Sydafrikansk rødvin tilbagekaldes her til aften, da der er risiko for glasstykker i produktet som følge af en teknisk fejl hos leverandøren. Har du produktet, bør du kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt.
Taster Wine A/S tilbagekalder rødvinen Silverboom Shiraz-Merlot efter en teknisk fejl hos deres flaskeleverandør. Ifølge producenten er der opstået en støbefejl i nogle af de flasker, der er brugt til at tappe vinen, og det kan ifølge tilbagekaldelsen betyde, at der er glasfragmenter i produktet.
Vinen har været solgt i detailbutikker i hele landet siden 1. oktober 2025 og frem til i dag, den 3. november.
Tjek din flaske
Følgende lotnumre er omfattet af tilbagekaldelsen:
L328725, L328825, L328925, L329025, L226925, L227025, L227325, L227425 og L227525
Du kan finde lotnummeret på flaskens etiket eller direkte trykt på glasflasken. Hvis du er i tvivl, anbefales det, at du undlader at åbne eller drikke vinen.
“Der er risiko for, at der er glasfragmenter i produktet. Derfor bør man kassere det eller levere det tilbage til butikken, hvor det er købt”, oplyser Fødevarestyrelsen.
Hvis du har spørgsmål til symptomer, skal du kontakte egen læge eller vagtlægen.
Solgt i mange butikker
Vinen er solgt i mange detailbutikker i hele landet i perioden fra den 1. oktober og frem til i dag. Det nævnes ikke præcist i Taster Wine’s tilbagekaldelse, hvilke butikskæder der har haft vinen på hylderne. Derfor gælder tilbagekaldelsen bredt.









