Kender du et sted i Egedal, hvor trafikken kan blive mere sikker? Eller er skolevejen for farlig? Eller at en udkørsel er helt tosset? Så har du chancen for at få gjort noget ved det. Mød op til borgermøde og få dine idéer med i planerne for næste års trafiksikkerhedstiltag.
Alt for høj fart. Dårlig oversigt i krydset. Ingen tryg vej for børnene til skole. Det er præcis den slags problemer, du har mulighed for at få gjort noget ved, når Egedal Kommune inviterer til borgermøde om trafiksikkerhed tirsdag den 22. september klokken 17.00 i Byrådssalen på Egedal Rådhus.
Hvert år afsætter Egedal Kommune penge til at forbedre trafiksikkerheden rundt om i kommunen. Det kan for eksempel være tiltag, der sænker hastigheden på en vej, skaber tryggere skoleveje eller forbedrer forholdene for cyklister og fodgængere.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Mange af de trafiksikkerhedsprojekter, der bliver prioriteret i Egedal, udspringer direkte af henvendelser fra borgere. Det er derfor værdifuldt at høre fra dig, der færdes på vejene til daglig og kender de lokale forhold.
Samtidig får du mulighed for at høre andre borgeres idéer og drøfte dem med både politikere og medarbejdere fra kommunen.
Læs også: Flere vejbump vækker undren: Nu svarer kommunen på læsernes kritik
Mødet er tilrettelagt som en workshop, hvor du kan fremlægge din idé og høre andres. Politikerne fra kommunens Klima-, Teknik- og Miljøudvalg og medarbejdere fra forvaltningen lytter med og tager inputtene med videre, når næste års trafiksikkerhedsprojekter skal udvælges.
| ▮ Hvad sker der med forslagene? Efter borgermødet bliver de forskellige forslag og idéer samlet op. De indgår i administrationens og politikernes samlede overvejelser om, hvilke trafiksikkerhedsprojekter der skal arbejdes videre med. Dine forslag kan dermed blive en del af grundlaget, når Klima-, Teknik- og Miljøudvalget skal prioritere de kommende indsatser for trafiksikkerheden i Egedal. |
Efter borgermødet bliver de forskellige forslag samlet op, så de indgår i administrationens og politikernes samlede overvejelser om prioriteringen af de kommende indsatser.
Sidste års input på borgermødet førte til nye projekter med fokus på sikrere skoleveje og lavere hastigheder flere steder i kommunen. Det kan du læse mere om her i referatet fra mødet i Klima-, Teknik- og Miljøudvalget.
Jo mere konkret, jo bedre
Har du en idé, så gør den så præcis som muligt: Hvad er problemet, hvor er det, og hvad kunne løsningen være? Det gør det langt nemmere at komme videre med.
Arrangementet er gratis, og du behøver ikke tilmelde dig på forhånd – du møder bare op. Kan du ikke være til stede på mødet den 22. september, kan du i stedet sende dine input til vejmyndighed@egekom.dk.
Vær opmærksom på, at borgermødet handler om idéer til generelle forbedringer af trafiksikkerheden. Hvis du har opdaget et hul i vejen, et ødelagt skilt eller andre konkrete fejl og mangler på vejene, skal du ikke bruge borgermødet, men i stedet melde det direkte ind via tjenesten Tip Egedal, hvor du altid kan give kommunen besked om forhold på veje og andre offentlige arealer, som bør undersøges eller udbedres.

Mange af de trafiksikkerhedsprojekter, der bliver prioriteret i Egedal, udspringer af henvendelser fra borgere. Det er derfor værdifuldt at høre fra dig, der færdes på vejene til daglig og kender de lokale forhold. Foto: Rasmus Udsholt / EgedalPosten
▮ Borgermøde: Hvordan gør vi trafikken mere sikker i Egedal?
Hvornår: Tirsdag den 22. september 2026, klokken 17.00–19.00
Hvor: Byrådssalen på Egedal Rådhus, Dronning Dagmars Vej 200, 3650 Ølstykke
Hvem kan deltage: Alle – ingen tilmelding nødvendig
Kan du ikke deltage? Send dine input til vejmyndighed@egekom.dk
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





