I slutningen af efterårsferien lægger Kristian fra Ramasjang vejen forbi Egedal Centret med sit populære børneshow. Her bliver der både musik, mystik og mulighed for at hjælpe med at opklare et ægte Ramasjang-mysterium.
Lørdag den 18. oktober kl. 12.00 bliver Centertorvet i Egedal Centret fyldt med mystik og musik, når “Ramasjang Mysteriet – Mysteriet om den forsvundne kat” spiller for fuld udblæsning. Det populære tv-show rykker ud af skærmen og lige ind i Stenløse, og alle får chancen for at deltage i opklaringen.
Kristians elskede kat er nemlig væk. Nu skal der samles spor, undersøges fingeraftryk og holdes øje med syv velkendte skurke, der ikke altid har helt ren samvittighed.
Sange og figurer fra tv
Under showet optræder Kristian i de roller, børnene kender fra tv: Den bornholmske pølsemand Preben Pølsesnak, den overgearede danser Danse-Staffan og naturelskeren Camping Vagn er bare nogle af de figurer, der altid er lige i nærheden af Kristian og på den ene eller anden måde bliver viklet ind i mysterierne.
Læs også: Hvorfor hedder det Stenløse?
Forestillingen er fyldt med musik og fællessang, og de fleste børn vil nok kunne synge med på melodierne. Det hele foregår under åben himmel på Centertorvet ved Kvickly og Normal.
Bare mød op
Showet varer cirka 45 minutter og kræver hverken billet eller tilmelding. Det er ligesom vores centers andre aktiviteter gratis og en del af programmet for efterårsferien.
Alle er selvfølgelig velkomne til at kigge forbi og opleve det elskede Ramasjang-univers på tæt hold.

▮ Kristian og Ramasjang Mysteriet i Egedal Centret
📅 Lørdag d. 18. oktober 2025
🕛 Kl. 12.00–12.45
📍 Centertorvet, Egedal Centret, Stenløse
🎟 Gratis adgang – ingen tilmelding









