DEBATINDLÆG: Alle taler om frisættelse af folkeskolen. Mindre bureaukrati, mere lokal frihed og tillid til lærernes faglighed. Det er en vision, der lyder tillokkende. Hvem ønsker ikke en folkeskole, hvor lærere og ledere har plads til at handle klogt og menneskeligt? Men frisættelse er ikke en magisk tryllestav, der løser alles problemer. Den kræver, at politikerne tager deres ansvar og følger op med de nødvendige økonomiske rammer.
Frihed i folkeskolen er kun noget værd, hvis den følges af økonomisk ansvar og politisk vilje – ellers bliver frisættelse bare et smukt ord for ansvarsfraskrivelse.
Vi har en folkeskole i knæ. Store klassekvotienter, et pres på inklusion og trivsel, stigende skolefravær og ikke mindst en manglende ressourcetildeling, der skaber udfordringer i hverdagen for både elever og ansatte. At frisætte folkeskolen uden at sikre de økonomiske vilkår, som gør friheden reel, er ikke frigørelse. Det er en hån mod de mange, der hver dag kæmper for en god skole. Jeg har tidligere omtalt frisættelse uden tilstrækkelig økonomi for en økonomisk spændetrøje.
Læs også: En folkeskole i knæ – et svigt af en generation af børn
Et aktuelt eksempel er fra januar 2025, hvor Slagslunde Skole ønskede oprettelse af to 0. klasser for at håndtere et stigende antal børn. Byrådet valgte at overlade denne beslutning til skolebestyrelsen med henvisning til, at skolerne er fri sat. Det illustrerer, hvordan frisættelse i praksis kan betyde, at politikerne fraskriver sig det ansvar, de ubetinget har for at sikre gode og ensartede vilkår for alle skoler.
Rammerne omkring folkeskolen er et ubetinget politisk ansvar. Det er kommunalpolitikernes opgave at sikre, at skolerne har de nødvendige midler, den rette normering og det faglige fundament, der gør det muligt at omsætte frisættelse til reel kvalitet og tryghed. Frihed uden ansvar fungerer ikke, og økonomisk ansvar uden frihed er heller ikke nok. Det er i balancen mellem de to, at fremtidens folkeskole skabes.
Læs også: Egedal vokser – men kan kommunens vuggestuer og skoler følge med?
Radikale Venstre bakker op om frisættelse – men det skal ske med omtanke og ansvar. Det betyder konkret, at lokal frihed skal følges op af tilstrækkelige ressourcer, et tæt samarbejde med de fagprofessionelle og en klar politisk prioritering af skolens fællesskab og kvalitet. Kun sådan kan vi sikre en folkeskole, hvor alle børn kan trives og udvikle sig – uanset baggrund.
Frisættelse uden økonomiske rammer er ikke reel frisættelse. Det er et ansvar, vi som politikere ikke kan løbe fra. Hvis vi ønsker en folkeskole, vi kan være stolte af, skal vi turde prioritere den med både frihed og økonomisk styrke. Hvis ikke fejler vi og svigter vores fælles folkeskole.
Af Rikke Mortensen,
gruppeformand, Radikale Venstre
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.









