DEBATINDLÆG:
Kære Edith Thingstrup,
Efter at have læst dit debatindlæg flere gange, må jeg sige, at jeg står tilbage med en voksende forundring. Ikke over din politiske holdning, den har du naturligvis ret til, men over den måde, du vælger at skrive om både mig, mit parti, andre partier og mit fag på.
Du inddrager min egen overskrift som en form for spejl, men du vender betydningen imod mig. Det er et klassisk retorisk greb, hvor en personlig kritik skjules bag en elegant formulering. Men i praksis bliver resultatet det modsatte af en debat, det bliver en nedgørelse.
Læs også: Jeg stoler på dig som SOSU-assistent – men ikke på din lokalliste
Når du skriver at du tør stole mig som “en der arbejder i hjemmeplejen” gør du mig til en funktion frem for et menneske. Du reducerer mig til mit job og overser den erfaring, faglighed og det ansvar, som mit arbejde faktisk bygger på. Og når du skriver, at “fejler jeg i mine opgaver som SOSU-assistent, kan det få katastrofale følger, måske hospitalsindlæggelse eller det, som er endnu værre”, så bruger du frygtsprog.
Det skaber ikke tillid eller samtale, det skaber mistanke. Det er ikke et argument om politik. Det er et personligt angreb, som rammer ikke bare mig, men tusindvis af medarbejdere, der hver dag løfter velfærden i Danmark.
Det er retorisk set en hierarkisk markering: Jeg må gerne tage mig af de ældre, men jeg skal helst ikke blande mig i, hvordan systemet, jeg arbejder i, fungerer. Jeg må gerne være en del af omsorgen, men ikke af beslutningerne. Den tanke er både forældet og respektløs. Blot fordi jeg tilhører en lokalliste.
Læs også: Tør du stole på en kandidat, der arbejder i hjemmeplejen i Egedal kommune?
Du går endda videre og skriver, at du “tør stole på de etablerede partier” – men ikke på min lokalliste, fordi vi ikke har et moderparti bag os. Det er bekymrende, hvis det er Liberal Alliances holdning, at lokale initiativer uden national forankring ikke er troværdige. Lokaldemokratiet skal netop kunne rumme stemmer, der udspringer af erfaring, virkelighed og fællesskab, ikke kun partilinjer.
Særligt problematisk er det, at du sammenligner vores liste, Et Samlet Egedal, med en helt anden lokalliste, som ikke har noget som helst med os at gøre. Det er både faktuelt forkert og politisk uredeligt. At bruge et andet partis fortid som skræmmeeksempel mod os, er ikke debat, det er manipulation.
At kalde en stemme på mig og min liste for et “roulettespil” er en retorisk måde at skabe tvivl og frygt på. Det fremstiller vores arbejde som uforudsigeligt eller tilfældigt, men i virkeligheden er det netop os i lokalsamfundet, der står midt i virkeligheden hver eneste dag. Jeg er et individ, der har hænderne i det, som politiske beslutninger faktisk handler om: mennesker, fællesskab og ansvar.
Jeg tror på samtale frem for foragt, og på samarbejde frem for mistænkeliggørelse.
Jeg håber du Thingstrup, som repræsentant for Liberal Alliance vil huske, at respekt for hinanden, uanset fag eller partitilhør, er selve grundlaget for demokratiet. For uden den, mister vi ikke bare tilliden til hinanden, men også det fælles håb om, at politik kan være noget, vi bygger sammen.
Mia Nehm,
byrådskandidat for Et Samlet Egedal
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.









