DEBATINDLÆG: Mandag den 20. oktober valgte jeg at bruge min aften på at høre 2025-udgaven af undskyldningerne for, at vores kommune ikke fungerer på handicapområdet. Jeg vil udtrykke min taknemmelighed til arrangørerne og de politikere, som valgte at udstille deres gode intentioner og manglende gennemslagskraft i forhold til forvaltningen og statens millimeter bureaukrati.
Jeg kom til mødet med to spørgsmål. Det første fik jeg lejlighed til at stille:
Uforståelige varmeregninger:
Min pårørende, som ikke er fuldt arbejdsdygtig grundet en kombination af en række sygdomme, betaler årligt 6.000 kroner i ekstra varme uden at kunne få lov til at få en specificering af regningen. Der er ingen varmemåler i lejligheden og der er nogle fællesområder udenfor. Og selvfølgelig skal lejere også bære deres del af opvarmningen af fællesområderne. Men som jeg har forstået det, er fællesområderne i dette tilfælde en række rum i forskellige byer spredt ud over kommunen. Rum, som min pårørende og de andre beboere i ejendommen aldrig vil sætte deres fødder i.
Hvilke rum og hvad tælles som fællesområder? Er det receptionen på et plejehjem eller en anden offentlig bygning et tilfældigt sted i kommunen? Ingen synes at have et svar.
Der har været perioder, hvor min pårørende har været indlagt, og i den periode har varmen været skruet ned, uden at det har betydet en reduceret varmeregning. Når man spørger udlejeren, lyder svaret at beboerne bare kan hente overlevelsesydelse på kommunen, da det er kommunen som har anbragt dem der. Det rummer bare den detalje, at det udløser et større papirarbejde, da det indbefatter en total gennemgang af beboernes økonomi “da det er deres skyld, at de ikke har taget højde for almindelige efterregninger, som lejere i almindelighed skal påregne at få”. Det er langt fra givet, at hele ekstraregningen dækkes og så står dilemmaet mellem, om der skal købes medicin eller mad. Det er en situation, som beboerne deler med mange over hele landet, jævnfør en artikel i “Ugeskriftet for Læger”. Vi har formået at friholde vores pårørende for dette vanskelige valg.
Jeg fik det svar, at man ville se på det og måske er der en løsning på vej i min levetid.
Der var mange spørgsmål og selvom det ind imellem kom til små professionelle stikpiller for at sætte sig selv i godt lys, så forblev tonen for det meste saglig.
Kommunens samspil eller manglende på samme i forhold til regionen og staten:
Andre kom mig i forkøbet i forhold til mit andet spørgsmål. Når jeg ser tilbage på det forløb, min familie har været igennem, så er især én dag skelsættende. På et tidspunkt bestiller kommunen et udredningsforløb hos hospitalet i Hillerød. Vi sendte vores børn af sted i 12 uger – selv i snestorm. Da resultatet af udredningen blev fremlagt, opstod der en uløselig konflikt, som fik betydning for vores børn i resten af deres opvækst. Hospitalet fandt tegn på sygdom, som ville kræve behandling hos dem. Det var ikke den opfattelse, som kommunen repræsenteret ved både en psykolog og sagsbehandler havde af, hvad der var årsag til problemet.
De næste 8 år eksisterede hospitalets rapport ikke i kommunens system. Vores advokat måtte påpege at den eksisterede, hver gang at ankesagen om brugerbetaling skulle genbehandles efter at være sendt tilbage, fordi materialet, som kommunen sendte, var mangelfuldt. Der var masser af stramme tidsfrister for os, men på et tidspunkt lå sagen hos kommunen i 2 år, fordi den krævede en juridisk udtalelse.
Måned efter måned, år efter år, hvor børnene måtte opleve at fryse i vores hus. En gang under deres opvækst har de oplevet at rejse længere væk end Malmø, så det er ikke fordi vi har prioriteret økonomien forkert, men når man betaler for et handicappet barn baseret på ens bruttoindkomst i et system, hvor skatten er progressiv, kan det ikke længere betale sig at række ud efter højt betalte stillinger. Vi befandt os i et økonomisk limbo i 8 år, indtil vi løb tør for midler og måtte opgive videre anken efter 8 års behandlingstid. En advokat kan ikke arbejde gratis.
Læs også: Familie giver op: Farvel Egedal – vi er nødt til at komme væk!
Hvad jeg kunne erfare på mødet var, at kommunen helst undlader at involvere VIVE og vores erfaringer, hvor regionens anbefalinger bliver ignoreret, fortsat så mange år efter, stadig er gældende. Man føler sig som borger som en medvirkende i tv-serien Matador, hvor det er bedre at spørge den kloge kone i Bøgesø end lægen.
Gav mødet håb for fremtiden?
Jeg må svare nej. Når medlemmerne af byrådet ikke må stille kritiske spørgsmål til forvaltningen, så er de ikke reelle ledere af kommunen. Tidligere i år havde jeg som pårørende møde med cheferne for bostederne. De var lige så forbavsede over, at socialtilsynet vælger at lukke et bosted, blot fordi et skærpet tilsyn i årevis ikke havde ført til forbedringer. De udtrykte også manglede kendskab til varmeregningernes størrelse, den manglende specifikation, rotteplagen og stanken af kloak, man har været ude af stand til at gøre noget ved i flere år.
Der blev skylden lagt på, at man ikke havde været i stand til at besætte en enkelt stilling som mellemleder i flere år, så al kommunikation fra gulvet til topledelsen var blevet afbrudt.
Kommunens vilje til at gøre brug af den kommunale anvisningsret synes ikke at være til stede. Skiftende sagsbehandlere er begyndt at nævne bortflytning til Ballerup Kommune som noget, der ikke bør ske, men hvis vores pårørende vil ud af sine håbløse og fastlåste situation, kan de ikke forhindre det, hvis borgeren selv udviser initiativ, når vi når til det årti, hvor vores pårørende efter årevis af arbejdsprøvninger, opnår en permanent ydelse. På den måde har forvaltningen ryggen fri, hvilket er et smart træk. Det er ikke dem, der har kastet vores pårørende på porten, ganske som andre borgere i Egedal før vores pårørende har valgt at gøre, når de har følt sig presset ud af kommunen på grund af deres situation.
Læs også: Forråelsen – det vi ikke taler om
Jeg måtte gå ret hurtigt efter at mødet var slut, for det var hårdt at høre på, hvad en familie stod frem med efter 2 års kamp med kommunen. Rigtigt hårdt fordi mine erfaringer er, at det kun er starten for dem og formentlig vil vare ved, hvis de bor i kommunen resten af deres liv. I vores familie er vi alle i live, men andre, som vi har kendt og som har haft kontakt med den samme personkreds hos kommunen, vi har haft fornøjelsen af at “samarbejde” med, er det ikke. Vi har trods modstand været heldige og er i live.
Hvad er problemet i Egedal?
Problemet er grundlæggende, at politikerne er magtesløse over forvaltningen. Man kunne fyre på chefniveau, hvor tanken om at bygge sagsbehandlingen på tro og holdninger frem for videnskaben synes at have sit fundament. Men dels har cheferne formentlig ved ansættelsen sikret sig såkaldte gyldne faldskærme, så der skal betales aftrædelse over det næste årti godt hjulpet af akademikernes fagforbund, der er mestre i dette fag, dels er der ingen garanti for at det kan føre til en ændring. Den i mine øjne syge kultur har været rodfæstet i så mange år, at det ikke gør forskel, hvilket parti som kommer til fadet. Den samme modstand vi mødte, mens kommunen blev styret af ét parti, møder andre familier i dag, mens kommunen styres af et andet parti.
I min optik ligger fejlen i, at kommunerne generelt har fået for mange opgaver, de ikke er rustet til at løse, mens deres opfattelse er, at de stort set er selvstyrende lande, som ikke behøver at lytte til hverken stat eller regionerne, hvor de kan byde ind.
Læs også: Jeg sidder i byrådet – men alt for ofte er det embedsmændene, der bestemmer
Jeg kunne på mødet høre på de opstillede kandidater, at de er drevet af lysten til at arbejde for at ændre noget. Jeg har sympati for deres vilje og idealer, men jeg tror ikke på deres chancer. Jeg tror at den samme debat vil kunne opleves om 4 år, uden at nogen har kunnet fremvise den mindste fremgang.
De eneste, som har magten til at sætte ind, er Folketinget, som må gå ind og flytte opgaverne til nogle, som har kompetencen. Trods min manglende tro på forandring, vil jeg møde op og stemme, fordi jeg mener, at man skal belønne dem, som tror på et projekt. Der er 99 procent chance for fiasko, men trods alt også 1 procent chance for forandring. Det er dette lille håb, som ikke har fået mig til at miste alt tro på kommunalvalget, og derfor vælger jeg at møde op og stemme.
Endnu engang tak for at få sat mødet op.
Med venlig hilsen
Carsten Overgaard, Ølstykke
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.
