Egedal før og nu:
Luften summer af glade stemmer. Sværd mødes med klingende slag i venskabelige dueller, mens renæssancemusik flyder gennem området og trækker publikum flere hundrede år tilbage i tiden. Børn løber forventningsfuldt mellem telte og historiske lejre, og voksne standser op for at lade sig rive med af fortællinger om krig, bønder og svenske soldater.

Sådan opleves SvenskeSlaget i Smørum hvert år. Men festivalen er ikke blot en historisk markedsdag; den er en levende erindring om en dramatisk fortælling, som i mere end 350 år har levet i Smørum. Det er historien om bønderne, der fik nok og gjorde blodigt oprør mod de svenske soldater under Sveriges belejring af Sjælland.

Men fortællingen rummer også noget andet. Noget uforløst. For jo mere man dykker ned i historien, desto mere glider den mellem fingrene på én. Spor forsvinder. Rapporter mangler. Og mysteriet lever.

Da krigen kom til Smørum

Det startede med en katastrofal fejlvurdering: I 1657 erklærede kong Frederik 3. krig mod Sverige i håbet om at udnytte, at svenskerne var optaget af krig i Polen. Men den svenske hær viste sig overlegen, og i begyndelsen af 1658 marcherede de svenske styrker over de tilfrosne farvande fra Jylland til Fyn og videre til Sjælland.

Snart var store dele af landet besat, og for befolkningen på Sjælland betød det en hverdag præget af plyndringer, trusler og tvungen indkvartering. Renæssancens hære blev i høj grad forsynet af lokalbefolkningen, og soldaterne betalte sjældent for sig. Bønderne i Smørum måtte derfor leve side om side med fremmede soldater, der tog, hvad de havde brug for.

Det er svært i dag at forestille sig den frygt, afmagt og vrede, det har skabt – og måske var det netop her, at kimen til oprøret blev lagt.

Skeletterne under jorden

Vi spoler over 250 år frem i tiden, for i 1912 blev historien om oprøret mod den svenske besættelse pludselig uhyggeligt konkret igen: Under grusgravning ved Smørumnedre Mark fandt man skeletter med tydelige mærker efter voldelige øksehug. Nationalmuseet blev tilkaldt, og museumsinspektør Hugo Matthiesen ankom for at undersøge fundet.

Men her bliver historien også lidt mærkelig, for selv om der blev foretaget en udgravning, er rapporten fra Nationalmuseet aldrig blevet fundet. Enten blev den aldrig skrevet, eller også er den forsvundet. Det eneste, man ved i dag, er, at den lokale, historisk interesserede lærer J. P. Jørgensen noterede, at der blev fundet ti skeletter med spor efter voldelige hug.

Skeletterne blev efter sigende begravet igen, og senere rejste man den bautasten, som i dag kendes som Svenskestenen. Det føles næsten som begyndelsen på en historisk kriminalgåde: Et makabert fund, forsvundne dokumenter og et mysterium, der nægter at blive opklaret.

Fortællingen, der overlevede generationer

At skeletterne straks blev kædet sammen med svenske soldater, skyldtes ikke kun de voldsomme skader. Det skyldtes især den fortælling, som stadig levede blandt de lokale i begyndelsen af 1900-tallet.

Historien lød, at bønderne i Smørum til sidst havde fået nok. En nat omringede de den gård, hvor de svenske soldater sov, og gik til angreb med økser, høtyve og de redskaber, de nu havde ved hånden.

Soldaterne blev slået ihjel og senere begravet på udmarken i et område, der fik navnet “De svenske grave”.

Hør mere om begivenheden her i videoen:

Det fascinerende er, hvor længe denne mundtlige overlevering har holdt stand: I 1882 fortalte den 70-årige Sidse Pedersdatter, at hendes familie gennem generationer havde holdt historien i live. Da hun var født i 1812, kan hun have hørt fortællingen direkte fra bedsteforældre, der selv var født i begyndelsen af 1700-tallet, altså blot få årtier efter begivenhederne.

Pludselig er afstanden til det natlige overfald ikke særlig stor længere.

Det stærkeste spor: Præstens optegnelser

Det allermest interessante spor findes dog ikke i jorden, men i en præsts optegnelser. Præsten Henrik Gerner fra Birkerød beskriver i sine skrifter, hvordan svenske soldater røvede ham og mange andre. Men han tilføjer noget afgørende:

“Men GUD er en retfærdig dommer, de selvsamme blev ihjelslagen i Smørumnedre anden dagen efter udi Niels Hansens gård”.

Her findes en samtidig kilde, som faktisk bekræfter, at svenske soldater blev dræbt i Smørum. Men kilden skaber også nye spørgsmål om tidspunktet. J. P. Jørgensen mente, at det skete i december 1659, det årstal, der står på Svenskestenen, men Henrik Gerners noter peger snarere mod vinteren 1658.

En historie der aldrig dør

Måske finder vi aldrig det fulde svar på, hvad der præcis skete i Niels Hansens gård. Måske var det et voldsomt slag, måske et natligt bagholdsangreb på sovende mænd. Men historien lever videre. Ikke kun i gamle skrifter, men også gennem SvenskeSlaget i Smørum, hvor historien igen bliver levende.

I en tid, hvor krig igen præger verdensbilledet, bliver fortællingen også en påmindelse om, hvor hårdt civilbefolkningen altid rammes under konflikter. Selv om der er gået århundreder siden svenskernes belejring, er menneskers oplevelse af frygt, afmagt og ødelæggelse desværre stadig genkendelig. Fortællingen om bønderne fra Smørum handler i sidste ende om mennesker, der nægtede at finde sig i undertrykkelse.

SvenskeSlaget i Smørum arrangeres af Egedal Arkiver og Museum i samarbejde med frivillige og historiske foreninger, og byder på en dag fyldt med historie, oplevelser og levende fortællinger fra en dramatisk tid i Smørums historie. Foto: Egedal Kommune ▮Oplev SvenskeSlaget i Smørum Vil du selv mærke historien og modstanden mod de svenske soldater? Læs meget mere om årets arrangement her i EgedalPostens artikel om SvenskeSlaget 2026. Hvornår: Den 7. juni 2026 klokken 11.30–16.00 Hvor: Bag Smørum Kulturhus Hvad: En dag fyldt med historie og oplevelser, skabt af Egedal Arkiver og Museum i samarbejde med frivillige og historiske foreninger Kom og vær med til en dag, hvor vi sammen dykker ned i en af de mest dramatiske og gådefulde tider i Smørums historie.

Andre spændende lokalhistoriske fortællinger: Da Stenløse samlede ind for at slippe af med byens bager I sensommeren 1943 truede tyske soldater med at skyde 20 indbyggere i Stenløse, hvis der skete noget med det lokale bageri. For at redde byen gik byens sogneråd i hemmelige forhandlinger – og købte bageren ud. Mordet i Finderup Lade blev begyndelsen på enden for mægtige Knardrup Læs om hvordan danmarkshistoriens mest berømte kongemord i 1286 satte sit aftryk lige her i lokalområdet – og om en magtfuld stormandsgård og et kloster, der begge har ligget ved Knardrups i dag så fredsommelige Kirkesø. Oprøret i Ølstykke: Da fællesskabet gik i stykker… og byen fik sine vejnavne Dyk med ned i historien om, hvordan gamle Ølstykke blev splittet op for omkring 250 år siden. I dag findes sporene stadig på vejskilte og byens struktur, hvis du ved, hvor du skal kigge. Slaget om åen: Historien om Egedals mest forhadte mølle Hvorfor valgte 91 mænd fra Veksø, Smørum og Stenløse at sætte deres frihed på spil for at ødelægge en dæmning ved Værebro? Læs fortællingen om Egedals mest udskældte vandmølle, der i generationer truede levebrødet for bønderne ved Værebro Ådal, indtil bægeret en dag i 1739 endelig flød over. Da Ølstykke vågnede til flammerne: Natten hvor tørvefabrikken brændte En voldsom brand lagde tørve- og lervarefabrikken i Ølstykke i ruiner i 1913. Men tørvens historie i området fortsatte. Læs med og få indblik i arbejdet i moserne og energikilden, der prægede Egedal i generationer. Det natlige øksemord i Smørum – og et lokalt mysterium, der nægter at dø Svenske soldater, hævngerrige bønder og et mysterium, der stadig ikke er løst. I dag vækkes historien til live gennem klingende sværd og kanonbrag bag Kulturhuset. Dyk ned i Smørums største kriminalgåde.

Egedal før og nu:

Det var en af de nætter, hvor stilheden næsten runger. Klokken var lidt over fire om morgenen, da et brag flænsede stilheden i Ølstykke. En nabo fór ud af sengen, løb til vinduet og blev mødt af et syn, der fik ham til at spurte ud i kulden: Flammerne stod allerede højt omkring bygningerne, og tørve- og lervarefabrikken var forvandlet til et flammehav.

Da brandvæsenet nåede frem, var det meste allerede tabt. Branden havde raset længe, og bygningerne lå delvist i ruiner. Skaderne blev sat til 8.000 kroner – et stort tab i 1913. Fabrikken var nemlig langt fra lille. Omkring 30 mænd og en håndfuld arbejdsdrenge havde deres daglige gang her, og lervaredelen havde siden 1906 været en filial af selveste Københavns Lervarefabrik.

En ny bygning blev rejst på grunden og står der faktisk endnu i dag – nu som privatbolig, men stadig med spor af sin industrihistorie.

Tørv – datidens sorte guld

At tørv fyldte så meget i hverdagen i Egedal, kan være svært at forestille sig i dag. Men i generationer var mosen lige så vigtig som skoven, og nogle gange endda vigtigere.

Tørv var nemlig dét brændsel, der holdt hjemmene varme. Den brunsorte masse, dannet af tusindvis af års plantemateriale, var en stabil energikilde, særligt når skovene blev færre, og træ var dyrt.

De fleste gårde havde deres egen lille bid af mosen, en tørvelod, og bønderne sled sig gennem sommermånederne for at grave tørv op, forme dem i bakker og lægge dem til tørre i pæne stakke kaldet røgler.

Vi får et sjældent indblik i det slid gennem dagbogen fra Kirsten Hansdatter i Knardrup (1864). Her beskriver hun den helt almindelige hverdag: Fra maj til september var tørven en del af hver eneste dag – gravet, strøget, tørret og solgt videre til de københavnske hjem, hvor den holdt stuerne varme.

Ølstykke Mose – en lille industri vokser frem

Det var derfor ingen overraskelse, da der i slutningen af 1800-tallet opstod en egentlig tørvefabrik i Ølstykke Mose. De rester af jernbanesveller, man fandt under renovering af huset, afslører, at fabrikken udnyttede togforbindelsen til København for at fragte de store mængder tørv væk.

Her i Birkemosen lå Ølstykke Tørvefabrik. En ny bygning blev rejst på grunden efter branden i 1913 og står der faktisk endnu i dag – nu som privatbolig, men stadig med spor af sin industrihistorie:

Samtidigt fandt man under renovering af den gamle fabriksbygning både en portsliske og rester af keramikovne, som er spor efter, at fabrikken udvidede til også at producere lervarer efter 1906.

2. verdenskrig satte gang i spaderne igen

Da 2. verdenskrig raserede, mindskedes transporten og muligheden for anskaffelse af de normale energikilder. Tørven fik en renæssance, og nu med maskiner, traktorer og mere moderne fremgangsmåder. Men selv med alt det nye var der stadig brug for mennesker, der kunne grave.

Det var midt i tørvegravningen, at et af Danmarks mest berømte oldtidsfund dukkede op: Dele af de ikoniske Veksøhjelme blev fundet i Brøns Mose under krigen.

Man kan næsten sige, at hver en mose i Egedal har været gravet i. Nogle er i dag drænet og omdannet til marker, andre ligger som små søer – efterladt som naturens egne mindesmærker over en tid, hvor tørv var livsnødvendig.

Egedal før og nu:

Det var en af de morgener, hvor luften sitrede af uro. Mænd fra Smørum, Veksø og Hove havde samlet sig i det tidlige gry; nogle til hest, andre med tunge redskaber over skulderen. De få ord, der blev udvekslet, var korte og bestemte. Alle vidste, hvad der ventede længere nede ad åen.

For dér lå Øvre Værebro Mølle, som år efter år havde stemt vandet op og sendt det ud over deres enge og marker. Nu stod vandet igen højt, mens bøndernes tålmodighed havde nået et nyt lavpunkt: Endnu en gang var møllen blevet symbolet på alt det, der truede deres levebrød.

Konflikterne omkring møllen var så hyppige og så dybe, at Øvre Værebro Mølle gennem århundreder udviklede sig til et af de mest udskældte steder i det område, vi i dag kender som Egedal.

En kæmpe mølle i ådalen

Øvre Værebro Mølle nævnes første gang i 1377, men menes at være endnu ældre. I lokalområdet var den ikke alene om at udnytte Værebro Å; der fandtes også en mindre mølle i Knardrup samt Nedre Værebro Mølle lidt mod vest.

Men Øvre Værebro Mølle var i en klasse for sig: Den lå dér, hvor Roskildevej (tidligere kaldet hovedvej A6, nu primærrute 6) i dag krydser åen, og selv om den teknisk set ligger få meter uden for den nuværende kommunegrænse, er den en uadskillelig del af Egedals historie. Det var nemlig markerne helt inde mod Smørum, Veksø og Stenløse, der mærkede konsekvenserne, når mølleren lukkede for sluserne.

I 1682 var møllen en sand kæmpe med fire møllehjul og to kværne. Den kunne male både sommer og vinter, men prisen for den effektivitet blev betalt af bønderne i Smørum, Veksø, Stenløse og Gundsømagle. Når vandet blev stemt op, forsvandt deres enge nemlig under vand, hvilket gjorde både græsning og høslæt umuligt.

Øvre Værebro Mølle var ikke alene om at udnytte Værebro Å; der fandtes også en mindre mølle i Knardrup samt Nedre Værebro Mølle lidt mod vest. Længere inde i åsystemet lå også Jonstrup Mølle. Grafik: Egedal Kommune ▮ Konflikter, ødelæggelser og trusler Kilderne tegner et billede af en konflikt, der aldrig rigtig fandt sin løsning, men blot eskalerede gennem århundrederne: 1504: Det første dokumenterede hærværk mod møllen finder sted. 1623: Endnu et angreb på møllen vidner om den vedvarende vrede. 1649: Bønder i Veksø, Stenløse, Smørumovre og Hove klager officielt over oversvømmelserne. 1675: Dæmningen bliver udsat for et så voldsomt angreb, at reparationerne bliver særdeles dyre for mølleren.

Et af de mere usædvanlige øjeblikke i historien fandt sted i 1716. Her søgte bønder fra Veksø og Stenløse hjælp hos general Mathias Numsen. Og selv om bønderne kort forinden havde deltaget i endnu et angreb på dæmningen, valgte generalen overraskende nok at forsvare dem: Mølleren sad på et vigtigt monopol og var ganske vist beskyttet af Kronen, men hvis bøndernes jord blev ødelagt, kunne de ikke betale deres landgilde.

Myndighederne viste derfor ofte en vis forståelse for bøndernes desperation.

En skrøbelig våbenhvile: Aftalen i 1718

I 1718 forsøgte man derfor endelig at begrave stridsøksen med en omfattende aftale, der skulle skabe fred mellem møllens hjul og bøndernes plove. Idéen var at forvandle Øvre Værebro Mølle til en såkaldt ”græsmølle”.

Det betød i al sin enkelhed, at mølleren skulle give naturen og bønderne forkørselsret i de vigtigste måneder; fra den 1. maj og frem til Skt. Hans skulle vandet løbe frit gennem sluserne, mens møllehjulene stod helt stille.

Det gav bønderne den nødvendige tryghed til at få høet i hus, uden at de skulle frygte, at deres enge pludselig blev forvandlet til søer. Som kompensation for den tabte indtjening i foråret fik mølleren en række lukrative plastre på såret: Han fik tilladelse til at opføre en moderne vindmølle på Svestrup Mark, så han kunne male korn uden brug af opstemmet åvand, og samtidig fik han forbedret vilkårene for den krodrift, der hørte til ejendommen.

På papiret lignede det den perfekte løsning, men i virkelighedens verden var mistilliden mellem parterne for længst groet alt for dybt.

Da bægeret flød over: Oprøret i 1739

Freden var på lånt tid, og aftalen viste sig hurtigt at være lige så utæt som møllerens dæmning efter bøndernes hærværk. Gnidningerne fortsatte, og den 4. juli 1739 brast det diplomatiske arbejde endeligt i en eksplosion af opsparet vrede.

Scenen blev sat på Smørum Kro, hvor 91 bønder fra de omkringliggende landsbyer mødtes. Stemningen var elektrisk, og kilderne antyder, at det ikke kun var følelsen af uretfærdighed, der fyldte i de lavloftede stuer; store mængder øl og brændevin blev skænket op og fungerede som den tændvæske, der gav mændene det sidste mod.

Med økser, grebe og tunge redskaber i hænderne drog den store flok i samlet trop fra kroen mod møllen længere nede ad åen. Det var ikke længere tid til klagebreve eller bønner til myndighederne – nu måtte der handling til. Ved ankomsten til møllen kastede bønderne sig over dæmningen og ødelagde de konstruktioner, der holdt vandet fanget.

Vandet fossede ud, og gennem deres dramatiske aktion endte de med at få det sidste ord: Myndighederne måtte efterhånden indse, at konflikten aldrig ville dø ud, så længe vandet blev stemt op. Allerede året efter, i 1740, traf man den endelige beslutning om at lukke vandmøllen for bestandigt. Dermed sluttede et århundreder langt kapitel af vold og oversvømmelser, og lyden af de tunge vandhjul forsvandt for altid fra Værebro Å.

Hvorfor al denne ballade om en mølle?

Vandmøller er blandt de ældste former for mekanisk energi i Danmark – kendt siden 900-tallet. Ved at dæmme vandet op kunne man skabe et kraftigt fald, som gav enorm kraft til møllehjulene.

Det gjorde møllen uundværlig, men systemet krævede, at åens naturlige løb blev ændret.

Egedal før og nu:
En vinterdag i 1781 blev stilheden i Ølstykke brudt af lyden fra byhornet. Mænd i træsko og vadmelsfrakker samlede sig på den frosne jord ved bystævnet. Stemningen var ophidset.

Midt på pladsen stod sognepræsten Vilhelm Billeschou: Manden, der havde vakt hele byens vrede. Ikke over prædikener eller skatter, men over jorden. For Billeschou, som ejede præstegården, havde netop krævet udskiftning: En opsplitning af byens gårde, som betød, at hele Ølstykke – altså det vi i dag kender som Gammel Ølstykke – skulle deles op på ny.

Faktisk var utilfredsheden så stor, at bønderne besluttede, at man ikke ville yde præsten noget bryllupsoffer (en pengegave) ved et kommende bryllup i byen.

Det var en ganske alvorlig protest – og bestemt ikke uden grund, mente bønderne. For præsten havde gjort noget utænkeligt: Han havde sat spørgsmålstegn ved et trygt og sammentømret fællesskab og pålagt bønderne ekstra arbejde i fremtiden.

Fællesskabet, som havde holdt byen sammen i århundreder, stod pludselig for fald. Og intet skulle nogensinde blive helt det samme igen.

Et stærkt lokalsamfund

Indtil da havde Ølstykke været som mange andre landsbyer: Et gadekær i midten, gårde samlet omkring det, og marker, enge og moser spredt ud i lange, smalle jordstrimler omkring byen.

Jorden var delt mellem gårdene, men ingen kunne dyrke sin jord alene. Hver gård ejede små, spredte jordstrimler – et stykke ager her, en eng der, en tørvemose et helt tredje sted. Denne opdeling gjorde bønderne dybt afhængige af hinanden. På landsbystævnet måtte man blive enige om sædskifte, græsning og arbejdsfordeling.

▮ Hvad var udskiftningen? Udskiftningen var en landbrugsreform i 1700-tallet, hvor man ændrede landsbyernes jordfordeling. Før udskiftningen ejede hver bonde mange små jordstrimler spredt rundt om landsbyen, og man dyrkede jorden i fællesskab. Efter udskiftningen blev jorden samlet i større enheder, som hver bonde kunne råde over alene. Det gjorde landbruget mere effektivt, men det betød også, at mange gårde blev flyttet ud af landsbyerne – og at det gamle fællesskab blev opløst. Læs mere om udskiftningen i Lex – Danmarks Nationalleksikon

Alt blev besluttet i fællesskab: Hvornår man skulle pløje, hvor kreaturerne måtte græsse, og hvad der skulle sås hvor. Det var bøvlet, men det var også trygt. Og det skabte et stærkt lokalsamfund.

Præsten tog det første skridt

Hop med arkivar Lærke Svendsen på en kold (men historisk varm) tur gennem Gammel Ølstykke. Gårde, veje og spor fra udskiftningen – lige dér, hvor vi går i dag:

I løbet af 1700-tallet udviklede landbruget sig hastigt i resten af Europa, og nye idéer nåede også Danmark. Samtidig gjorde landbrugskrisen det mere fristende for nogle at tænke i nye baner: Udskiftning kunne på længere sigt give et mere effektivt landbrug – men prisen var høj. Omlægningen krævede enormt arbejde og betød et opbrud med de sociale strukturer, som havde holdt landsbyerne sammen i generationer. Det var sjældent bøndernes eget ønske.

Men i 1776 blev det bestemt ved lov, at blot én jordejer kunne kræve udskiftning, og dermed tvinge hele landsbyen med. Det er her, vi igen møder sognepræst Vilhelm Billeschou. I 1781 ønskede han nemlig udskiftning af Ølstykke præstegårds jorde.

Konsekvensen var, at hele Ølstykke måtte opmåles og stod over for udskiftning.

Egedal før og nu:
Tågen ligger tungt over markerne her på en rolig novembermorgen. Alt er stille. På det højeste punkt på Måløvvej/Knardrupvej, der bugter sig mellem Ganløse og Kildedal Station, får man et fantastisk kig ind mod landsbyen Knardrup og den lille Kirkesø lige nord for byen, hvor et par svaner roligt driver rundt.

Men her i et af de mest fredelige hjørner af Egedal gemmer sig sagn fra en svunden tid: Her lå for 800 år siden en mægtig stormandsgård – en stor, firelænget gård, der rejste sig markant i landskabet, med gårdsplads, bindingsværk og solide stenmure, som vidnede om magt og rigdom.

Det var Hvideslægten, en af Danmarks rigeste og mest magtfulde adelsslægter, der ejede jorden. De stod kongen nær, men som historien snart skulle vise, endte den position med at være farlig. For da kong Erik Klipping blev myrdet i Finderup Lade i 1286, rystede det riget og sendte rystelser hele vejen til Knardrup.

Da kongemordet ramte Knardrup

Men stor magt har næsten altid en pris: I 1286 blev kong Erik Klipping myrdet i Finderup Lade. En håndfuld af rigets mægtigste mænd blev dømt, og blandt dem var medlemmer af Hvideslægten. De blev erklæret fredløse, og deres godser inddraget.

Ingen kan sige med sikkerhed, om dommen for mordet direkte førte til, at Hvideslægten mistede Knardrup, men sammenfald i årstal har dog fået mange til at undre sig, og gennem tiden er der opstået flere teorier om en mulig sammenhæng.

Om Hviderne virkelig stod bag mordet, ved ingen. Senere historikere har kaldt dommen et politisk justitsmord. Måske en bekvem måde for kongemagten til at knuse en slægt, der måske var blevet for magtfuld?

I årene, der fulgte, blev stormandsgården i Knardrup i hvert fald tabt for Hviderne, der gradvist mistede deres greb om det nuværende Egedal-område.

Munkene bygger kloster

I perioden efter kongemordet blev Knardrup inddraget som krongods. I 1308 opholdt kong Erik Menved sig på gården, og alt tyder på, at den blev drevet videre som en kongelig forpagtergård.

Men i 1326 skænkede kong Christoffer II Knardrup til cistercienserordenen fra Sorø. Munkene, der var kendt for deres strenge livsførelse og enkle klosterarkitektur, slog sig ned ved søen og grundlagde Knardrup Kloster. Her dyrkede de grøntsager, fiskede og bad for kongens sjæl.

Freden varede dog ikke længe: I 1326 gjorde en kongeætling, Barnum Eriksen, oprør og indtog Knardrup. Munkene flygtede, og først efter mange års forviklinger vendte de tilbage med støtte fra kong Valdemar Atterdag.

Knardrup Kloster bestod helt frem til Reformationen i 1536. Derefter blev bygningerne brudt ned, og stenene genbrugt andre steder på Sjælland, blandt andet i opførelsen af Frederiksborg Slot i Hillerød.

Derfor er det i dag kun navn og det let kuperede terræn omkring søen, der er tilbage. Men under mulden gemmer sig resterne af et engang mægtigt magtcentrum.

Næste gang du går eller kører en tur forbi Knardrup og kigger ud over den stille Kirkesø, kan du måske ane konturerne af fortiden: Et kongemord, et kloster, en stormandsslægt – alt sammen en del af den historie, der udspillede sig her i vores lokalområde længe før Egedal blev Egedal.

Foto: Egedal Kommune ▮ Et kig mod fortiden I dag er der ingen synlige rester af de gamle bygninger i Knardrup. Men når man besøger byen, er det imponerende at forestille sig, hvordan stedet i middelalderen var centrum for kongemagt, adel og kirke. Fra bænken ved Måløvvej nord for landsbyen (se nøjagtig placering her) er der god udsigt over Kirkesøen og det område, hvor både stormandsgården og klosteret har ligget… og herfra kan man næsten mærke historiens vingesus. Hvis du VIRKELIG vil tæt på historien og har lige over 52 millioner kroner til overs, er Knardrupgaard i skrivende stund til salg. Gården, som kan skimtes over søen på billedet herover, ligger på samme jord lige syd for Kirkesøen, hvor stormandsgården og klosteret i sin tid lå, så du kommer næppe tættere på Egedals historiske storhed end det. Se mere hos ejendomsmægleren her. Vil du vide mere om Hvideslægten i Egedal, kan du læse “Om Hvideslægten her på egnen”, redigeret af Niels Erik Andersen og udgivet af Stenløse Historiske Forening.

Egedal før og nu:
Når bagermester Fritz Fiehn hilste på sine kunder på Byvej i 1930’ernes Stenløse, smækkede han hælene sammen som den tyske officer, han engang var. Med stiv ryg og tydelig accent var han ikke helt som de andre i byen.

Fritz havde kæmpet på østfronten under Første Verdenskrig. Efter krigen flyttede han til Danmark, og i 1926 købte han bageriet i Stenløse. Året efter blev han gift med Hedwig Petersen fra Haderslev.

Wienerbageriet blev hurtigt et kendt og vellidt indslag i byen: Fra forretningen og en stor varevogn solgte parret brød og kager til både lokale og folk i omegnen. I en periode drev de også et lille konditori i stuen bag butikken. Det var et sted, mange stenløsere lagde vejen forbi, og hvor stemningen emmede af hjemmebag og hvid dug.

De tyske forbindelser bliver synlige

Inden Anden Verdenskrig brød ud, gik forretningen rigtig godt. Bager Fiehn leverede blandt andet brød til den nærliggende militære flyveplads Værløselejren, hvor også Hedwig Fiehn i øvrigt også arbejdede.

For i april 1940 ændrede alt sig. Tyskland besatte Danmark, og de lokale forbindelser til de tyske soldater begyndte at kaste lange skygger. Den tyske besættelsesmagt overtog Værløselejren i april 1940, og det blev almindeligt kendt, at bagermester Fiehn havde omgang med tyskerne, og stemningen i Stenløse vendte sig gradvist mod det ellers driftige og tidligere så populære bagerpar.

Et brev, en trussel – og skud i mørket

Bruddet mellem den danske regering og besættelsesmagten i august 1943 fik situationen til at eskalere. Den 27. august modtog Fritz Fiehn et anonymt trusselsbrev: Han havde tre døgn til at forlade Stenløse – ellers ville hans ejendom blive sprængt i luften.

Brevet satte gang i rygterne. Nogen mente, det var en lokal modstandsgruppe, der havde fået nok. Andre mistænkte, at fru Fiehn selv havde en finger med i spillet, i samarbejde med sine tyske forbindelser.

Uanset hvem der stod bag, fik brevet store konsekvenser for både bagerparret og for byen Stenløse og dens indbyggere.

Fra Værløselejren sendte tyskerne nemlig nu soldater til Stenløse for at beskytte bagerparret. Samtidig sendte også politimesteren i Frederikssund to danske betjente for at bevogte ejendommen.

Men allerede om aftenen den 30. august gik det galt: De tyske soldater åbnede af ukendte årsager pludselig ild mod de danske betjente og ramte den ene betjent i begge lår.

En læge blev hastet til fra Veksø og måtte operere på køkkenbordet.

20 Stenløse-borgere ville blive skudt

Allerede dagen efter kom der en utvetydig advarsel til politimesteren fra de tyske myndigheder:

“Såfremt der sker sabotage ved Fiehns bageri bliver der øjeblikkeligt skudt 20 af de største Borgere her i Byen”.

Plakater med budskabet blev sat op flere steder i Stenløse. Nu var det ikke længere et spørgsmål om sympatier – nu handlede det om at forhindre et lokalt blodbad. Byens sogneråd, som var forløberen for nytidens byråd, trådte til: En lille gruppe medlemmer begyndte forhandlinger om at købe ejendommen, så man kunne få bagerparret ud af byen uden flere voldelige sammenstød.

Her kan du se brevet med advarslen fra de tyske myndigheder (klik for større billede):

Forhandlingerne foregik i hjemmet hos sognerådsformand Hans Peter Hansen. Bagermester Fiehn mødte op med to tyske officerer bevæbnet med maskinpistoler.

Krig har ofte sat menneskers moral og grænser under pres, og i bagermester Fiehns tilfælde kom det tydeligt til udtryk. Han krævede 65.000 kroner for ejendommen – langt over den daværende vurdering – og der blev i forbindelse med forhandlingerne sagt, at “20.000 kroner ikke var for meget for 20 menneskeliv”.

Stenløse samler ind

Imens måtte borgere i Stenløse stille op til sabotagevagt døgnet rundt for at sikre, at der intet skete med bageriet. Sognerådet søgte hjælp hos både amt og stat, men måtte selv finde pengene. Helt almindelige stenløseborgere samlede 30.000 kroner ind, og resten skaffede sognerådet.

Fiehn fik kontant betaling, og bagerparret blev derefter pålagt straks at fraflytte ejendommen i den stand, den havde ved overtagelsen. Det skete dog ikke: Da Fritz og Hedwig Fiehn forlod byen den 4. september 1943, havde de ribbet ejendommen for alt – ja, selv dørhåndtagene var skruet af.

Bagerparret møder folkets vrede

Efter befrielsen i maj 1945 vendte Fiehn-parret kortvarigt tilbage til Stenløse. De blev kørt gennem byen i en åben vogn af modstandsfolk, ad den nuværende Byvej og Centergade. Folk råbte efter dem – enkelte spyttede. Parret blev afleveret ved jernbanen og derefter ført til internering i Frederikssund.

Fritz Fiehn døde den 9. oktober 1946, inden sagen kom for retten. Hedwig Fiehn blev dømt fire års fængsel, frakendt sine borgerlige rettigheder for bestandigt og fik sine aktiver konfiskeret.

Ejendommen blev senere solgt videre for 32.000 kroner til Fiehns tidligere bagersvend, Adolf Hansen. Han genoptog driften under det gamle navn, Wienerbageriet. Men bygningen måtte i 1970’erne vige for udbygningen af Stenløse Centret.

Og med den udbygning forsvandt det sidste fysiske spor – men ikke mindet – om en bager, der splittede en hel by og nær havde kostet et blodbad i Stenløse midt i krigens mørkeste år.