Tryk på "Enter" for at springe over

Et nyt kapitel for Balsmoseskolen: Multihus med masser af muligheder

I dag blev det nye multihus på Balsmoseskolen i Smørum officielt indviet. Huset skal fremover danne rammen om både undervisning, fritid og foreningsliv.

Med åbningen af det nye multihus har Balsmoseskolen i Smørum fået et moderne samlingspunkt, der skal skabe fleksibilitet og synergi mellem skole og fritidsbrugere. Det store, lyse hus i to etager byder på en stor multisal, kreaværksted, musiklokale, køkken og fire store klasselokaler, som skolens 0. klasser bruger.

Multihuset skal bruges af både skolens elever, SFO og af lokale foreninger, og borgmester i Egedal kommune, Vicky Holst Rasmussen (S), er begejstret for resultatet:





”Vores børn fortjener gode fysiske rammer til læring, leg og udvikling. Det får de med multihuset. Samtidig giver det så god mening, at det lokale fællesskab fra begyndelsen er tænkt ind til gavn for foreningerne og de frivillige i hele Egedal”, siger hun.

En dag med fejring og fællesskab
Indvielsen bød blandt andet på taler fra Vicky Holst Rasmussen og formanden for Skole- og Uddannelsesudvalget Jens Skov. Elever fra indskolingen satte stemningen med sang, og de besøgende fik mulighed for at se de mange nye faciliteter.





Se fotos fra indvielsen her (klik på et billede for at forstørre det):









For mange var dagen også en milepæl efter en byggeproces, der har været præget af både forventninger og udfordringer. Morten Lyager (S), der deltog i indvielsen, udtrykte det således efter besøget:

”Det er altid udfordrende at skulle bygge nyt midt i en skolegård, mens børnene går på skolen. Nu er larm og indhegning slut, og tiden er kommet til at nyde resultatet”.

Et hus til mange formål
Multihuset er designet til at være fleksibelt. Om dagen bruges lokalerne af skolens elever, mens de om eftermiddagen åbnes for SFO’en. Om aftenen er det fritidsbrugere og lokale foreninger, der kan tage huset i brug.

Borgere vil således kunne opleve en bred vifte af aktiviteter i huset – fra idrætsaktiviteter i multisalen til kreative workshops og musik i de specialindrettede faglokaler, og der er hyggekroge og pladser til fordybelse og gruppearbejde.

Denne fleksibilitet er kernen i Egedal Kommunes ambitioner om multifunktionalitet, som er fællesnævneren for både om- og tilbygninger på skolerne i disse år. Det handler om at optimere brugen af de kommunale kvadratmeter og lade flere grupper dele de samme faciliteter på forskellige tidspunkter.

Et værktøj til trivsel og læring
Skolen selv glæder sig over de nye muligheder. Særligt fremhæves selvfølgelig multisalen, som kan bruges til alt fra teaterforestillinger til boldspil. Her er plads til at udfolde sig – uanset om man er en nystartet mini-SFO-elev eller en del af udskolingens musicalprojekt.

Karsten Søndergaard (V), som også deltog i dagens fejring, delte efterfølgende sin begejstring i et opslag på Facebook:

”Fantastisk hus som har været værd at vente på. Her er lyst og venligt. Tidligere beslutning på skoleområdet bærer nu virkelig frugt. Tak til alle som har bakket op om ideen fra start af. Elever og medarbejdere i huset er meget tilfredse”.

Et nyt samlingspunkt for Smørum
Med det nye multihus har Smørum fået en bygning, der både samler og åbner sig. Samler skolen og fritidslivet – og åbner for, at borgerne kan bruge de samme faciliteter. Det er et løft til både læring, trivsel og fællesskab i området.

Alle Egedal Kommunes skoler ombygges frem mod 2028. Balmoseskolen er den tredje skole, der udbygges og renoveres. Balsmoseskolens multihus er det andet multihus i Egedal Kommune efter Søhøjskolens.

FAKTA OM MULTIHUSET
Placering: Balsmoseskolen, Smørum (se kort)
Faciliteter:
– Multisal til idræt og arrangementer
– Faglokaler til kreative fag og musik
– Fire store klasselokaler til indskoling
– Køkken og fællesområder
Brugere: Elever, SFO, foreninger og fritidsbrugere
Multifunktionalitet: Huset er designet til at blive brugt fleksibelt af forskellige grupper på forskellige tidspunkter. Læs mere om tankerne bag Egedal Kommunes strategi for multifunktionalitet her.