Et helt nyt samlingssted til glæde og gavn for børn, unge og voksne er på vej ved Slagslunde Skole. Efter indstilling fra Føtex Egedal har Salling Fondene doneret 250.000 kroner til den kommende aktivitetsbane.
Slagslunde-Klubben har fået en tidlig julegave i år. Klubben har nemlig fået en donation på 250.000 kroner til at etablere en aktivitetsbane ved Slagslunde Skole, som skal være en del af et nyt samlingssted i byen til glæde og gavn for alle. Det er Føtex Egedal, der har indstillet projektet til Salling Fondene, som har doneret pengene.
Banen kommer blandt andet til at have en skatebane, hvor byens borgere kan bruge løbehjul, skateboard, løbecykel og i det hele taget løbe rundt og bevæge sig.
Læs også: Slagslunde får ny aktivitetsbane og cykelsti – Smørum får lys på banen
Det har været et stort ønske gennem en årrække, og mange frivillige kræfter er involveret i projektet, for at få det til at lykkes. Aktivitetsbanen skal indbyde til, at alle byens borgere har lyst til at samles for at dyrke fællesskaber og bevægelse.
Stor glæde i Slagslunde
Og der er ingen tvivl om, at donationen skaber glæde i landsbyen, fortæller fundraiser i Slagslunde-Klubben, Anna Mathilde Jensen:
“Vi er rigtig glade for, at vi nu kan realisere aktivitetsbanen. Det betyder, at byens børn og unge får et sted, hvor de kan bevæge sig og dyrke fællesskaber på tværs. Men det bliver også et sted for voksne og familier, som kan dyrke fællesskabet, så vi er meget glade”, siger hun.
Også varehuschef, Lone Nyborg, i Føtex Egedal er begejstret for donationen:
“Vi er virkelig glade for, at vi kan være med til at bidrage til lokalområdet. Det er et fantastisk projekt, som hele byen får glæde af. Jeg er ikke i tvivl om, at det nye samlingssted bliver et udflugtssted – det kommer til at give en masse til byens borgere – uanset alder”, siger hun.
Hos Føtex er der et klart ønske om at bidrage og styrke de lokale fællesskaber – og give børn og unge gode muligheder for en aktiv hverdag med en masse bevægelse. Fælles for alle projekterne i denne donationsrunde er, at de indbyder til aktiviteter, bevægelse og fællesskaber blandt primært børn og unge.
![]() ▮ Salling Fondene Salling Fondene har siden 2012 støttet projekter i hele landet for mere end 2,3milliarder kroner til kunst og kultur, sport, uddannelse, kirke og andre velgørende formål. Føtex har siden 2018 indstillet og fået godkendt 97 lokale projekter til en samlet værdi på over 21 millioner kroner fra Salling Fondene i 57 byer på tværs af Danmark. Det har været alt fra multibaner, legepladser, klatrevæg, bevægelsesstier og meget mere. Salling Fondene donerer pengene via indstillinger fra Føtex for at sikre, at overskuddet fra koncernen bliver omsat til konkrete initiativer med børn og unges bevægelse, fællesskab og trivsel for øje. |





