Tryk på "Enter" for at springe over

Når specialiseret hjælp forsvinder – hvem griber børnene med synshandicap?

DEBATINDLÆG: Egedal Kommune har tidligere benyttet synskonsulenter via Kommunikationscenter Hillerød til at støtte børn med synshandicap og deres familier. Den ordning er nu opsagt – uden at der er etableret en ny, robust løsning.

Læserbrevet er opdateret 22/12-2025 med svar fra Egedal Kommune. Svaret kan læses under læserbrevet.

Det har konkrete og alvorlige konsekvenser for omkring 20 familier i kommunen (estimeret på baggrund af dialog med tidligere synskonsulent), herunder min egen. Samtidig modtager jeg i min rolle som formand for DH Egedal i øjeblikket henvendelser fra bekymrede forældre, der får besked direkte fra synskonsulenten om, at aftalen er opsagt, og at der pt. ikke er et alternativ.

Det er i sig selv problematisk, at denne information formidles af en ekstern samarbejdspartner og ikke af kommunen selv. Når ændringer i så centrale indsatser sker uden direkte, klar og rettidig kommunikation fra kommunen til de berørte familier, skaber det utryghed og svækker tilliden. For familier med børn i en sårbar situation burde information og ansvarlighed være entydigt placeret hos kommunen.

Derudover er det bekymrende, at Handicaprådet i Egedal Kommune hverken er blevet orienteret eller hørt i forbindelse med opsigelsen af samarbejdet. Handicaprådet har netop til opgave at rådgive kommunen i sager af betydning for borgere med handicap. Når et tilbud, som har så stor betydning for en lille og sårbar målgruppe, afvikles uden inddragelse af rådet, rejser det alvorlige spørgsmål om, hvordan kommunen sikrer reel bruger- og interessevaretagelse på handicapområdet.

Socialstyrelsen understreger i sin forløbsbeskrivelse Rehabilitering og undervisning af børn og unge med alvorlig synsnedsættelse (0-18 år), at børn og unge med alvorlig synsnedsættelse har særlige og komplekse behov, som kræver højt specialiserede, tværfaglige indsatser for at sikre deres udvikling, inklusion og deltagelse – både socialt og i skolemiljøet.

Socialstyrelsen anbefaler desuden, at kommunerne tidligt iværksætter synsfaglige udredninger og indsatser, og at der er en koordinerende funktion, eksempelvis en synskonsulent, som kan understøtte barnet, familien og de fagprofessionelle omkring barnet. Synsnedsættelse påvirker langt mere end selve synet; den har betydning for barnets begrebsdannelse, kommunikation, mobilitet og sociale relationer. Netop derfor er kontinuitet og specialiseret viden afgørende.

Målgruppen er relativt lille, og Socialstyrelsen peger netop på, at kommuner derfor ofte har behov for at inddrage ekstern specialviden og samarbejde på tværs for at sikre den nødvendige faglige kvalitet. Det gør det ekstra bekymrende, når en velfungerende aftale opsiges, uden at der foreligger en klar plan for, hvordan den specialiserede indsats fremover skal tilrettelægges – og uden at der er sikret ordentlig kommunikation og relevant inddragelse af Handicaprådet.

Som både forælder og repræsentant for handicaporganisationerne i Egedal er det dybt bekymrende at opleve, hvordan familier aktuelt efterlades i et tomrum. Dette handler ikke om luksusydelser, men om børns grundlæggende muligheder for udvikling, læring og deltagelse på lige vilkår.

Derfor er der behov for klare svar fra Egedal Kommune:

  • Hvordan vil kommunen sikre, at børn med synshandicap fortsat får adgang til specialiseret synsfaglig rådgivning, som anbefalet af Socialstyrelsen?
  • Hvorfor er Handicaprådet ikke blevet orienteret eller hørt i sagen, og hvordan vil kommunen sikre korrekt inddragelse fremover?
  • Hvornår kan familierne forvente en ny, fagligt funderet løsning – og hvordan vil kommunen sikre kvalitet, koordinering, kontinuitet og ordentlig kommunikation i indsatsen?

Børn med synshandicap og deres familier har brug for handling – ikke uvished. Lige nu står for mange familier alene med en bekymring, der kunne og burde være undgået.

Mette Hjorth Olsen
Formand for DH Egedal og forælder til barn med synshandicap

Svar fra Egedal Kommune

EgedalPosten har givet Egedal Kommune mulighed for at kommentere dette læserbrev. Kommunen svarer:

”Egedal Kommune konstaterede tidligere i år, at Synscenter Hillerød ikke havde levet op til kontrakten: over halvdelen af de omfattede børn havde slet ikke fået den aftalte hjælp. Kontrakten er altid for et år ad gangen, og vi har derfor ikke forlænget den nuværende kontrakt med Synscenter Hillerød, da det er vigtigt for os, at børn i Egedal får den lovpligtige synsbistand med rette kvalitet.
 
Synsbistand til børn er en lovpligtig opgave for kommunerne. Egedal Kommune sørger selvfølgelig for, at børnene også fremadrettet får denne bistand.”
 
Kilde: Egedal Kommune oplyser

Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning

Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.

Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.

Hvad synes du?

Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på

Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.

Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.