Tryk på "Enter" for at springe over

Nye skilte skal få flere ud i den storslåede Naturpark Mølleåen

Nye skilte guider dig til fine naturoplevelser i Naturpark Mølleåen. Med 13 nye skilte er det håbet, at få endnu flere besøgende til at udforske vores lokale naturparks unikke landskab og kulturhistoriske seværdigheder.

Nu bliver det endnu lettere at finde vej til Naturpark Mølleåens smukke landskaber. 13 nye skilte ved indfaldsvejene skal gøre parken mere synlig og inspirere både lokale og turister til at udforske områdets rige natur- og kulturoplevelser.





En festlig indvielse med politikere og naturforkæmpere

Fredag den 14. marts blev de nye skilte officielt indviet ved Klokkekildevej i Slagslunde. Her var politikere fra Egedal, Frederikssund, Allerød og Furesø Kommune samlet for at markere den nye tilgængelighed til parken. Naturparkrådets formand, Bo Brøndum Pedersen, Friluftsrådet og Naturstyrelsen var også til stede for at fejre projektet.

Borgmester i Egedal Kommune, Vicky Holst Rasmussen (S), ser de nye skilte som en vigtig milepæl:





“Naturpark Mølleåen bliver mere synlig i landskabet, når vi opsætter 13 naturparkskilte ved indfaldsveje til naturparken. Og det vil forhåbentlig betyde, at endnu flere borgere og besøgende får kendskab til naturparken og kommer ud og oplever dens smukke natur og flotte landskaber”, siger hun.





Et vigtigt skridt for parkens fremtid

Bo Brøndum Pedersen fra Naturparkrådet understreger også, at skiltene ikke blot har en praktisk funktion, men også er en del af en større vision:





“Vi håber, at vi sammen med kommunerne kan gøre Naturparken større og bedre og få mere sammenhængende natur. Debatten om Ring 5 er desværre stadig relevant. Hvis Ring 5 bliver til noget, vil den skære sig midt igennem Naturpark Mølleåen. Jeg drømmer om, at Ring 5 bliver ændret til en biodiversitetskorridor”, siger han.

En naturperle i Hovedstadsområdet

Naturpark Mølleåen er et af Hovedstadsområdets mest besøgte naturområder og strækker sig fra Farum Sø i øst til Jørlunde i vest, og fra Ganløse i syd til Lynge i nord.

Her bliver de 13 skilte placeret ved indfaldsvejene til Naturpark Mølleåen. Grafik: Egedal Kommune

Området byder på et unikt istidslandskab med tunneldale, søer, skove og flere beskyttede naturtyper. Det er hjemsted for sjældne dyr og planter samt historiske fortidsminder som gravhøje, stendysser og Bastruptårnet.

Se mange flere billeder fra indvielsen af de nye skilte her i Naturpark Mølleåens opslag på Facebook:

Frivillige kræfter bag parkens succes

Naturparkens succes skyldes ikke kun de fire kommuners samarbejde, men også en stor indsats fra frivillige organisationer som Danmarks Naturfredningsforening og Naturpark Mølleåens Venner. Disse ildsjæle har været med til at udvikle og bevare området siden parkens indvielse i 2016.

Med de nye skilte bliver det nu lettere for endnu flere naturelskere at finde vej til områdets mange skatte. Så hvis du endnu ikke har udforsket Naturpark Mølleåen, er det måske her i foråret, du skal snøre vandrestøvlerne og tage ud i det fri.