Hun har stået foran 50.000 mennesker i Parken og sunget sammen med Volbeat. Men da Mia Maja Holst Manstrup selv landede i det dybe mørke efter sin fødsel, opdagede hun, at der manglede et ”helle”. Nu har hun skabt Barselsbyen i Stenløse – et sted, hvor man må komme, præcis som man er: Træt, overvældet eller trænger til at spise et måltid med begge hænder fri.
”Der foregår et omfattende omsorgssvigt af nye forældre – ikke med vilje, men fordi systemet er sat sammen, som det er”.
Det er en krads udmelding fra 36-årige Mia Maja Holst Manstrup, men den bliver leveret med en rolig og erfaren stemme. Siden juli 2025 har hun arbejdet på et initiativ, der skal lukke det enorme hul, hun selv faldt i efter fødslen af begge sine børn i henholdsvis 2021 og 2025.
Begge gange oplevede hun ekstrem søvnmangel i dagene og ugerne efter fødslen. I 2021 resulterede det i en fødselspsykose, så da hun oplevede det igen med datteren i 2025, var hun helt klar over, hvor galt det kunne ende. Hun havde akut brug for aflastning, men mødte en lukket dør:
”Det eneste, jeg fik stillet i udsigt, var, at jeg måtte henvende mig til psykiatrisk akutmodtagelse, hvis jeg fik det så dårligt, at jeg ikke kunne tage vare på mit barn. Selv med min historik, var dét det eneste, man kunne tilbyde”, fortæller Mia Maja og uddyber:
“Det er ikke fair, at man skal helt ud til psykiatrisk skadestue, før hjælpen findes. Jeg ønsker at tilbyde det trygge mellemrum, før det når dertil. Et sted, hvor forældre kan få lavpraktisk støtte, omsorg og ro, uden at situationen behøver blive dramatisk”.
Det ønske er nu blevet til Barselsbyen – et fysisk ”helle” indrettet i hendes og familiens eget hjem på Rosenlundvej i Stenløse.
Forsømte voksne under radaren
Siden opstarten har Mia Maja bistået omkring 25 familier. Og selv om hun møder mange forskellige typer, er der ét mønster, der går igen hos samtlige forældre:
”Jeg har ikke mødt et eneste forsømt barn i mit arbejde – men jeg har mødt rigtig mange ’forsømte’ voksne. De her forældre er ressourcestærke, fornuftige mennesker, som går gennem ild og vand for deres børn. Men deres egne behov bliver tilsidesat i en sådan grad, at det udvikler sig til massiv mistrivsel. De går ofte helt under radaren, fordi der ikke er nogle røde lamper, der blinker hos barnet”, forklarer Mia Maja.

Loungen på 1. sal er delt op i to: Et babyvenligt legeområde med alt fra slyngevugger til sanselegetøj, og en afdeling til de voksne med bløde sofaer, snacks, mikroovn og varm kaffe.
▮ Tjekliste: Hvornår kan du bruge Barselsbyen?
Søvnmangel: Du har brug for 1-2 timers uforstyrret ro eller søvn.
Hjemmet roder: Der er renovering, flytterod eller larm, og du har brug for et neutralt ”helle”.
Sygdom: Partneren eller søskende er syge, og du vil skåne baby for smitte i rolige rammer.
Når plan A fejler: Bedsteforældre er ikke tilgængelige, eller din vante pasning er aflyst.
Praktiske projekter: Du vil ordne økonomi, strikke eller bare spise et måltid med begge hænder fri.
Prøv udstyr: Du kan afprøve slyngevugger og sanselegetøj, før du selv investerer.
Læs meget mere på Barselsbyens hjemmeside
Hun ser Barselsbyen som et nødvendigt supplement til sundhedsplejen. Hvor sundhedsplejersken er fagligt stærk, men ofte tidsbegrænset, tilbyder Mia Maja det, hun kalder ”hands-on opbakning”.
Fra Parken til den helt tætte omsorg
Det er her, kontrasten til hendes tidligere liv bliver tydelig: Mia Maja er oprindeligt født og opvokset på Samsø, og måske er du allerede stødt på hende i en helt anden sammenhæng. Siden 2012 har hun nemlig haft en succesrig musikalsk karriere, hvor hun blandt andet har samarbejdet med Tue West og medvirket som kor på de sidste fem Volbeat-albums.
Hun har stået på Parkens kæmpe scene og sunget foran 50.000 mennesker sammen med Volbeat.
Når man spørger hende, hvordan det er at flytte fokus fra rockscenens brus til puslebordet på Rosenlundvej, er svaret klart:
”Jeg har oplevet yderlighederne. Fra suset i Parken til den dybe krise i min fødselspsykose. Begge dele er en del af mig. Det, jeg tager med mig fra musikken og de mange menneskemøder, er tålmodigheden og omsorgen. Jeg elsker babyer uendeligt, og jeg erstatter aldrig mor eller far – jeg bakker dem op. Indimellem kan det være trøst nok for en sårbar forælder bare at konstatere, at baby også græder i mine arme, og at det er okay”, siger hun.
En lounge med ro og ”magisk” vasketøj
Indretningen på Rosenlundvej er skabt til at være alt dét, som Mia Maja selv manglede. På første sal finder man en lys lounge med ro og udsigt over marker og skov. Den er delt op i to: Et babyvenligt legeområde med alt fra slyngevugger til sanselegetøj, og en afdeling til de voksne med bløde sofaer, snacks, mikroovn og varm kaffe.
Mia Maja beskriver her sin funktion som at være ”værtinde”. En ekstra voksen, der træder til præcis der, hvor behovet er:
”Nogle dage er her plads til fem forældre ad gangen, andre dage er reserveret til 1:1-support. Tillid og tryghed er altafgørende, og ingen behøver overlade deres baby til mig, hvis det ikke er det, de finder ro i. Måske vil man bare gerne have bragt sin kaffe og sin pusletaske”, siger hun.

”Jeg har ikke mødt et eneste forsømt barn i mit arbejde – men jeg har mødt rigtig mange ’forsømte’ voksne”
Mia Maja Holst Manstrup
Foto: Alexander Banck-Petersen
Hun går også gerne et skridt videre for at fjerne de praktiske sten på vejen:
”Som en ekstra bonus må man tage sit rene vasketøj eller sine beskidte sutteflasker med herhen. Jeg folder og sorterer gladeligt tøjet, eller vasker og koger flaskerne, mens mor eller far hygger med baby. På den måde bliver der sat et par flueben på to-do-listen på magisk vis”.
Hvis man har brug for total ro, findes der i kælderen et lyst gæsteværelse, hvor man kan lukke døren og tage en lur eller bare være i fred i vågen tilstand, mens Mia Maja tager opsynet. Måske se en serie på sin telefon, høre en podcast eller noget tredje.
Da nødbremsen blev trukket på barselsgangen
Et af de mest tankevækkende eksempler på Barselsbyens relevans fandt sted i foråret. Mia Maja blev kontaktet af en mor, der stadig var indlagt på barselsgangen efter fødslen. Moderen havde ikke sovet i flere døgn og modtog ikke den nødvendige støtte:
”Jeg kunne hurtigt aflæse situationen, fordi den mindede om min egen. Jeg fungerede som ’advokat’ for forældrene i kommunikationen med personalet, købte praktisk udstyr til moderen og hjalp med at skabe tryghed. Efter to døgn med søvn og ro kunne familien tage hjem. Det var utrolig meningsfuldt at kunne bidrage til at afværge en måske alvorlig situation”, fortæller hun.
Barselsbyen har også fokus på fædre, som ellers ofte fylder mindre i samtalen om barsel:
”Jeg møder også fædre, som er pressede – enten fordi de forsøger at balancere arbejde og familieliv, eller fordi de står med et stort ansvar for at få hverdagen til at hænge sammen. De har ambitioner om at skulle være dem, der løser, holder sammen og skaber ro, men har sjældent et sted, hvor de kan få støtte til hvordan. Efterfødselsreaktioner rammer aldrig “en forælder”, det rammer en familie. Så uanset om faderen selv har en reaktion, eller hans partner har, fylder og påvirker det hverdagen i enorm grad. Og hverken far, mor eller baby fortjener at familien skal navigere i det på egen hånd”.
Et alsidigt arbejdsliv
Selv om Barselsbyen fylder meget, er Mia Majas hverdag stadig præget af hendes andre talenter. Hun er uddannet tegnsprogstolk og driver fortsat sin egen tolkevirksomhed, ligesom hun fungerer som konsulent og oplægsholder. Blandt andet tilbyder hun foredrag for SIND, og hun har udgivet bogen “En Sindssygt God Mor“, der handler om hendes egen og tre andre sande, ikke-anonymiserede fortællinger om fødselspsykoser.
I privaten på Rosenlundvej bor hun med sin mand, Nikos, der oprindeligt er fra Grækenland, og deres to børn. Og selv om hun har prøvet suset på de helt store scener, er det i dag de nære værdier i Egedal, der tæller:
”Jeg sætter stor pris på hverdagens ro her i kommunen, hvor jeg kan nusse om hus og have. Jeg er meget ambitiøs og dedikeret til mine projekter, men i privaten har jeg ikke så store armbevægelser. Der lader jeg op til næste heat”, fortæller hun.
Visionen: En del af velfærdsstaten
Barselsbyen åbner helt officielt op for besøg i uge 24. Adgang på almindelige åbningsdage koster 200 kroner og giver mulighed for at benytte faciliteterne i åbningstiden fra 10.00 til 14.00. Der vil typisk være flere besøgende samtidig, og derfor må man forvente et lavere serviceniveau til den enkelte familie.
Der er heller ikke garanti for adgang til hvilerum, som fordeles efter først til mølle-princippet.
For forældre med behov for mere ro og individuel støtte er det muligt at booke en 1:1-session. Den varer fire timer og koster 600 kroner.
Derudover tilbyder Barselsbyen et månedskort til 600 kroner, som giver adgang til de almindelige drop-in-åbningstider, men ikke inkluderer individuelle sessioner:
“Jeg glæder mig til at byde familierne velkommen, og vil tilpasse Barselsbyens åbningstider til den løbende efterspørgsel. Konceptet er det første af sin art, og der er ingen tvivl om at det indfrier et reelt behov for målgruppen. Men det er svært at spå om, hvor populært det vil blive, og i hvilket tempo. Jeg vil hellere starte beskedent ud, og så udvide tilbuddet efter behov”, siger Mia Maja, hvis vision rækker langt ud over privaten på Rosenlundvej:
”Min drøm er, at Barselsbyen på sigt slet ikke skal være et brugerbetalt tilbud i privat regi, men en integreret og statsfinansieret måde at tænke trivsel på i vores samfund. Det skal være en del af den velfærd, vi tilbyder alle familier”, forklarer hun.
Her og nu arbejder hun dog på at få Barselsbyen ud over rampen i lokalområdet. Hun har allerede kig på et lejemål i Egedal Centret og håber på at kunne åbne en rigtig filial inden for de næste 6-12 måneder:
”Egedal brander sig som en familiekommune, men der mangler et sted, hvor rammerne er optimale til de mindste. Hvor forældre kan troppe op og bare være – enten som en aktivitet eller som et rent pusterum. Hvis Barselsbyen fik en økonomisk saltvandsindsprøjtning i morgen, åbnede vi i Egedal Centret efter sommerferien”, siger Mia Maja.
![]() Fra Barselsbyen er der beroligende kig ud over markerne i udkanten af Stenløse. ▮ Barselsbyen Hvad: Privat supplement til sundhedsplejen med fokus på aflastning og praktisk støtte (0-2 år). Bag initiativet: Mia Maja Holst Manstrup. Forfatter til bogen ”En Sindssygt God Mor”. Lokation: Rosenlundvej, Stenløse. Læs mere: www.barselsbyen.dk |
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





