Tryk på "Enter" for at springe over

Når en donation ikke er en gave

DEBATINDLÆG: I debatten om HØJ Arena bliver der ofte henvist til en “stor og generøs donation”. Det lyder umiddelbart betryggende. Men netop derfor er det vigtigt at se nøgternt på, hvad donationen i virkeligheden består af.

For en donation er normalt penge, der gives uden modydelse.





Sådan er det ikke her.

De cirka 50 mio. kr., der ofte nævnes, består nemlig af to meget forskellige dele:

Omkring 38 mio. kr. betegnes som en donation til anlægget, mens cirka 11,5 mio. kr. er forudbetalt leje for 10 års eksklusiv brugsret.

Og forudbetalt leje er ikke en gave. Det er betaling for en ydelse.

Den reelle donation er altså allerede her væsentligt mindre, end det beløb, der ofte fremhæves i den offentlige debat.

Læs også: Her er personerne og økonomien bag multihallen

Til gengæld får lejer, HØJ Elite, adgang til en ny, topmoderne arena – i høj grad bygget efter klubbens behov – på en leje, som er vurderet usædvanligt lav. Samtidig påtager kommunen sig både drift og vedligeholdelse.

Derudover får lejer retten til at navngive arenaen i 10 år. Navnesponsorater for arenaer har en reel og ofte betydelig markedsværdi. Alligevel er denne rettighed ikke prissat særskilt, men vurderes at være “indeholdt” i donationen.

Det betyder i praksis, at kommunen afstår fra en markedsbaseret indtægt, som ellers kunne være brugt på drift eller vedligeholdelse.

Hvis et navnesponsorat blot kan indbringe 1–2 mio. kr. om året – i niveau med fx Sydbank Arena – svarer det til 10–20 mio. kr. over 10 år, som tilfalder lejer.

Læs også: Kommunen svarer på kritik af lejeaftale i ny multiarena

Når man lægger det hele sammen – forudbetalt leje, usædvanligt lav husleje, gunstige vilkår og navnesponsorat – er det derfor rimeligt at stille et helt grundlæggende spørgsmål:

Er der tale om en donation – eller om en relativt beskeden betaling for en samlet pakke af rettigheder?

Dette er ikke en kritik af HØJ Elite. Klubben har helt naturligt forhandlet dygtigt. Bag projektet står erfarne erhvervsfolk fra den konkurrenceprægede medicobranche.

Læs også: Multihallen i Ølstykke er en investering i fællesskabet, foreningslivet og fremtiden

Men det er byrådets ansvar at vurdere aftalen fra kommunens side. Set med både købmandsbriller og almindelig sund fornuft ligner dette ikke en gave. Det ligner snarere en usædvanligt dårlig aftale, hvor kommunen binder over 110 mio. kr. af sin anlægsramme, påtager sig hele risikoen og samtidig giver en privat aktør betydelige økonomiske muligheder, som næppe ville kunne opnås på et frit marked.

Når projektet binder 110 mio. kr. af kommunens anlægsramme, får det meget konkrete konsekvenser for skoler, institutioner og nødvendige renoveringer og nyinvesteringer i hele Egedal. Det svarer til mere end to tredjedele af et helt års anlægsramme, som i stedet anvendes til at understøtte et privat firmas aktiviteter.

Læs også: Lars Winther: Derfor vil vi bremse multiarenaen nu

Derfor handler denne debat ikke om sport. Den handler om gennemsigtighed, ordentlighed og købmandskab.

En god aftale kan tåle at blive gennemlyst. Og hvis aftalen er så god for kommunen, som det hævdes, så bliver den kun stærkere af det.

Af Lars Winther, medlem af Egedal Byråd (Liberal Alliance)

Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning

Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.

Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.

Hvad synes du?

Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på

Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.

Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.