Tryk på "Enter" for at springe over

Fra december kan du aflevere affald døgnet rundt på Ølstykke genbrugsplads – planerne i Smørum er sat på pause

Mens Ølstykke-borgere snart kan aflevere affald på genbrugspladsen hele døgnet, er planerne om selvbetjening sat på pause i Smørum. Den mulige larm fra trailere og containere har nemlig vist sig at kunne koste kommunen op mod 10 millioner kroner i støjsikring. Nu sendes sagen tilbage.

Det var ellers en nyhed, der blev modtaget med glæde af mange i foråret: Døgnåbne genbrugspladser var på vej i både Ølstykke og Smørum, så du kan komme af med dit affald, når det passer dig – også om aftenen og tidligt om morgenen.

På Stenløse genbrugsstation (Toppevad) ved Ganløse har den populære ordning allerede været en realitet igennem længere tid, og i år skulle det så være Smørums og Ølstykkes tur.

Men nu står det klart, at det kun er den ene halvdel af løftet, der bliver indfriet i første omgang.

Ølstykke får døgnadgang i december

Det bekræfter Bo Brøndum Pedersen, der er formand for Egedal Kommunes Klima-, Teknik- og Miljøudvalg:

“Ølstykke åbner som døgnåben genbrugsplads i december”, oplyser Bo Brøndum Pedersen.

Adgangen kommer til at fungere på samme måde som på genbrugspladsen i Stenløse, hvor man skal tilmelde sig via Vestforbrændings kundeportal, og porten åbner automatisk ved hjælp af nummerpladegenkendelse. Bemærk at farligt affald og elektronikskrot ikke kan afleveres, når pladserne ikke er bemandet. 

Dermed får borgere i Ølstykke adgang døgnet rundt, præcis som det blev lagt op til i kommunens budgetaftale for 2025.

Planer på pause i Smørum

Anderledes ser det ud i Smørum, hvor planerne nu er sat i stå og sagen sendes retur til videre behandling. Ifølge Bo Brøndum Pedersen er problemet støj:

“Pladsen i Smørum har desværre vist sig at have den udfordring, at der vil være for meget støj i forhold til naboerne. Derfor skal der enten bruges op imod 10 millioner på støjsikring eller også kan det ikke lade sig gøre”, fortæller han til EgedalPosten.

Klima-, Teknik- og Miljøudvalget fik i sidste uge en orientering af kommunens administration om status på arbejdet med etablering af døgnåbne genbrugsstationer og problemerne i Smørum, og da udvalget ikke har beføjelser til at godkende et støjsikringsprojekt til 10 millioner kroner, bliver sagen nu sendt tilbage til videre behandling.

Ølstykke Genbrugsplads står foran en stor forandring: Snart bliver det muligt at køre ind her – præcis som det allerede er tilfældet på Stenløse genbrugsplads. Borgerne i Smørum må derimod væbne sig med tålmodighed. Foto: Rasmus Udsholt

Ikke helt opgivet

Det betyder, at borgerne i Smørum må væbne sig med tålmodighed, og måske helt vinke farvel til den døgnåbne adgang, som mange har glædet sig til.

Der arbejdes dog med andre modeller, der kan give borgerne i Smørum lidt mere fleksibilitet uden at genere naboerne med larm fra trailere og skramlende containere midt om natten:

“Et muligt alternativ kunne være at udvide åbningstiderne, men have lukket om natten, når folk skal sove”, siger Bo Brøndum Pedersen.

Det er endnu uvist, hvornår der eventuelt er alternative løsningsforslag klar til politisk behandling, så foreløbig er det altså kun i Ølstykke, at døgnadgangen bliver til virkelighed fra december.

Lys Lysmast Mørke Projektør Foto: Thorium / Unsplash
Foto: Thorium / Unsplash
♻️ Status på døgnåbne genbrugspladser i Egedal

Stenløse: Har allerede døgnåbning. Læs mere her
Ølstykke: Åbner for døgnadgang i december 2025
Smørum: Planer sat på pause – pga. støj og mulige merudgifter på op mod 10 mio. kr.

Adgang sker via nummerpladegenkendelse efter tilmelding hos Vestforbrænding