Strømnedbrud, manglende vand eller tomme hylder i supermarkedet. Beredskabsforbundet inviterer nu borgere i Egedal og resten af landet til gratis kurser, så du kan blive kriseparat og klare dig selv og dine nærmeste i tre døgn.
Hvis strømmen forsvinder i flere dage, kan det hurtigt mærkes i hverdagen. Uden el og varme, adgang til drikkevand eller mulighed for at købe ind, bliver selv de mest grundlæggende behov en udfordring – og hvordan det går inde hos naboen?
Derfor tilbyder Beredskabsforbundet nu gratis kurser, som skal gøre borgere bedre rustet til at håndtere krisesituationer. Kurserne bygger på Beredskabsstyrelsens anbefalinger fra juni 2024 og fokuserer på, hvordan man kan klare sig selv i op til 72 timer.
Flere måder at lære på
Kurset udbydes i tre formater: Fysisk kursus, webinar og e-læring. Hvis man samler 20 voksne deltagere eller flere, kan man få besøg af erfarne instruktører og afholde kurset lokalt – det kunne for eksempel være i en beboerforening, grundejerforening eller forsamlingshus i Egedal.
Webinaret tirsdag den 25. marts kl. 17-18 kan følges hjemmefra og giver mulighed for at stille spørgsmål undervejs. Alternativt kan man tage e-læringskurset, når det passer ind i ens egen hverdag.
Alle kursusformater giver indblik i, hvad et godt hjemmeberedskab består af, og hvordan man bedst forbereder sig på situationer, hvor det offentlige ikke kan hjælpe med det samme.

Et kursus for dig – og dine nærmeste
Formålet med kurset er at styrke borgernes handlekraft, hvis kritiske forsyninger som strøm, vand eller varme svigter. Samtidig lægger materialet vægt på, at en god forberedelse ikke kun handler om dig selv, men også kan gøre det lettere at støtte naboer og pårørende.
Kurset kræver ingen særlige forudsætninger, og det er gratis at deltage. Du kan tilmelde dig direkte via beredskab.dk, hvor du også finder praktisk information om de forskellige kursustyper.
![]() Foto: Beredskabsforbundet ▮ Sådan klarer i jer i 72 timer Anbefalet hjemmeberedskab ifølge Beredskabsstyrelsen: Drikkevand: Minimum 3 liter pr. person pr. døgn Mad: Langtidsholdbare varer og en måde at tilberede dem Varme: Tæpper, soveposer, stearinlys, tøj i lag Lys og strøm: Lommelygte, batterier, powerbank Information: Batteridrevet radio og fysisk liste med vigtige numre Hygiejne: Toiletpapir, håndsprit, affaldsposer Betaling: Kontanter og betalingskort Fællesskab: Tænk på naboer, der kan have brug for hjælp ▶ Få et godt tilbud på en nødradio her |





