Et nyt skovområde tager form tæt på Veksø, når Naturstyrelsen på søndag slår dørene op til fælles plantedag med sang, taler og pandekager over bål.
Naturstyrelsen rejser ny skov ved Veksø, og på søndag den 8. november skal de første træer i jorden. Alle interesserede er velkomne til at være med til at skabe den nye skov og tage del i plantedagen. Det sker klokken 9.45 – 13.00, og både børn og voksne kan være med til at plante træer:
“Jeg glæder mig over, at vi – om nogle år – får en helt ny skov næsten inde i Veksø. Skovrejsningsrådet i Veksø har gjort et stort arbejde. Rådet har bidraget med vigtig lokal viden om alt fra trævalg til stier“, siger borgmester i Egedal Kommune, Birgitte Neergaard-Kofod (C), der tilføjer:
“Skov styrker biodiversiteten, nedbringer mængden af CO2 og giver renere vand. Derfor er skovene er en vigtig del af Egedal Kommunes klimaplan. Vi har et mål om at plante 250 hektar ny skov inden udgangen af 2030”.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Birgitte Neergaard-Kofod taler klokken 10.15, og det afsløres, hvad de to nye skove ved Veksø kommer til at hedde. Derudover taler skovrider Agnete Thomsen og minister for Natur og Dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen. Der er desuden fællessang ved Anne Kathrine Smaakjær fra Veksø, og man kan snitte en navnepind til de træer, man planter. Bagefter er der hygge med bålpandekager.
“Medbring familien og gerne en spade, så sørger vi for resten”, skriver Naturstyrelsen i invitationen til arrangementet.
Plantedagen er en del af “Danmark Planter – med Grøn Trepart”, hvor der over hele landet bliver plantet skov for fremtiden. Arrangementet finder sted på Hovevej 45, og man kan parkere ved Veksø Station, som ligger tæt på.
| ▮ Program 09.45 Plantedag åbner og deltagere ankommer 10.00 Velkomst v. skovrider Agnete Thomsen 10.10 Tale ved Minister for Natur og Dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen Tale ved Birgitte Neergaard-Kofod, borgmester i Egedal Kommune 10.15 Fælles skovsang ved Anne Kathrine Smaakjær, Veksø Planteinstruktion ved Jes Aagaard, Naturstyrelsen Hovedstaden 10.20 Plantning, snitning af navnepind og mulighed for networking, kaffe/te, kage og bålpandekager. |
Har du en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





