De tomme lokaler ved Uno-X i Stenløse har fået nyt liv, efter Snackstationen i går slog dørene op med alt fra morgenmad til lune snacks. Samtidig kan du snart igen afhente dine pakker på adressen i Stenløse.
Kunderne ved Uno-X-tankanlægget på Frederikssundsvej i Stenløse bliver nu endelig igen mødt af oplyste ruder og åbne døre. Efter at lokalerne har stået mørke og forladte hen siden starten af maj, har en ny erhvervsdrivende overtaget stedet.
Læs også: 7-Eleven: Derfor lukker vi i Stenløse
Det var et brat farvel, da den tidligere 7-Eleven-butik lukkede permanent på adressen i begyndelsen af maj 2026. Kæden trak stikket på grund af manglende indtjening. Siden har bygningen stået ubrugt hen, mens selvbetjeningsanlægget og vaskehallen kørte videre ved siden af.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
I går kom der dog igen liv i lokalerne, da dørene blev slået op til kiosken Snackstationen. Åbningstiderne er 5.00-19.00 i hverdage og 9.00-18.00 i weekender.
Mad og pakkeafhentning i lokalområdet
Sortimentet i den nye kiosk dækker over et udvalg af lette retter og drikkevarer. På hylderne og i disken finder du blandt andet morgenmad, sandwich, panini, toast, pølser og frikadeller samt et udvalg af snacks – og inden længe kommer kaffemaskinen også på plads, lover indehaveren.
Snackstationens opslag på Facebook:
Ud over udvalget af mad og drikkevarer genopstår adressen også som et praktisk stoppested i hverdagen. Butikken fungerer nemlig endnu engang som lokal pakkeshop og figurerede allerede ved åbningen på GLS’ overblik over afhentningssteder i området. I løbet af denne uge begynder pakkerne at komme, oplyser Snackstationen på butikkens Facebook-side.
Indehaveren af Snackstationen driver ifølge EgedalPostens oplysninger i forvejen en tilsvarende kiosk i Frederiksværk og udvider nu sine aktiviteter til Stenløse.
▮ Snackstationen i Stenløse
Adresse: Frederikssundsvej 175, 3660 Stenløse (ved Uno-X).
Udvalg: Lette snacks, kaffe, morgenmad, drikkevarer, sandwich, panini, toast, pølser og frikadeller.
Services: Pakkeshop
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





