Tryk på "Enter" for at springe over

Nyt valgforbund: “Vi ønsker et samarbejdende Egedal”

Lokallisten Ny Egedal og Moderaterne indgår valgforbund frem mod kommunalvalget.

I forbindelse med kommunalvalget den 18. november har Lokallisten Ny Egedal og Moderaterne indgået et valgforbund, oplyser de to partier i en pressemeddelelse:

”Lokallisten Ny Egedal lytter til borgerne og skaber løsninger, der passer til Egedal – og det liv, vi lever her. Vi ønsker et samarbejdende Egedal, der finder de rigtige, ansvarlige løsninger på tværs af partier og lister og med inddragelse af borgerne”, siger Ulrik John Nielsen fra Lokallisten Ny Egedal.

Valgforbundet deler ambitionen om en kommune, hvor samarbejde, faglighed og borgerinddragelse vægtes højere end partipolitiske skyttegrave.

“For os i Moderaterne handler lokalpolitik først og fremmest om mennesker – ikke ideologier. Som et parti på midten søger vi løsninger, der samler frem for at splitte. Vi tror på, at bæredygtige resultater opstår gennem konstruktivt samarbejde, hvor der er plads til både nuancer og lokale hensyn”, siger Charlotte Haagendrup, spidskandidat for Moderaterne i Egedal.

Lokallisten Ny Egedal og Moderaterne håber, at valgforbundet kan bidrage til at samle flere stemmer bag et bredt politisk samarbejde, som ønsker mere handling med fokus på kernevelfærd, borgerinddragelse og en sund kommunal økonomi.

Sådan virker et valgforbund

Et teknisk valgforbund ændrer ikke på, hvordan du stemmer – det foregår fuldstændig som det plejer – men det ændrer, hvordan stemmerne fordeles efter valget. Hvis et parti ikke får stemmer nok til at komme i byrådet, kan dets stemmer nemlig i stedet overføres til et andet parti i valgforbundet.

Dermed øger partierne i forbundet samlet set deres chance for at få mandater – og de enkelte vælgere risikerer ikke, at deres stemme går tabt.