Tryk på "Enter" for at springe over

Nyt liv på vej i den gamle Røde Kors-butik: Populær fitnesskæde åbner i Stenløse

En ny æra begynder i de tidligere Røde Kors-lokaler ved lægehuset i Stenløse. Den 4. oktober 2025 åbner LOOP Fitness dørene til et splinternyt træningscenter med fokus på fællesskab og effektiv træning.

Der er fuld gang i ombygningen i de velkendte lokaler på Damgårdsvej, hvor mange nok husker både en cykelhandler og senere en Røde Kors-butik. Nu gøres der klar til et helt andet formål – nemlig at få pulsen op og fællesskabet i gang, når LOOP Fitness Stenløse åbner dørene til et nyt center lørdag den 4. oktober klokken 10.

Bag det splinternye center står Kirstine Koch og hendes partner gennem mange år, Tim Sommer, som netop er flyttet til Stenløse og tilsammen har fire børn. Parret driver i forvejen LOOP-centre i Måløv, Ballerup, Værløse og Skovlunde.

Træning for alle – uden spejle og prestige

Det nye træningscenter adskiller sig markant fra de klassiske fitnesscentre med tunge vægte og høj musik. I stedet byder LOOP på et enkelt og effektivt cirkeltræningskoncept, hvor hele kroppen bliver arbejdet igennem på 24 minutter – og det helt uden krav om hverken bestemt påklædning eller træningserfaring.

“LOOP er for alle – uanset alder, niveau og udgangspunkt. Her handler det ikke om at imponere, men om at få bevæget sig i trygge og uformelle rammer”, fortæller Kirstine Koch.

LOOP-konceptet bygger på Høj Intensiv Interval Træning (HIIT), hvor man skiftevis arbejder på maskiner og laver pulsøvelser i korte intervaller. Det betyder, at selv en kort træningssession kan give både konditions- og styrketræning – noget som især travle voksne sætter pris på.

LOOP-skilt

Hvad er LOOP Fitness?

▶ Cirkeltræning på 24 minutter
▶ Ingen spejle, høj musik eller dresscode
▶ Træning for alle uanset alder og form
▶ HIIT-baseret træningsform med høj forbrænding
▶ Medlemskab giver adgang til alle LOOP-centre i landet

Læs mere om LOOP-konceptet på loopfitness.dk

Ejerne er selv flyttet til Stenløse

Tim og Kirstine har ikke blot valgt Stenløse som næste sted i LOOP-kæden. De har faktisk også slået sig ned i byen som nytilflyttere og gør nu deres første lokale investering i form af træningscenteret.

Parret købte nemlig hus i Stenløse sidst i 2024. Det har de sammen renoveret siden og undervejs opdagede de, at lokalet på Damgårdsvej stod ledigt – og så tog den ene beslutning hurtigt den anden:

“Vi flyttede endelig til det nye hus i Stenløse i sommeren 2025 og glæder os helt vildt til at blive en del af byens hverdag – både som borgere og som drivkraft bag det nye center”, siger Kirstine.

Åbningsdag med goodiebags og ny indretning

Og Tim og Kirstine regner bestemt ikke med, at åbningen den 4. oktober bliver en stille affære. De lover både feststemning, præsentation af centerets nye leder og uddeling af goodiebags til de første 200 medlemmer.

Samtidig bliver LOOP Stenløse endda ét af de allerførste centre i Danmark med kædens helt nye indretningskoncept:

“Vi har set billederne af den nye indretning, og det bliver så flot – og det bliver kun endnu bedre, når folk først får det at se med egne øjne på åbningsdagen”, fortæller Kirstine.

Kirstine og Tim åbner faktisk for indmeldelse i det nye center allerede den 6. september, hvor man enten kan melde sig ind online eller kigge ned i centeret, hvor de står klar til at hjælpe med indmeldelse mellem klokken 10 og 12. Så er der samtidig også en chance for et smugkig på de nye lokaler før alle andre.

Der er nyt liv på vej i lokalerne på Damgårdsvej 15, der tidligere har rummet cykelhandler, Røde Kors-butik og senest et trykkeri (klik for større fotos):

Kom som du er – og træn når det passer dig

Centeret kommer til at have åbent alle dage fra klokken 5 til 22, og man behøver hverken booke tid eller passe ind i faste hold. Man møder bare op, bruger nogle minutter på opvarmning og hopper så ind i træningscirklen, hvor man arbejder sig rundt på 16 forskellige stationer.

Når klokken siger “ding”, rykker man videre til næste maskine – på den måde opstår der kun meget sjældent ventetid. Ved første besøg får man en grundig instruktion af en LOOP-instruktør, og derefter bliver det hurtigt en vane.

For mange i Egedal Kommune er LOOP Fitness ikke nyt: I Ølstykke har centeret på Rådhus Allé længe været populært – og med LOOP-medlemskab får man adgang til alle kædens centre i hele landet. På den måde vil du fremover kunne træne i både Ølstykke og Stenløse, hvis du er LOOP-medlem.

Loop Fitness Foto: LOOP Fitness
LOOP byder på et enkelt og effektivt cirkeltræningskoncept, hvor hele kroppen bliver arbejdet igennem på 24 minutter. Foto: LOOP Fitness

Det nye LOOP Fitness Stenløse

📍 Damgårdsvej 15, 3660 Stenløse
🗓️ Åbningsfest lørdag den 4. oktober 2025 kl. 10-15
⏰ Åbent alle dage fra kl. 5-22
🎁 De første 200 medlemmer får goodiebags
💻 Indmeldelse åbner 6. september kl. 10 her
🚗 Gratis parkering lige foran centret og ved Egedal Centret

💚 Besøg LOOP Fitness Stenløse på Facebook her