil det blive indskærpet overfor mandskab, at der skal udvises ekstraordinær agtpågivenhed og hensyn til områdets beboere”.
▮ Fjernvarmepladsen på Blæsenborgvej
Landzonetilladelse:
Forlænget til 31. august 2025
Retablering skal ske senest 1. september 2025
Pladsen må anvendes til:
● Oplag af fjernvarmerør (rørdepot)
● Materialer til arbejdets udførelse
● Containere til affald og fjernvarmerør
● Gravemaskiner, lastbiler, trailere og øvrige køretøjer
● Jorddepot med ca. 500 ton klasse 0-1 jord
● Jernplader og byggepladshegn omkring pladsen
Egedal Kommune: Tilladelsen forlænges IKKE yderligere
Egedal Kommune medgiver, at arbejdet har trukket ud længere end forventet:
“Vi vurderer, at den angivne arbejdsperiode i landzonetilladelsen af 18. april 2024 har været for optimistisk, hvorfor der, i den sidste del af processen, ikke synes realistisk at få afsluttet arbejdet til tiden. Hertil vurderes, at forlængelsen på de ansøgte tre måneder ikke yderligere vil kunne forlænges”, oplyser kommunen i afgørelsen.
Egedal Kommune kræver samtidig at en ulovligt etableret mandskabsplads i nærheden fjernes med det samme. Det kan du læse mere om i artiklen via linket herunder.
Læs også: Ulovlig fjernvarmeplads skal ryddes inden 5 dage
I afgørelsen om fjernvarmepladsen på Blæseborgvej forklarer Egedal Kommune, at den “samfundsmæssige interesse” i at få etableret fjernvarme har været en vigtig faktor i forhold til, at beboerne nu må finde sig i de de forstyrrende naboer længere tid end først meldt ud:
“Ligeledes har vi lagt vægt på den væsentlige samfundsmæssige interesse i at få etableret fjernvarmeledningen i området, hvilket vil kunne opfyldes ved den ansøgte forlængelse af perioden med tre måneder”, skriver kommunens By, teknik og miljø-afdeling i afgørelsen.
For at imødekomme klagerne har Egedal Kommune dog indført en række skærpede krav til entreprenøren:
● Der skal anvendes små køretøjer, hvor det er muligt
● Der skal fejes og vandes mindst hver fredag
● Der skal udvises ekstra agtpågivenhed ved trafik og manøvrer
● En arbejdsmiljøkoordinator skal sikre sikkerhed og hensyn
● Fast belysning er forbudt, og der skal være slukket uden for arbejdstid
| ▮ Du kan klage over tilladelsen Hvis du mener, at Egedal Kommunes afgørelse om forlængelse af landzonetilladelsen er ugyldig eller urimelig, kan du klage til Planklagenævnet. Klagefrist: Senest fire uger efter offentliggørelsen på kommunens hjemmeside den 14. maj 2025 Klageportal: naevneneshus.dk Klagegebyr: 900 kroner for private Landzonetilladelsen må ikke udnyttes, før klagefristen er udløbet. Hvis der bliver klaget, må tilladelsen ikke benyttes, før Planklagenævnet har truffet afgørelse eller besluttet, at den kan udnyttes under klagesagsbehandling. Klagen skal indsendes digitalt via Klageportalen. Det er ikke muligt at sende klagen direkte til kommunen. |









