Tirsdag den 3. marts får Ølstykke Bibliotek besøg af forfatterduoen Line Holm og Stine Bolther, der i samarbejde med Jussi Adler-Olsen har skrevet videre på hans populære krimiserie om Afdeling Q.
Den 3. marts klokken 19.00 får Ølstykke Bibliotek besøg af forfatterduoen Line Holm og Stine Bolther. De har i samarbejde med Jussi Adler-Olsen skrevet videre på hans populære krimiserie om Afdeling Q og har netop udgivet bogen ”Døde sjæle synger ikke”.
Forfattertrioen har i deres nye fælles bog bragt en ny hovedperson, Helena Henry ind Afdeling Q i kælderen under Politigården, og dermed blæser der nye vinde over Carl, Rose, Assad og Gordon.
Få også historien om, hvordan samarbejdet med Jussi Adler-Olsen er opstået, hvordan deres research fungerer, og hvilke overvejelser der har spillet ind i forhold til at bygge videre på fortællingen om Afdeling Q.
Foredraget varer cirka 2 timer inklusive pause. Undervejs vil der være mulighed for at stille spørgsmål. Billetter koster 80 kroner og kan købes på egedalbibliotekerne.dk eller på Ølstykke og Smørum Bibliotek i den betjente åbningstid. Restbilletter sælges i døren på selve aftenen.





