Tryk på "Enter" for at springe over

Sankt Hans i Veksø byder på bålbæst og borgmestertale

Borgmester Birgitte Neergaard-Kofod holder årets båltale, når Veksø fejrer Sankt Hans tirsdag den 23. juni 2026. Festen byder på fællesspisning, salg af slik og drikkevarer og afbrænding af fantasivæsenet “bålbæstet”.

Borgmester Birgitte Neergaard-Kofod indtager talerstolen og holder årets båltale, når Veksø inviterer til Sankt Hans tirsdag den 23. juni 2026. Festlighederne foregår på den grønne kile mellem Skibsted og Brøndsted.

Læs også: Her er alle Sankt Hans-arrangementer i Egedal 2026

Salgsboden åbner klokken 18.00, og her kan du forsyne dig med kolde øl, vin, sodavand og slik. Klokken 18.30 begynder den fælles spisning på arealet. Formand for Veksø By Arrangementer, Hans-Erik Pedersen, glæder sig:

“Vi har været så heldige, at få borgmester Birgitte Neergaard-Kofod til at holde båltalen. Så mød op med naboer, venner og familier og støt op om det gode fællesskab, vi har i Veksø. Kom også gerne med picnic-kurve i god tid inden båltalen”, opfordrer han.

Fantasivæsen erstatter heksen

Klokken 19.15 synges midsommeren ind med fællessang, hvilket leder direkte op til borgmesterens tale klokken 19.20. Kort efter tændes det store bål, hvor et nytænkende ”bålbæst” erstatter den traditionelle heks.





Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her

Det store fantasivæsen er resultatet af et lokalt samarbejde mellem Veksø By Arrangementer og Salon af 8. marts. Inden bålet tændes, kan du give dine bekymringer videre til flammerne, for bæstet symboliserer de onde
kræfter, vi alle ønsker mindre af i vores liv:

“Inden bålet tændes, kan alle, der har lyst, komme og putte en seddel i bæstets gab. På sedlen kan man skrive det, som man ønsker mindre af og når bæstet futtes af, står vi sammen om at skabe plads til mere af det gode”, fortæller Mathilde Gillett fra Salon af 8. marts.

Mens flammerne fortærer det store bålbæst, synger pladsen midsommersangen ”Vi elsker vort land”. Derefter tager levende musik over og underholder resten af aftenen. Overskuddet fra aftenens salg af drikkevarer og søde sager går ubeskåret til finansieringen af børnenes juletræsfest i Veksø.

Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk

Hvad synes du?




Få de bedste lokale historier i indbakken ❤️

Ved at tilmelde dig EgedalPostens nyhedsbrev accepterer du vores privatlivspolitik og giver samtykke til, at EgedalPosten må sende dig gratis nyhedsbreve via e-mail. Du kan altid nemt framelde dig igen.