Tryk på "Enter" for at springe over

Flertalsgruppen bryder tavsheden: Derfor vil vi fjerne posten som 2. viceborgmester

I en pressemeddelelse torsdag aften forklarer flertalsgruppen i det kommende byråd, hvorfor de i går foreslog at nedlægge posten som 2. viceborgmester – og lover samtidig en ny politisk struktur med færre titler og bredere samarbejde. Samtidig holdes døren åben for, at flere går med i konstitueringen.

Efter næsten et døgns tavshed svarer flertalsgruppen i Egedals kommende byråd nu på kritikken af deres forslag på byrådsmødet onsdag om at afskaffe posten som 2. viceborgmester og ikke mindst deres manglende dialog om forslaget.

I en pressemeddelelse, som EgedalPosten har modtaget torsdag aften, forklarer de syv konstitueringspartier – Konservative, SF, Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale, Dansk Folkeparti og Et Samlet Egedal – hvad der ligger bag ønsket om en ny politisk struktur, og hvorfor de ikke gik ind i en debat om forslaget på tirsdagens byrådsmøde.

Læs også: Forsøg på at fjerne 2. viceborgmesterpost udløste kritik og forundring i byrådet

Ifølge flertalsgruppen handler ændringerne om at modernisere den politiske ledelse i kommunen og styrke det samlede byrådsarbejde:

“Posten som 2. viceborgmester har primært været af ceremoniel karakter. Vi mener, at roller kun skal eksistere, hvis de bidrager til den samlede politiske ledelse og skaber værdi for borgerne. Derfor foreslår vi at fjerne posten”, siger kommende borgmester Birgitte Neergaard-Kofod (C).

Opdatering 30/11: Liberal Alliance er ude – Lokallisten Ny Egedal går med og skaber nyt flertal i det kommende byråd

Pressemeddelelsen uddyber dog ikke, hvorfor posten som 2. viceborgmester indgik i det oprindelige forslag til de kommende styrelsesvedtægter, og først blev foreslået afskaffet med et ændringsforslag ganske kort tid før byrådsmødets start.

Læs også: Birgitte Neergaard-Kofod: Vi skal styrke dialogen – både i byrådet og med borgerne

I stedet ønsker flertalsgruppen ifølge den fælles pressemeddelelse at oprette en næstformandspost i Økonomiudvalget med reelt ansvar og vederlag. Det skal være en del af en stærk formandskreds, hvor borgmesteren, 1. viceborgmester, næstformanden i ØU og udvalgsformændene deler det politiske ledelsesansvar.

“Vi ønsker at flytte tyngden fra ceremonielle titler til funktioner, hvor der ligger et konkret ansvar. En næstformand i Økonomiudvalget er en del af den reelle politiske motor – ikke blot en titel”, siger kommende 1. viceborgmester Jens Skov (SF).

Derfor svarede de ikke

På byrådsmødet tirsdag spurgte flere byrådsmedlemmer – særligt fra mindretalsgruppen – ind til forslaget om at afskaffe 2. viceborgmesterposten. Men ingen fra flertalsgruppen tog ordet.

Nu forklarer partierne, hvorfor de forholdt sig tavse:

“Debatten om styrelsesvedtægterne på byrådsmødet i går var præget af stærke følelser. Det har vi stor respekt for. Flere spørgsmål blev rettet mod flertalsgruppen, som dog valgte ikke at gå ind i en længere debat på mødet. Det skyldtes ikke manglende vilje til dialog, men at konstitueringsaftalen endnu ikke er færdigforhandlet, og at det derfor ville være formålsløst at give detaljerede svar på et uafklaret grundlag”, lyder det i pressemeddelelsen.

Læs også: Partierne uden for konstitueringen overtager posten som 2. viceborgmester

Samtidig ønskede flertalsgruppen ifølge pressemeddelelsen at undgå en “ophedet debat baseret på antagelser frem for fakta”. De understreger dog, at dialogen med andre partier fortsat er i gang, og at det endnu ikke er afgjort, om det nye flertal kommer til at bestå af flere end konstitueringens nuværende 11 mandater.

Mere åbenhed og involvering

Den nye konstitueringsaftale rummer en række initiativer, der skal styrke samarbejdskulturen i byrådet og gøre den politiske proces mere gennemsigtig, både for byrådsmedlemmer og borgere:

“Debatten i går viste også, at vi ikke har været tydelige nok om, hvorfor vi ønsker en ny politisk struktur. Det ansvar tager vi på os. Derfor præsenterer vi nu vores overordnede tanker, så både borgere og byrådskolleger kan se, hvad der ligger bag”, siger kommende borgmester Birgitte Neergaard-Kofod (C).

Blandt initiativerne er:
▶ Fast formandskreds og gruppeformandsmøder, som skal sikre, at alle partier involveres tidligt i de store sager

▶ Kvartalsvise møder med alle partier, hvor større politiske linjer og prioriteringer drøftes åbent

▶ Tydeligere beslutningsgrundlag, hvor forvaltningen som udgangspunkt fremlægger flere handlemuligheder

▶ Gennemgang af forretningsordenen, så den understøtter ånden i den nye konstituering

▶ Styrket borgerrådgivning og whistleblowerordning, så både borgere og medarbejdere trygt kan pege på fejl og forbedringsmuligheder.

“Vi ønsker at gøre op med en kultur, hvor aftaler ofte er blevet forhandlet bag lukkede døre og først præsenteret som færdige pakker. Fremover skal flere være med tidligere, og flere stemmer skal høres”, uddyber Birgitte Neergaard-Kofod.

Erfaringer fra tidligere byrådsperiode

Flertalsgruppen peger også på erfaringerne fra den nuværende byrådsperiode, hvor konstitueringen brød sammen under budgetforhandlingerne i 2024.

“Den situation var ikke god for nogen – hverken for byrådet, medarbejderne eller borgerne. Vi er nødt til at lære af det”, siger Jens Skov, og fremhæver, at den nye model skal sikre tydelige rammer og større stabilitet.

Læs også: Konstitueringspartierne: Sådan vil vi forandre kulturen i Egedal Byråd

Han slår samtidig fast, at konstitueringsgruppen ikke ønsker at lukke mindretallet ude:

“Strukturen ligger fast, men inden for den ramme vil vi invitere alle partier med i en mere gennemsigtig tilrettelæggelse af arbejdet”.

“Vi skal måles på resultater”

Afslutningsvis understreger flertalsgruppen, at ændringerne i den politiske struktur ikke er et mål i sig selv, men et middel til bedre resultater for borgerne i Egedal:

“Egedal fortjener en politisk ledelse, hvor titler ikke står i vejen for resultater. Vi ændrer det, der efter vores vurdering ikke har virket, og vi er fuldt ud indstillet på at blive målt på, om den nye model faktisk skaber mere åbenhed, bedre samarbejde og stærkere løsninger”, siger Jens Skov.

Andenbehandling af styrelsesvedtægten – herunder spørgsmålet om 2. viceborgmesterposten – finder sted på et byrådsmøde den 4. december.

Læs hele pressemeddelelsen her:

PRESSEMEDDELELSE

Et nyt byråd – en ny politisk struktur i Egedal
Den nye flertalsgruppe i Egedal Kommune – Konservative, SF, Liberal Alliance, Enhedslisten, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Et Samlet Egedal – præsenterer nu de overordnede principper for den politiske struktur, der skal sætte retningen for byrådsarbejdet i perioden 2026–2029.

Målet er en mere åben, enkel og moderne politisk ledelse, hvor flere byrådsmedlemmer får reel indflydelse, og hvor dialog og faglighed vægter højere end titler.

Reaktion på debatten om styrelsesvedtægterne
Debatten om styrelsesvedtægterne på byrådsmødet i går var præget af stærke følelser. Det har vi stor respekt for. Flere spørgsmål blev rettet mod flertalsgruppen, som dog valgte ikke at gå ind i en længere debat på mødet. Det skyldtes ikke manglende vilje til dialog, men at konstitueringsaftalen endnu ikke er færdigforhandlet, og at det derfor ville være formålsløst at give detaljerede svar på et uafklaret grundlag. Vi ønskede samtidig at undgå en ophedet debat baseret på antagelser frem for fakta.

Samtidig er vi fortsat i dialog med flere partier og byrådsmedlemmer, og vi ved endnu ikke, om det kommende samarbejde ender med et flertal på mere end 11 mandater. Det understreger, hvor vigtigt det er at holde mulighederne for et bredere samarbejde åbne frem mod andenbehandlingen af styrelsesvedtægten den 4. december.

Debatten i går viste også, at vi ikke har været tydelige nok om, hvorfor vi ønsker en ny politisk struktur. Det ansvar tager vi på os. Derfor præsenterer vi nu vores overordnede tanker, så både borgere og byrådskolleger kan se, hvad der ligger bag,” siger kommende borgmester Birgitte Neergaard-Kofod (C).

En tydelig og meningsfuld politisk struktur
Når et nyt byråd træder til efter et kommunalvalg, er det en naturlig del af demokratiet, at styrelsesvedtægten justeres. Den fastlægger rammerne for det politiske arbejde: udvalgsstruktur, roller og fordeling af ansvar.

Det kommende flertal har ansvaret for at foreslå den organisering, der bedst kan bære de næste fire års samarbejde.

I vores arbejde med konstitueringen har det været afgørende, at vi får et hold, som både har de nødvendige kompetencer og viljen til at arbejde bredt sammen. Vi ønsker en struktur, der gør hele byrådet stærkere, ikke kun flertallet,” siger Jens Skov (SF), kommende 1. viceborgmester.

Flertalsgruppen lægger op til:

Én viceborgmester i stedet for to
En næstformand i Økonomiudvalget (ØU) med klart ansvar og reel funktion
En stærk formandskreds, hvor borgmester, 1. viceborgmester, næstformand i ØU og udvalgsformænd har et fælles ansvar for at bære samarbejdet og følge op på konstitueringsaftalen
Styrket udvalgsarbejde og mindretalsbeskyttelse, bl.a. gennem tydeligere årshjul, skriftlige orienteringssager og mulighed for, at ét medlem kan rejse en drøftelsessag

Hvorfor vi foreslår at afskaffe posten som 2. viceborgmester
Flertalsgruppen foreslår at nedlægge posten som 2. viceborgmester. Baggrunden er et ønske om, at alle politiske roller skal have et tydeligt indhold.

Posten som 2. viceborgmester har primært været af ceremoniel karakter. Vi mener, at roller kun skal eksistere, hvis de bidrager til den samlede politiske ledelse og skaber værdi for borgerne. Derfor foreslår vi at fjerne posten,” siger Birgitte Neergaard-Kofod.

Samtidig foreslår flertalsgruppen at styrke Økonomiudvalget med en næstformand:

● Økonomiudvalget er kommunens centrale politiske udvalg, hvor de vigtigste prioriteringer og rammer fastlægges
● En næstformand i ØU får en klar og synlig rolle i den løbende økonomistyring og i samarbejdet med borgmester og viceborgmester
● Næstformanden vil, som i de øvrige udvalg, have et reelt ansvar og modtage vederlag på linje med andre næstformænd

Vi ønsker at flytte tyngden fra ceremonielle titler til funktioner, hvor der ligger et konkret ansvar. En næstformand i Økonomiudvalget er en del af den reelle politiske motor – ikke blot en titel,” siger Jens Skov.

En ny politisk kultur: dialog, åbenhed og medinddragelse
Den nye konstitueringsaftale rummer en række initiativer, der skal styrke samarbejdskulturen i byrådet og gøre den politiske proces mere gennemsigtig – både for byrådsmedlemmer og borgere.
Blandt initiativerne er:

Fast formandskreds og gruppeformandsmøder, som skal sikre, at alle partier involveres tidligt i de store sager
Kvartalsvise møder med alle partier, hvor større politiske linjer og prioriteringer drøftes åbent
Tydeligere beslutningsgrundlag, hvor forvaltningen som udgangspunkt fremlægger flere handlemuligheder
Gennemgang af forretningsordenen, så den understøtter ånden i den nye konstituering
Styrket borgerrådgivning og whistleblowerordning, så både borgere og medarbejdere trygt kan pege på fejl og forbedringsmuligheder

Vi ønsker at gøre op med en kultur, hvor aftaler ofte er blevet forhandlet bag lukkede døre og først præsenteret som færdige pakker. Fremover skal flere være med tidligere, og flere stemmer skal høres,” siger Birgitte Neergaard-Kofod.

Læring af de sidste fire år – og en invitation til samarbejde
Flertalsgruppen peger også på erfaringerne fra den nuværende byrådsperiode, hvor konstitueringen brød sammen i forbindelse med budgetforhandlingerne i 2024.

Den situation var ikke god for nogen, hverken for byrådet, medarbejderne eller borgerne. Vi er nødt til at lære af det. Derfor vil vi blandt andet styrke den løbende dialog partier og lister imellem og sikre mere gennemsigtighed om de store forløb,” siger Jens Skov.

Flertalsgruppen understreger, at den nye struktur ikke handler om at lukke mindretallet ude, men om at skabe tydeligere rammer og større stabilitet:

Vi har et klart mandat til at sætte det hold, der skal lede byrådet og tage ansvar for den politiske retning. Det er vores opgave at styre den overordnede politiske proces, så vi fastholder et tydeligt brud med den måde tingene blev gjort på tidligere. Samtidig skal den daglige politiske proces være mere åben og inddragende, end vi har været vant til. Strukturen ligger fast, men inden for den ramme vil vi invitere alle partier med i en mere gennemsigtig tilrettelæggelse af arbejdet,” siger Birgitte Neergaard-Kofod.

Titler må ikke stå i vejen for resultater
Flertalsgruppen ser den nye struktur som et redskab til at skabe bedre resultater – ikke som et mål i sig selv.

Egedal fortjener en politisk ledelse, hvor titler ikke står i vejen for resultater. Vi ændrer det, der efter vores vurdering ikke har virket, og vi er fuldt ud indstillet på at blive målt på, om den nye model faktisk skaber mere åbenhed, bedre samarbejde og stærkere løsninger for borgerne,” siger Jens Skov.

Et kommende byråd kan ændre modellen, hvis erfaringerne viser behovet.

Sådan skal et demokrati fungere. “Vores ansvar er nu at vælge den retning, vi mener gavner hele Egedal,” afslutter Birgitte Neergaard-Kofod.