DEBATINDLÆG:
Vores SoMe oversvømmes efter sommerferien af billeder af børn på vej i skole.
De står der med deres farverige skoletasker, sommeren er stadig til stede i kinderne, hækken er stadig grøn. De står foran den samme dør, nogle med små og store søskende i hånden. Selvfølgelig deler vi som forældre stolt øjeblikket. Det er en markering af en begyndelse og et årligt ritual, som vi alle kan spejle os i.
Men der er også børn, vi ikke ser.
De børn, der bliver hjemme og ikke fylder hoveddørens ramme ud. De børn og unge, som har mistet modet til at træde ind i klasselokalet. For dem er første skoledag ikke en festlig begivenhed, men endnu en påmindelse om det fællesskab, de ikke længere er en del af. Skolefravær er ikke kun et problem for den enkelte elev. Det er et samfundsproblem. I dag taler vi om tusindvis af børn og unge, der helt eller delvist er faldet ud af skolesystemet. Situationen har en næsten epidemisk karakter, og konsekvenserne er ikke til at bære.
Når børn mister deres plads i skolefællesskabet, mister de ikke kun undervisning og faglige forelskelser, som en skoleleder engang så poetisk kaldte det, de mister et af de vigtigste steder, man lærer at være menneske, nemlig blandt andre mennesker. Kommunerne står i et svært dilemma. På den ene side er de forpligtet til at løfte opgaven inden for rammerne af folkeskole, lovgivning, handleplaner og indsatser. På den anden side ved vi, at systemet ikke kan løse det alene.
Læs også: Alt for mange kommer ikke i skole: “Vi vil hjælpe – men døren til kommunen er lukket”
Mange børn har brug for alternativer, trygge rum, omfattende faglig støtte, mindre fællesskaber, en ny måde at gøre tingene på og relationer der bygges op skridt for skridt. De har brug for hurtigere sagsbehandling, og for ikke at overvintre i systemets langsommelighed.
Vi har forgæves søgt dialog med kommunen
Hos VisionUng i Egedal har vi udviklet et intensivt læringsforløb målrettet elever fra 6. – 9. klasse. Det særlige er kombinationen af et fagligt løft, psykologisk støtte og træning i at indgå i fællesskaber. Vores erfaringer og resultater er tydelige, eleverne oplever øget trivsel, større lyst til at lære og en mærkbar faglig progression, det faglige udtrykker eleverne selv, er helt afgørende for deres daglige velbefindende. Det, der gør forskellen, er, at forløbet er målrettet en tilbagevenden til skolen.
Fordi vi var vilde med området, faciliteterne og mulighederne, valgte vi at starte op med Egedal som vores udgangspunkt. Vi ønskede at prioritere de børn og unge, som havde, og stadig har, et behov for det, vores tilbud kan. Derfor var mødet med Egedal Kommune også lidt overraskende. Vi har fra den spæde start forgæves søgt dialog, først med det politiske niveau, siden med skolechefen, med SSP, PPR og kommunens fraværsteam.
Fraværsteamet gør et kæmpestort stykke arbejde for de efterhånden mange elever med et behov. I Egedal kommune alene, har over 25 % af eleverne i 6. – 9. klasse haft et bekymrende fravær siden 2021. Fraværsteamets indsats har betydet rigtig meget for de børn, som ligger indenfor deres specialområde. Men der er børn der har brug for andre kompetencer.
Læs kommunens svar her: Fraværsteamets arbejde begynder at bære frugt
Er indsatsen forfejlet? Nej tværtimod, men der er brug for at samarbejde med samarbejdspartnere, som kan bidrage med at få samlet endnu flere op.
Det har været umuligt at få lov til at præsentere vores model for Børne- og Ungeudvalget og starte en dialog om, hvordan vi kan supplere kommunens indsatser. Det er så ærgerligt når afstanden til vores folkevalgte bliver for stor og vi ikke kan få hinanden i tale.
Skam, afmagt og ensomhed
Set her fra hvor vi står, er det når kompetencer fra forskellige fagområder mødes, at man virkelig kan løfte noget, og især i forhold til børn og unge, hvor der sjældent findes en one-size-fits-all løsning. Barrieren synes at ligge i det tværsektorielle, altså samarbejdet mellem det offentlige og private organisationer. Men lige præcis i Danmark ved vi fra ældreområdet, at det kan lade sig gøre, endda med stor succes.
Forældre til børn med højt skolefravær fortæller ofte om skam, afmagt og ensomhed. De føler sig alene med ansvaret for at få deres barn tilbage i skolen. Men sandheden er, at ansvaret er vores alles. Hvis vi accepterer, at børn og unge glider ud af skolen, accepterer vi også, at de mister en chance for at blive en del af de fællesskaber, der gør os livsduelige og mister chancen for at vælge deres egen vej.
Læs også: Når ferien bliver ensomhedens højsæson for børn med handicap
Hvis skolerne ikke får mulighed for at kunne sige ja tak til løsninger, og hvis kommunerne ikke bringer nye spillere ind i et fællesskab, som kan give børnene lyst til at lære igen, så taber hele samfundet.
Vi skal turde se på, om det ikke er den mest profitable ramme, både menneskeligt og på den nok så vigtige økonomiske bundlinje, at investere i nye løsninger. I hele landet ser vi forældre på tabt arbejdsfortjeneste, fordi deres børn ikke kan gå i skole, det er en af de alvorlige sideeffekter ved skolevægringen, en personlig og økonomisk byrde på tværs af forvaltningerne.
OG stadigvæk et barn som mister gejsten, før livet rigtigt er begyndt.
Vi håber at få lov til at hjælpe
Det handler om at se børn folde sig ud, om at hjælpe dem til at være en del af samfundet og have en faglig ballast med sig. At vi løfter og hjælper og tror på, at de kan nå det, er vores fineste opgave, for de har sådan brug for en plads.
Skolen er stadig det mest centrale fællesskab, vi har for børn og unge. Derfor må vi tage skolefraværet alvorligt, ikke betragte det som et individuelt svigt, men som et fælles ansvar.
Vi håber, at vi i vores organisation sammen med politikerne, skoleledere, lærere og forældre får lov til at bidrage med vores del til den samlede løsning. Så børnene igen får relationer, mod til at fejle og lyst til at prøve igen.
For hvert barn, der bliver væk, mister vi ikke bare en elev. Vi mister et livsdueligt menneske.
På vegne af VisionUng Egedal
Rie Hougaard Landgreen og Christina Rodholm,
administrativ og daglig leder
Ovenstående læserbrev er et udtryk for skribentens egen holdning
Debatsektionen i EgedalPosten er din mulighed for at dele det, der ligger dig på sinde, med resten af kommunen. Her får du en platform til at sætte ord på det, du finder vigtigt, og til at bidrage med dine egne perspektiver og idéer – uanset hvem du er.
Det særlige ved læserbrevene er, at de altid afspejler skribentens egne holdninger og ikke er et udtryk for, hvad EgedalPosten mener om emnet. Det er her, DU kan præge den lokale debat og bringe de emner op, som optager dig i hverdagen.
Hvad synes du?
Har du en kommentar til dette debatindlæg eller andet på hjerte, som du gerne vil dele med læserne af EgedalPosten? Så skriv til os på
Sandsynligheden for at få dit debatindlæg bragt er størst, hvis du medsender et eller flere billeder med relevans for emnet og/eller et foto af dig selv. Billedet vil blive bragt i forbindelse med debatindlægget.
Vi bringer ikke debatindlæg, der indeholder injurier eller på anden måde overtræder dansk lovgivning. Hvis dit debatindlæg drejer sig om artikler, undersøgelser, kommunale behandling af offentlige sager eller har et andet faktuelt omdrejningspunkt, så sørg for at sende et eller flere links, der hjælper os og andre til at forstå sammenhængen bedre. På EgedalPosten forbeholder vi os retten til at forkorte, redigere og undlade at bringe tilsendte indlæg.
