Tryk på "Enter" for at springe over

Mod til at kende fakta – et svar til Lars Winther

DEBATINDLÆG: Lars Winther skriver om mod. Mod til at tage svære beslutninger. Mod til at sige ja – og mod til at sige nej. Det respekterer jeg.

Men der er også brug for mod til at kende de mennesker, man omtaler.

Mit navn er Stephan Grubbe, formand for Grundejerforeningen Vejsten. Og jeg vil gerne fortælle Lars Winther – og Egedals borgere – hvad der virkelig ligger bag den sag, han bruger som politisk eksempel.

Læs også: Modet til at sige ja – og modet til at sige nej

Vores legeplads er slidt og faldefærdig og har været det længe. Børnene i området – og de dagplejere, der bruger pladsen næsten dagligt – fortjener bedre. Derfor startede vi for 4 år siden med at undersøge mulighederne for at bygge en ny. Ikke mere end det.

Legepladsen ligger på et kommunalt ejet område og driftes og vedligeholdes i dag af foreningen selv. Vi bad ikke om særbehandling. Vi bad ikke om at slippe for ansvar. Vi fulgte de regler, Egedal Kommune selv havde indført i 2024 – netop for at fremme lokalt initiativ på kommunalt ejet jord – og vi indsendte vores ansøgning i god tro og administrationen har bragt sagen frem jvf. samme regler.

Og så sker der noget, jeg stadig har svært ved at forstå.

I foråret 2025 accepterer byrådet en tilsvarende gave fra en anden forening – uden bemærkninger og uden principiel diskussion. En måned senere afvises vores ansøgning med henvisning til, at den årlige driftsudgift på 18.000 kr. risikerer at belaste kommunens økonomi.

Ingen advarsel. Ingen dialog. Ingen besked om at spillereglerne ændrede sig.

Lars Winther sad ikke i byrådet da sagen første gang blev behandlet, og det er jeg fuldt ud bekendt med. Men når man vælger at løfte sagen frem i offentligheden og fremstille vores forening som eksempel på borgere der sender regningen videre til fællesskabet, så påtager man sig også et ansvar for at kende fakta.

Det tager vi stærkt afstand fra. Det er faktuelt forkert – og det er uværdigt over for borgere, der blot ønsker at gøre noget godt for deres lokalsamfund inden for de gældende regler.

Liberal Alliance må gerne arbejde for at ændre reglerne. Det er fuldt legitimt. Men man giver besked inden ansøgningen indsendes – ikke måneden efter man har behandlet en tilsvarende ansøgning uden et ord. Og man skylder Grundejerforeningen Vejsten – og alle andre foreninger i Egedal – en forklaring på, hvorfor ens regler ikke gælder ens for alle.

Vi er ikke grådige. Vi er ikke snyltere. Vi er bare en lille grundejerforening – og vi vil blot have en legeplads, børnene kan bruge.

Af Stephan Grubbe,
formand for Grundejerforeningen Vejsten

Lars Winther Liberal Alliance (EgedalPosten)
EgedalPosten har givet Lars Winther (LA) mulighed for at kommentere kritikken fra Stephan Grubbe. Foto: Liberal Alliance

Svar fra Lars Winther, Liberal Alliance

Tak for et sagligt og velovervejet læserbrev.

Politik er prioriteringer – både i de store million projekter og i de mindre hverdagsbeslutninger. Og denne sag er ikke sort-hvid.

Det er positivt, når en grundejerforening ønsker at etablere en legeplads. Engagement og lokalt initiativ er en styrke for vores kommune. Spørgsmålet er imidlertid ikke, om legepladser er gode – det er de. Spørgsmålet er, hvem der skal have ansvaret for drift og vedligeholdelse.

Når en legeplads placeres på kommunal grund, følger der lovpligtigt tilsyn, service og løbende reparationer med. Det er ikke småting. Der er en direkte sammenhæng mellem valg af legepladsens udformning og de fremtidige driftsudgifter. Hvis kommunen påtager sig driften, påtager vi os også en økonomisk forpligtelse, som vi ikke nødvendigvis har haft indflydelse på i etableringsfasen.
Det er her, det principielle ligger: Kommunens kerneopgaver skal prioriteres først. Når vi overtager driften af private initiativer, flytter vi regningen fra en afgrænset kreds af borgere til alle kommunens skatteydere.

Jeg er klar over, at der tidligere kan have været en forventning om, at kommunen automatisk overtog driften. Men politik er også at turde justere kursen, når vi ønsker en anden retning og prioritering af kerneopgaverne.

Det er en mindre sag. Men mange mindre beslutninger lægger tilsammen beslag på betydelige resourcer. Og netop derfor skal vi tage dem alvorligt. Mange bække små, gør en stor å…


Stephan Grubbe Foto: Privat
Stephan Grubbe svarer på Lars Winthers kommentar. Foto: Privat

Svar fra Stephan Grubbe til Lars Winther

Politik er prioriteringer – men også ordentlighed.

Hvis man vil ændre regler, gør man det åbent og fremadrettet. Ikke bagudrettet og uden klarhed. Det skylder man både borgerne og den politiske debat.

Lad mig slå helt fast: Vi har på intet tidspunkt været drevet af muligheden for en gave. Den har ikke været motiv for vores arbejde eller engagement. Vi har alene handlet inden for de gældende regler.

Lad os holde os til fakta – og lade være med at opfinde motiver, der aldrig har været der.
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning

Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.

Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.

Hvad synes du?

Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på

Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.

Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.