Smørum Golfklub er nomineret til en europæisk pris for sin nye driving range med avanceret teknologi. Her kan både erfarne golfspillere og begyndere træne og spille virtuelle baner.
Hvis du har været forbi Smørum Golfklub for nylig, har du måske lagt mærke til den nye, store 110 meter lange bygning ved driving rangen. Her er golf ikke længere blot et spørgsmål om at slå bolde ud over græsset – det er også blevet en digital oplevelse, der bruger avanceret kamera- og databehandling til at registrere og vise hver eneste bolds præcise bane og egenskaber.
Det er netop den satsning, der nu har givet klubben en europæisk nominering fra Toptracer, som er firmaet bag teknologien. Toptracer uddeler hvert år awards til de bedste Toptracer-driving ranges i verden, og prisuddelingen er opdelt i tre regioner: Det amerikanske kontinent, de britiske øer og det øvrige Europa. Smørum Golfklub er nu blandt de udvalgte europæiske driving ranges.
Præcise data om hvert slag
Toptracer er et system med kameraer og sensorer, der følger din golfbold, fra det øjeblik du slår til den. På en skærm kan du se præcis, hvor langt og hvor lige bolden flyver. Du har sikkert set det på tv, hvor det er den farvede streg, der tegner boldens bane, når golfspilleren har slået. På skærmen får du konkrete data på hvert slag, lidt som når løbere måler tider eller cyklister følger watt og hastighed.
Samtidig kan du spille virtuelle runder på kendte baner rundt i verden eller konkurrere med andre, selv om I står ved siden af hinanden i Smørum. Det er den samlede oplevelse – både træning og underholdning – der nu har udløst nomineringen, og det er et stort, internationalt skulderklap til Smørum-klubben:
“Det er en kæmpe anerkendelse for os at blive nomineret i så stærkt et felt. Sidste års vinder var Centro Nacional i Madrid, så bare det at blive nævnt i den klasse gør os umådelig stolte”, siger golfdirektør Keld Østergaard fra Smørum Golfklub.
En investering, der kan mærkes
Den nye driving range åbnede den 30. august 2025 og har kostet omkring 15 millioner kroner.
Her er 69 overdækkede udslagspladser fordelt på to etager, alle med skærme og teknologi installeret, og aktiviteten har været støt stigende siden da. Klubben oplyser i den forbindelse, at der i 2024 blev slået omkring otte millioner bolde i Smørum, og forventningen er, at det med det nye anlæg vil stige til mellem 10 og 12 millioner i 2026.
![]() Toptracer Range i Smørum bruger avanceret kamera- og databehandling til at registrere og vise hver eneste bolds præcise bane og egenskaber. Foto: Smørum Golfklub ▮ Revolutionerende golftræning i Smørum Der er ingen officiel minimumsalder for at bruge Toptracer Range, men børn skal være store nok til at kunne håndtere en golfkølle sikkert. 10-12-årige og yngre bør være under opsyn af en voksen, og være i stand til at forstå og følge instruktioner på skærmen. I praksis kan børn helt ned til 5–6 år få glæde af Toptracer, især hvis det er i en hyggelig familieramme, og der bruges børnevenlige spil som for eksempel “Go Fish” og “Closest to Pin”. Smørum anbefaler familier at prøve Toptracer, og har børnekøller og -bolde til rådighed. |
De nye faciliteter er også tænkt som et sted, hvor man kan samles: På første sal er der loungeområder, som bruges til arrangementer, turneringer og firmaevents. Klubben fungerer desuden som vintertræningscenter i samarbejde med trænere og andre klubber.
Der er tidligere i denne måned også blevet afholdt en særlig turnering, hvor professionelle spillere og amatører konkurrerede mod hinanden på den virtuelle udgave af den ikoniske Pebble Beach-golfbane i Californien – spillet direkte via skærmene.
Plads til alle
Smørum Golfklub er Danmarks største golfklub, hvor der bliver lagt stor vægt på at tilbyde et socialt godt miljø og konstant udvikle klubben med gode og attraktive faciliteter. Klubben tilbyder også Pay & Play. Det betyder, at alle kan komme direkte ind fra gaden, leje udstyr, købe et par bolde, og begive sig ud på en af begynderbanerne eller på driving range, hvor Toptracer-faciliteterne er tilgængelige for både klubmedlemmer og gæster.
På elitesiden er Smørum dominerende blandt de bedste klubhold i Danmark. I 2025 vandt klubbens damehold guld for 11. gang (fjerde år i træk), mens herreholdet vandt det danske mesterskab for sjette år i træk. Og juniorerne vandt guld for fjerde gang inden for de seneste fem år. Herrerne hjemtog efterfølgende Europamesterskabet for klubhold og damerne vandt flot sølv.
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





