En af landets mest efterspurgte foredragsholdere lægger vejen forbi Ganløse Foreningshus med et livsbekræftende budskab om mod, ansvar og humor.
Hvordan håndterer man forandringer, man ikke selv har valgt? Og hvad gør man, når livet byder på uventede benspænd? Disse spørgsmål danner bagtæppe for et foredrag, der torsdag den 15. maj finder sted i Liselund Foreningshus i Ganløse.
Foredragsholderen er Søren Holmgren, der som blind har opnået resultater langt ud over det sædvanlige. Med to paralympiske guldmedaljer i goalball og en karriere som ledelseskonsulent, forfatter og mentaltræner, har han i mere end 20 år delt ud af sine erfaringer.
Den 15. maj lægger han vejen forbi Ganløse med foredraget Alting handler om indstilling. Her vil han dele både personlige fortællinger og konkrete metoder til at finde motivation og mening i en uforudsigelig hverdag.
Fokus på mindset og ansvar
Foredraget stiller skarpt på, hvordan man – uanset udgangspunkt – kan arbejde med sin egen indstilling og skabe en mere meningsfuld hverdag. Blandt de værktøjer, Holmgren vil præsentere, er den såkaldte måltavletankegang, som er en enkel metode til at flytte fokus fra begrænsninger til muligheder.
Få en lille smagsprøve fra et tidligere foredrag med Søren Holmgreen her:
“Det handler ikke om at ignorere problemerne, men om at finde en måde at gå til dem på”, lyder det blandt andet i foredragets programbeskrivelse.
Lokalt engagement i fokus
Foredraget afholdes af Liselund Ganløse Foreningshus, som har til formål at skabe liv og fællesskab i lokalområdet. Arrangementet er åbent for alle interesserede, men kræver medlemskab af foreningen.
Medlemskabet koster 200 kroner årligt og kan tegnes via foreningens hjemmeside.
Liselund Foreningshus råder over både bygninger og haveanlæg i hjertet af Ganløse og bruges året rundt til kulturelle arrangementer og udlejning til lokale foreninger. Foredrag som dette er en del af husets ambition om at fungere som samlingspunkt for borgere i og omkring byen.
Foredraget begynder kl. 19.00, og dørene åbner tidligere for dem, der vil sikre sig en god plads. Ifølge arrangørerne forventes der stor interesse, og publikum opfordres til at komme i god tid.









