Smørum Golfklub danner i den kommende uge rammen om ECCO Tourens Max Matthiessen Team Trophy, hvor 168 professionelle spillere dyster. Tilskuerne kan opleve et stærkt felt, der også tæller adskillige lokale talenter.
Smørum Golfklub får i uge 31 besøg af ECCO Touren, når den populære turnering Max Matthiessen Team Trophy afvikles på de lokale baner.
Hele 168 professionelle spillere stiller til start i den populære holdturnering, hvor nogle af Nordens dygtigste golfspillere skal dyste om sejren. Blandt deltagerne er 16 spillere fra Smørum Golfklub, som får hjemmebanefordel og opbakning fra klubbens medlemmer og gæster.
Nyt format giver tæt oplevelse
Turneringen afvikles over tre runder i et holdformat, der består af Foursome i første runde, Four Ball i anden runde og Foursome i den afsluttende runde. Efter anden runde skæres feltet ned til de 22 bedste hold samt lige inden finalerunden.
Læs også: Smørum får international opmærksomhed for ny golfoplevelse
Allerede mandag og tirsdag skydes ugen i gang med Pro-Am, hvor almindelige golfspillere får mulighed for at opleve professionel golf på tæt hold. I år afvikles Pro-Am i et nyt format, hvor hvert hold består af tre amatører og to professionelle spillere, der spiller sammen i Foursome-format. Det giver deltagerne indblik i samarbejde, strategi og spil på højt niveau.
Hvis du vil opleve de professionelle spillere i aktion, er det især fra onsdag til fredag, det gælder. Onsdag og torsdag slås der ud fra klokken 7.30 og klokken 12.30, mens de første spillere lægger fra land fredag fra klokken 7.00. Afslutningen fredag kan byde på særligt spændende øjeblikke, når vinderne skal findes.
Det er gratis at kigge på som publikum under turneringen. Af sikkerhedsmæssige hensyn skal hunde, små børn samt barne- og klapvogne dog blive hjemme.
Stolthed i den lokale klub
I Smørum Golfklub ser ledelsen frem til ugen med internationale spillere, masser af aktivitet på anlægget og liv på og omkring banen:
“Vi er meget stolte over igen at kunne byde velkommen til en international turnering i Smørum Golfklub. Max Matthiessen Team Trophy samler nogle af de største golftalenter fra flere lande, og det er en fornøjelse at kunne præsentere golf på så højt et niveau for vores medlemmer og gæster“, siger Golf Director Keld Østergaard og fortsætter:
“At vi samtidig har hele 16 spillere fra Smørum Golfklub med i feltet, gør os ekstra stolte. Det vidner om det stærke arbejde, der bliver lagt i udviklingen af vores elitespillere, og vi glæder os til at følge dem gennem turneringen“.
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





