Socialdemokratiet i Egedal stiller med otte kandidater til kommunalvalget 2025 – heriblandt nuværende borgmester Vicky Holst Rasmussen, der igen er spidskandidat. To centrale profiler takker af, mens både nye og kendte navne er klar til valgkamp.
Socialdemokratiet i Egedal har på årets generalforsamling valgt det hold, der skal føre partiet frem mod kommunalvalget den 18. november. Helt som ventet er nuværende borgmester Vicky Holst Rasmussen den socialdemokratiske spidskandidat, og ifølge formand Per Bang Hansen bliver hun bakket op af et stærkt kandidathold:
“Vicky får selskab af syv dygtige og skarpe kandidater, så vi ser frem til valgkampen og ikke mindst valget”, siger han i en udtalelse i forbindelse med offentliggørelsen af kandidatholdet..
Kandidaterne blev valgt på generalforsamlingen på Græstedgård i slutningen af marts, og rækkefølgen på stemmesedlen blev efterfølgende fastlagt gennem en urafstemning blandt medlemmerne.
To centrale profiler takker af
Ved kommunalvalget i 2021 stillede Socialdemokratiet med 11 kandidater og fik fem valgt ind i Egedal Byråd. Siden da har partiet mistet et mandat, da Bo Brøndum Pedersen først forlod partiet for at blive løsgænger og siden tilsluttede sig lokallisten Et Samlet Egedal. I dag har Socialdemokratiet derfor fire repræsentanter i Egedal Byråd.
I forhold til sidste valg er listen altså blevet lidt kortere – fra 11 til 8 kandidater. Partiet har prioriteret en sammensætning med både erfaring og nye kræfter, og kandidaterne kommer fra Stenløse, Ølstykke og Smørum.
Henriette Thirup-Bielefeldt, formand for Social- og Arbejdsmarkedsudvalget, har valgt ikke at genopstille ved valget til det kommende byråd. Det samme gælder Lasse Nørreskov, som i dag er formand for Familieudvalget og næstformand for Skole- og Uddannelsesudvalget.
![]() ▲ Fra venstre Morten Lyager, Marianne Røgen, Allan Kreutzfeldt, Vicky Holst Rasmussen, Morten Spongenberg Thorup, Mai Nørreskov, Henrik Sass Christensen og Brian Øllegaard. Foto: Socialdemokratiet Egedal ▮ Socialdemokratiet i Egedals kandidater til kommunalvalg 2025 Placeringen på stemmesedlen ser således ud: 1. Vicky Holst Rasmussen, Stenløse (borgmesterkandidat) 2. Morten Lyager, Ølstykke 3. Mai Nørreskov, Smørum 4. Morten Spongenberg Thorup, Ølstykke 5. Marianne Røgen, Ølstykke 6. Brian Øllegaard, Stenløse 7. Allan Kreutzfeldt, Ølstykke 8. Henrik Sass Christensen, Stenløse |






