Onsdag formiddag rykkede Frederiksborg Brand & Redning og Nordsjællands Politi ud til ugens tredje overgravede gasledning i Egedal-området. Denne gang på Normannervej i Ølstykke, hvor entreprenøren UC Global havde ramt en gasledning i forbindelse med etableringen af fjernvarme.
Og onsdagens overgravning kommer desværre ikke alene, for det lokale beredskab har haft en travl uge i kølvandet på de mange fjernvarmearbejder i området.
Tirsdag først på eftermiddagen skete en tilsvarende overgravning af en gasledning på Safirvej. Også her sikrede politi og brandvæsen området, indtil gasselskabet Evida fik lukket for gassen og påbegyndte reparationen.
Ifølge EgedalPostens oplysninger var der også mandag en overgravning i Ølstykke-området.

Skyldes upræcise kort
Alle ugens overgravninger skyldes, at de gravekort over gasledninger, som entreprenørerne arbejder efter, ofte er misvisende. Der kan sagtens være en forskydning på flere meter i forhold til, hvor ledningen reelt ligger sammenlignet med indtegningen på kortet.
Derfor er uheldene mere eller mindre uundgåelige.
Beredskabet skal tilkaldes til sikring ved alle typer af gasudslip, uanset om det er et lille hul i en mindre ledning eller en total overgravning af en større gasledning. Deres opgave er at foretage målinger med gasdetektorer, fastlægge et fareområde, herunder evakuering af personer i området, bistå med afspærring, udlægge brandslanger i tilfælde af antændelse af gassen og sikre gasleverandørens folk i forbindelse med afklemning af gasledningen, så udslippet standses.

Alle tre overgravninger blev hurtigt håndteret af Frederiksborg Brand & Redning, Nordsjællands Politi og Evida, og ingen mennesker har ifølge EgedalPostens oplysninger været i fare i forbindelse med overgravningerne.









