Tryk på "Enter" for at springe over

Kom og gør kommunen opmærksom på de farlige steder i vores trafik

Mener du, der bliver kørt for stærkt i dit nabolag? Eller er skolevejen for farlig? Eller at en udkørsel er helt tosset? Så har du chancen for at få gjort noget ved det. Mød op til borgermøde og få dine idéer med i planerne for næste års trafiksikkerhedstiltag.

Alt for høj fart. Dårlig oversigt i krydset. Ingen tryg vej for børnene til skole.





Det er præcis den slags problemer, du nu har mulighed for at få gjort noget ved, når Egedal Kommune inviterer til borgermøde om trafiksikkerhed mandag den 22. september klokken 17.

Fra møde til konkrete forandringer

Sidste år førte borgernes input direkte til nye fartdæmpere, bedre oversigtsforhold og lavere hastigheder flere steder i kommunen. Det gjaldt blandt andet bump på Skolevej i Stenløse og nye 40 km/t-zoner i flere landsbyer.

De konkrete forbedringer blev blandt andet besluttet på baggrund af idéer, som blev præsenteret og diskuteret på netop dette møde. Det kan du læse meget mere om her i EgedalPostens store oversigt.

Nu er det din tur igen

Synes du, at vejen har brug for et bump, at skolevejene bør gøres sikrere eller at der skal være bedre forhold for cyklister? Så er det nu, du skal møde op.

Mødet er tilrettelagt som en workshop, hvor du kan fremlægge din idé og høre andres. Politikerne fra kommunens Klima-, Teknik- og Miljøudvalg og embedsfolkene lytter med og tager inputtene med videre, når næste års trafiksikkerhedsprojekter skal udvælges.

Bo Brøndum Pedersen (Et Samlet Egedal), der er formand for Klima-, Teknik og Miljøudvalget, glæder sig til workshoppen og gør også opmærksom på, at borgermødet er et vigtigt input til prioriteringen af de penge, der er afsat til trafiksikkerhedstiltag:

“Trafikworkshoppen er blevet et af de bedste tiltag vi har i kommunen til borgerinddragelse – borgerne er eksperterne på hverdagen. Workshoppen har udviklet sig således, at hovedparten af de tiltag der gennemføres, skyldes input fra borgerne. Det er en stor succes og vi håber på endnu flere input i år. Den største udfordring er, at vi ikke har budget til at gennemføre alle de gode forslag, der kommer – men vi vil gerne have dem, så vi har den bedste udgangssituation til prioriteringen, ligesom vi naturligvis gemmer de forslag som vi ikke når i 2026”, siger han.

Jo mere konkret, jo bedre

Har du en idé, så gør den så præcis som muligt: Hvad er problemet, hvor er det, og hvad kunne løsningen være? Det gør det langt nemmere at komme videre med.

Du behøver ikke tilmelde dig – du møder bare op.

Kan du ikke være der den dag, kan du også sende dine forslag til , men på dagen bliver det langt nemmere at tage en direkte dialog om dine bekymringer med dem, der i sidste ende træffer beslutningen om, hvordan kommunens penge til trafiksikkerhedstiltag skal bruges.

Borgermøde: Hvordan gør vi trafikken mere sikker i Egedal?

Hvornår: Mandag 22. september 2025, kl. 17.00–19.00
Hvor: Kantinen på Egedal Rådhus, Dronning Dagmars Vej 200, Ølstykke
Hvem kan deltage: Alle – ingen tilmelding nødvendig
Hvad handler det om: Kom med dine konkrete forslag til trafiksikkerhedsforbedringer i dit lokalområde
Kan du ikke deltage? Send dine input til