DEBATINDLÆG:
Det er svært ikke at blive berørt af den situation, vi står i – både som forældre og engagerede borgere i Egedal.
Kommunen har gennem de seneste år befundet sig i en udvikling, der nu har sat vores børn og deres skolegang under pres, især i Smørum, hvor byrådet har prioriteret et forceret byudviklingsforløb og samtidig valgt at lukke en skole.
Når man som byrådsmedlem har ansvar for at føre tilsyn med, at kommunen lever op til sine mest grundlæggende opgaver, undrer det mig, hvor den nødvendige opmærksomhed på kapacitetsudfordringen har været.
Tilsyn er – ifølge folkeskoleloven – netop én af de mest centrale opgaver, byrådet er direkte forpligtet på.
Byrådets vilje til at holde sig informeret, reagere proaktivt og handle skal sikre, at ingen børn står uden skoleplads, når antallet af børn stiger – som kommunens egne prognoser har varslet: Over 1.000 flere skolebørn på ti år, med hovedparten i de kommunale skoler.
Allerede da man erkendte manglen på institutionskapacitet og besluttede at bygge en ny institution – som stadig ikke er færdigetableret – burde det have stået byrådet klart, at børn bliver ældre, og behovet for skolepladser følger med.
Set udefra virker det, som om ansvar og indsigt er blevet fortrængt til fordel for kortsigtede løsninger og manglende vilje til at gribe den reelle udfordring.
Det rammer især Smørum, hvor netop prioriteringer om byudvikling og skolelukning har forstærket kapacitetsproblemet.
Ulrik John Nielsen og Lars Winther fra Lokallisten Ny Egedal har begge indtaget centrale positioner i dette svigt af Egedals børn – Winther som først medlem siden formand for Skole- og uddannelsesudvalget, Nielsen som formand for Plan- og Byudviklingsudvalget.
Deres placering har givet dem både mulighed og pligt til at føre tilsyn og proaktivt starte den nødvendige proces, så Egedal Kommunes forpligtelse med skolekapacitet kunne være indfriet.
De burde have været de første til at slå alarm og sikre en plan for kapaciteten – ikke mindst i Smørum.
I stedet lyder nu et budskab om, at løsningen er en ny privatskole.
Set udefra kan det ligne et forsøg på at bevare troværdighed – en form for selviscenesættelse, nu hvor byrådet og udvalg ikke har levet op til det mandat, vælgerne har givet dem.
Men at føre tilsyn er ikke blot administration – det handler om hjerte og ansvar for børnene, familierne og fællesskabet.
Egedal fortjener, at alle centrale politikere tør tage ansvar, lære af fortidens fejl og tage det nødvendige ansvar for nutidens og fremtidens skoleliv.
Ikke mindst i Smørum, hvor udvikling og trivsel kun kan gå hånd i hånd, hvis kapacitet og fællesskab prioriteres ærligt og proaktivt.
Af Ric Jakobsen,
Det Radikale Venstre
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.







