Tryk på "Enter" for at springe over

Smørum får alligevel ikke døgnåben genbrugsplads

Smørums genbrugsstation bliver efter alt at dømme alligevel ikke døgnåben. Det sker på trods af politiske ambitioner om, at det ligesom i Ølstykke og Stenløse skulle være muligt for Smørum-borgerne at aflevere deres affald alle døgnets 24 timer. I stedet lægges der op til en mere begrænset løsning med udvidede åbningstider.

Da EgedalPosten i november kunne fortælle, at Ølstykke Genbrugsstation ville blive døgnåben fra midten af december, stod det også samtidig klart, at planerne om døgnåbent i Smørum var løbet ind i problemer. Den tekniske forklaring var støjbelastning, og sagen blev derfor sendt tilbage til videre behandling.

Det blev dengang bekræftet af formand for Klima-, Teknik- og Miljøudvalget, Bo Brøndum Pedersen (E), som fortalte:

“Pladsen i Smørum har desværre vist sig at have den udfordring, at der vil være for meget støj i forhold til naboerne. Derfor skal der enten bruges op imod 10 millioner på støjsikring eller også kan det ikke lade sig gøre”.

Læs også: Fra december kan du aflevere affald døgnet rundt på Ølstykke genbrugsplads – planerne i Smørum er sat på pause

Nu viser et punkt på dagsordenen til udvalgets næste møde den 12. januar, hvad administrationen foreslår, at der skal ske i stedet. Og for de borgere i Smørum, der havde håbet på døgnåbent lige som i Ølstykke og Toppevad, ser det ud til at ende i en skuffelse.

Læs også: Endelig! Døgnåbne genbrugspladser på vej i Smørum og Ølstykke

Nyt forslag: Udvidet åbningstid

Administrationen indstiller til politikerne, at døgnåbent droppes helt på Smørum Genbrugsstation. I stedet foreslås det, at pladsen holder åbent alle ugens dage fra klokken 7 til 18, og at den nuværende lukkedag om torsdagen ændres til ubemandet adgang for tilmeldte borgere.

I dag er genbrugsstationen i Smørum åben for borgerne fra klokken 10 til 18 (i vinterperioden 10 til 17), og der er altså en fast lukkedag hver torsdag.

Det vil betyde, at genbrugsstationen udvider åbningstiden fra 48 timer om ugen i dag til 77 timer – en stigning på 60 procent, som ifølge forvaltningen vil kunne dække langt hovedparten af borgernes behov.

Vil koste mindst 10 millioner

Årsagen til ændringen er de omfattende udfordringer med støj, der er afdækket af rådgivningsfirmaet NIRAS: Hvis døgnåbent skal gennemføres, kræver det både containerhal og op til seks meter høje støjskærme. Der er en løsning, som ifølge dagsordenspunktet vil koste mindst 10 millioner kroner.

I modsætning hertil kan den udvidede åbningstid i dagtimerne gennemføres for mellem 0,4 og 0,8 millioner kroner, samt med en mindre udvidelse af bemandingen.

Læs også: Få adgang til Stenløse genbrugsstation døgnet rundt – sådan gør du

Administrationen vurderer, at den udvidede åbningstid vil være en bedre balance mellem pris og service, selv om ambitionerne i kommunens budgetaftale for 2025 var døgnåbent på alle kommunens tre genbrugsstationer. Der henvises til erfaringerne fra Toppevad, hvor næsten 9 ud af 10 brugere alligevel kommer i tidsrummet mellem klokken 7 og 18:

“Administrationen anbefaler denne løsning, da udgifterne til døgnåbent (mindst 10 mio. kr.) vurderes ikke at stå mål med det løft i serviceniveau, løsningen giver i forhold til at udvide åbningstiden og ændre lukkedagen til at der er ubemandet adgang”, skriver forvaltningen i indstillingen til Klima-, Teknik- og Miljøudvalget. 

Aftenåbning undersøges

Som en alternativ løsning foreslår administrationen muligheden for at undersøge, om det er muligt at holde åbent frem til klokken 22, uden at støjgrænserne overskrides. Det kræver dog nye målinger, som allerede er sat i gang:

“Det betyder, at den alternative mulighed for øgede åbningstider til kl. 22 undersøges parallelt med, at den anbefalede løsning igangsættes. Hvis støjmålingerne viser, at der ikke er problemer med at udvide til kl. 22, kan et tillæg til miljøgodkendelse, inkl. udløb af klageperiode, være på plads inden sommerferien”, står der i oplægget som også peger på muligheden for blot at lade åbningstiderne forblive som i dag:

“Det giver ingen ændring i serviceniveau eller udgifter, men vil ikke give forbedrede vilkår for oplandet til Smørum Genbrugsstation”, skriver administrationen.

Døgnåben genbrugsstation. Foto: Thorium / Unsplash
Arkivfoto: Thorium / Unsplash

Sådan får du døgnadgang
Borgerne i Egedal Kommune har mulighed for at bruge genbrugsstationerne i Ølstykke og Toppevad hele døgnet, også uden for normal åbningstid.

For at få adgang skal du gøre følgende:
1) Åbn Vestforbrændings selvbetjeningsløsning, som findes her
2) Klik på Log på privat og log ind med MitID
3) Indtast dine kontaktoplysninger og tilmeld din bil
Når du er tilmeldt, får du adgang via nummerpladegenkendelse. Du skal bare køre frem til genbrugsstationens lukkede port, så bliver den åbnet for dig.

♻️ Borgerne i Smørum kan bruge Ølstykke og Toppevad døgnet rundt. Det forventes, at der også kommer ubemandet adgang på Smørum Genbrugsstation om torsdagen, hvis det nye forslag vedtages.