Tryk på "Enter" for at springe over

Krudtrøg, historisk marked og oplevelser for hele familien i Smørum

Søndag den 25. maj forvandles området bag Kulturhuset i Smørum igen til et levende historielandskab med kanoner, kavalerier og markedsstemning. Svenskeslaget byder på oplevelser for hele familien.

Lyden af kanoner, dufte fra historiske boder og mennesker i farverige dragter fra en fjern fortid. Svenskeslaget er tilbage på søndag den 25. maj og inviterer hele familien til en dag fyldt med oplevelser, leg og læring i 1600-tallets tegn.

Festivalen trækker tråde til de dramatiske begivenheder i 1659, hvor lokale bønder satte sig op mod svenske soldater i Smørum. Det bliver levendegjort i form af slagscener, historiefortælling og autentiske optrin – alt sammen sat i scene, så både børn og voksne kan være med.

Musketerer, musik og markedsliv

Du kan se frem til at møde musketerer, der demonstrerer fægtekunst og affyrer krudtfyldte kanoner. Ridende kavaleri og skuespillere i renæssancedragter bevæger sig rundt på pladsen, og der er masser af aktiviteter for børn, blandt andet historieværksted og dukketeater.

På det historiske marked kan du gå på opdagelse blandt håndværk og smagsoplevelser – fra Karl Gustav-pølser og hjemmebagt kage til håndbrygget renæssanceøl.

Stemningen emmer af tidløs hygge og levende formidling.

Få historien om Svenskeslaget her i Egedal Arkiver og Museums fine video:

Svenskeslaget er blevet en kærkommen tradition for mange i lokalområdet og trækker år efter år også gæster fra resten af landet.

Festivalen byder på et fællesskab omkring historien, hvor børn og bedsteforældre kan dele oplevelser, og hvor man både kan lære noget nyt og bare nyde atmosfæren.

Svenskeslaget i SMørum

Svenskeslaget i Smørum 2025

Hvor: Bag Kulturhuset i Smørum, Flodvej 68
Hvornår: Søndag den 25. maj kl. 11:30–16:00
Entré: Gratis
For hvem: Børn, voksne og historieinteresserede i alle aldre