Egedal Fjernvarme meddeler i disse dage sine kunder, at prisen stiger fra august 2026. Det er blot et halvt år siden, at taksterne blev hævet sidst, men selskabet vælger at reagere på øgede udgifter nu for at undgå en endnu voldsommere prisstigning til nytår.
De fleste fjernvarmekunder i Egedal skal have flere penge op af lommerne, når kalenderen skifter til august. Egedal Fjernvarme har nemlig netop meldt ud, at prisen stiger.
Det sker blot syv måneder efter den seneste prisstigning, som trådte i kraft den 1. januar 2026.
Konkurrence: Vind Cirkus Arena-billetter til hele familien med EgedalPosten
Flere forbrugere har kontaktet EgedalPosten, efter at de har modtaget det nye prisvarsel i deres indbakke. Fælles for dem er, at de udtrykker udbredt frustration over, at varmeregningen endnu en gang skrues i vejret:
“Det føles efterhånden som en skruestik, der bare bliver strammet og strammet. Vi fik at vide, at priserne steg i januar, og nu skal vi betale endnu mere fra august. Det er svært at lægge et budget, når taksterne hele tiden ændrer sig”, mener en fjernvarmekunde, som ønsker at være anonym. Navnet er redaktionen bekendt.
Dyre leverancer tvinger prisen op
Direktør i Egedal Fjernvarme, Claus Gulbech, forklarer til EgedalPosten, at selskabet er ramt af en generel stigning i mange af de daglige driftsomkostninger.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Flere af selskabets leverandører har for eksempel pålagt et dieseltillæg på forsendelser og leverancer og derfor må prisen stige:
“Generelt er mange af vores indkøbte materialer og ydelser til vores produktionsanlæg steget i pris, ligesom vand og el er blevet dyrere. Jeg tror, at vi alle oplever stigende priser hjemme i privaten”, forklarer Claus Gulbech.
Hellere hæve prisen nu
Varmeselskabet fungerer efter det såkaldte hvile i sig selv-princip, hvilket betyder, at indtægter og udgifter skal balancere. Ved et overskud betales det tilbage med en lavere fjernvarmepris, og ved et underskud hæves fjernvarmeprisen for at dække de stigende omkostninger:
“Med denne prisstigning midt på året forsøger vi at komme lidt på forkant. Alternativet er at vente, men da vil prisstigningen blive større, end den vi varsler nu. Med den prisstigning, vi nu varsler, er vi ude i så god tid som muligt“, siger Claus Gulbech, der anerkender, at timingen kan virke voldsom for forbrugerne:
“Det er aldrig rart at hæve prisen, men vi mener, at det er bedre at hæve prisen nu, hvor vi er bekendt med nødvendigheden, end at vente”.
Pristigningen tager fart til vinter
Konkret er det den variable varmepris baseret på det faktiske forbrug, der stiger. Prisen for en megawatt-time (MWh) ændres fra 480,00 kroner til 546,25 kroner, når beløbet opgøres inklusive moms. Det svarer til en stigning på 13,8 procent på denne del af fjernvarmeregningen.
Ifølge Egedal Fjernvarmes beregninger vil den samlede fjernvarmeregning for et gennemsnitshus på 125 kvm stige fra 12.683 kroner til 13.571 koner om året. En stigning på cirka 7 procent.
Læs også: Stor fjernvarmeplads rykker snart ind for enden af villavej i Ølstykke
For at illustrere konsekvenserne for forbrugerne har direktør Claus Gulbech fremsendt en konkret beregning over prisstigningerne i et standardhus på 125 kvadratmeter med et varmeforbrug på 13,40 MWh. For denne boligtype betyder ændringen en samlet merpris på 346,22 kroner for perioden fra august til december i 2026, hvilket svarer til en stigning på 6,9 procent i de fem måneder.
Fjernvarmeselskabets beregning viser, at den månedlige ekstraudgift vil stige i takt med, at vejret bliver koldere, og forbruget vokser. Mens stigningen i august og september er beregnet til 26,63 kroner om måneden, stiger den til 71,02 kroner i oktober, 97,65 kroner i november og topper i december med en månedlig ekstraregning på 124,29 kroner.
Læs også: Opgiver stort fjernvarmeprojekt i Smørum
Herunder ses direktør Claus Gulbechs beregning over, hvordan den månedlige prisstigning vil fordele sig i et standardhus frem mod årets udgang:
Stigning pr. måned August 2026 26,63 kroner September 2026 26,63 kroner Oktober 2026 71,02 kroner November 2026 97,65 kroner December 2026 124,29 kroner Stigning august-december 2026 346,22 kroner Stigning august-december 2026 i procent 6,9 procent
Ved du noget? Hvis du har en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





