Flere politikere i kommunens Plan- og Byudviklingsudvalg svarer på kritikken af planerne om fastfood-restaurant, vaskehal og ladestandere på Udlejrevej: Vi skal turde udvikle kommunen, men borgerne skal ikke efterlades i et trafikkaos.
Planerne om at omdanne den tidligere planteskolegrund på Udlejrevej 3B i Ølstykke til et erhvervsområde med fastfoodrestaurant, vaskehal, ladestandere og mobilmast skaber lokal bekymring. I et nyt debatindlæg spørger Michael Lønstrup, beboer i Borgmesterparken ganske tæt på området, hvorfor hensynet til nye erhvervsaktiviteter vejer tungere end livskvaliteten for de mange seniorer og familier, der allerede bor tæt på grunden.
Læs også Michael Lønstrups debatindlæg: Hvor meget skal beboerne i Udlejre tåle, før Egedal Byråd lytter?
Han frygter blandt andet øget støj og tung trafik, særligt når projektet ses i sammenhæng med den kommende multiarena lige på den anden side af Frederikssundsvej. EgedalPosten har forelagt Michael Lønstrups bekymringer for medlemmerne af Plan- og Byudviklingsudvalget og spurgt til deres holdninger og prioriteringer.
Da lokalplansforslaget i forrige uge blev drøftet i Plan- og Byudviklingsudvalget, valgte et enstemmigt udvalg at sende sagen retur til administrationen for at se på, om det er muligt at anvise en mere trafikmæssig hensigtsmæssig adgangsvej til området, før planerne sendes i offentlig høring.
Tager bekymringerne alvorligt
Jonathan Kjølby Kristensen (SF) lægger vægt på, at et nyt erhvervsområde kan skabe værdi for mange, men at naboernes tryghed ikke må glemmes i processen:
“En fastfood-restaurant på den grund, ville være et godt tilbud til mange i Ølstykke og pendlere i området. Jeg kender rigtig mange, som glæder sig til, at der kommer en fastfood-restaurant på grunden. Det er samtidig vigtigt, at vi i byrådet tager ansvar og tager hensyn til alle jer, der skal bo lige ved siden af restauranten. Jeg forstår virkelig godt bekymringen for at have en fastfood-restaurant i nærheden af sin bolig, og jeg tager det meget alvorligt”, siger Jonathan Kjølby Kristensen.

Lars Winther fra Liberal Alliance forstår ligeledes bekymringerne, når nye aktiviteter planlægges tæt på eksisterende boliger. Han fremhæver, at borgerens bekymringer skal undersøges seriøst i processen:
“Michael Lønstrup har en meget væsentlig pointe: Vi skal se på den samlede belastning af området. Det gælder ikke mindst trafikken. En populær drive-in-restaurant kan skabe køer, og vi skal naturligvis undersøge, om trafikken kan afvikles forsvarligt ved rundkørslen og på de omkringliggende veje. Samtidig skal vi tage højde for den mulige nye HØJ Arena på den anden side af Frederikssundsvej og de ændringer i trafikmønstret, som forlængelsen af Frederikssundsmotorvejen kan medføre. Vi må ikke vurdere hvert projekt isoleret og glemme den samlede virkning for de mennesker, der bor i området. Det samme gælder støj, belysning, lugt, affald og beplantning”, påpeger Lars Winther.
Trafik og svingbaner i fokus
Trafikafviklingen og samspillet med den kommende multiarena er et centralt punkt for Allan Bøwig (DF), som i forbindelse med behandlingen af sagen i Plan- og Byudviklingsudvalget stillede konkrete tekniske krav til udformningen:
“Jeg er ikke glad for, at der skal bygges noget i det kryds, da trafikken ikke kan bære det. Det er jo helt galt hver dag ned til golfbanen med trafik. Det bliver ikke bedre med hallen, som der også nævnes. Derfor bad jeg om en direkte drejebane ind til grunden ude fra Frederikssundsvej. Det kan aflaste den trafik, som skal ind i Ølstykke med udkørsel fra den eksisterende vej ind til grunden”, siger han.
I forhold til fremtidens trafikmønster forventer Jonathan Kjølby Kristensen (SF), at den kommende motorvejsforlængelse vil ændre situationen på sigt, selv om der handles nu:
“Når Frederikssundsmotorvejen er færdig, vil op i mod 70 procent af bilerne på Udlejrevej og den del af Frederikssundsvejen køre andre veje. Selv med en fastfood-restaurant og multihallen kommer der til at køre væsentligt færre biler på Udlejrevej og Frederikssundsvej, end der gør i dag. Men jeg ved også godt, at det ikke hjælper naboerne ret meget lige nu, at der kommer mindre trafik om nogle år. Derfor har jeg også været med til at spørge vores byplanlæggere, om vi ikke kan tilføje en svingbane ind til grunden fra Frederikssundsvej. Vi har også stillet krav til, at forholdene for gående og cyklister ved rundkørslen skal forbedres, så de kan færdes trygt”, siger han.
Gå aldrig glip af en vigtig lokal historie:
Tilmeld dig EgedalPostens gratis nyhedsbrev her
Han forklarer desuden forskellen på den nuværende erhvervsplan og tidligere ideer om en privatskole på matriklen, som Michael Lønstrup også undrer sig over i debatindlægget:
“Når det kommer til en privatskole, så kommer rigtig meget af trafik på samme tid om morgenen og om eftermiddagen. En fastfood-restaurant vil også skabe trafik, men den vil være fordelt anderledes over dagen end trafikken til en skole. Det synes jeg er en vigtig forskel, når vi vurderer, hvad grunden kan bruges til”, mener Jonathan Kjølby Kristensen.
Uenighed om støj og miljøkrav
De lokale bekymringer for lugt, lys og støj fra området mødes med forskellige tilgange blandt udvalgets medlemmer. Jonathan Kjølby Kristensen (SF) peger på konkrete miljøkrav som en løsning i lokalplanen:
“Heldigvis er der flere muligheder for at begrænse de gener, som Michael peger på i sit læserbrev. Det er muligt at sætte krav om at der skal være gode ventilationssystemer, så det ikke lugter af pomfritter i området. Det er også muligt at lave mere støjafskærmning, og det er samtidig også muligt at plante flere træer, end der er på kanten af grunden i dag. Det er af disse grunde, at vi først sender planen i høring blandt naboerne. Vi ville rigtig gerne høre disse problematikker, så kommunens byplanlæggere og vi politisk kan gøre noget ved det”, siger han.

Grafik: Egedal Kommune
▮ Planerne for området
Område: Udlejrevej 3B i Ølstykke (ca. 18.500 m²).
Forslag: Etablering af fastfoodrestaurant med drive-in, energistation, vaskehal, ladestandere og mobilmast.
Baggrund for debat: Beboere i nærområdet frygter øget støj og en stor samlet trafikbelastning med den kommende multiarena.
Status: Plan- og Byudviklingsudvalget har sendt sagen tilbage til administrationen for at undersøge adgangsveje og skærpe sikkerheden for bløde trafikanter inden høring.
Her kan du se det lokalplanforslag, som Plan- og Byudviklingsudvalget sendte tilbage på mødet den 6/10-2026.
Når det gælder bekymringen for støj fra de omgivende veje, er Allan Bøwigs (DF) holdning dog klar. Området er og vil også fremover være præget af trafik:
“Hvad der er et rimeligt støjniveau er forskelligt fra person til person. Men de to hovedveje har ligget der længe før de nævnte byggerier, så det er lidt sent at komme efterfølgende og brokke sig over støjen. Verden står ikke stille, og udviklingen kommer også til Ølstykke. Men vi skal udvikle smart og ikke i en fart”, slår Allan Bøwig fast.
Politiske grundholdninger og ansvar
Når det gælder det politiske ansvar for at træffe svære beslutninger om erhvervsudvikling, understreger Lars Winther (LA), at byrådet skal turde sætte kursen for kommunen – også selv om det ikke er populært blandt alle:
“Man kan selvfølgelig vælge at holde lav profil og undgå at mene noget, indtil man ved, hvad der er populært. Men det er ikke derfor, jeg er gået ind i politik. Jeg er valgt på grundholdninger om ordentlighed, frihed og gode muligheder for erhvervslivet i hele Egedal. Jeg er ikke enkeltsagspolitiker, og jeg mener, at vi skal turde udvikle hele vores kommune – også når beslutningerne er vanskelige. De oprindelige beslutninger om grunden blev truffet af det tidligere byråd, hvor jeg ikke var medlem. Men det ændrer ikke på mit ansvar for den aktuelle sag”, siger Lars Winther.
I forhold til spørgsmålet om, hvorvidt en international kæde vil skade eksisterende lokale spisesteder i Ølstykke, afviser han, at politikerne skal beskytte erhvervslivet mod fri konkurrence:
“Jeg mener grundlæggende, at det er kunderne og ikke politikerne, der skal bestemme, hvilke restauranter der er grundlag for. Vi skal hverken favorisere eller modarbejde virksomheder, fordi de er danske, internationale, store eller små. Og vi skal heller ikke bestemme, om de vil sælge halal, vegetarretter, burgere eller noget helt fjerde. Jeg har stor respekt for de eksisterende lokale restauranter, som har investeret tid og penge i deres virksomheder. Men jeg tror ikke, vi hjælper dem ved at beskytte dem mod konkurrence. Vi skal derimod skabe gode rammer for, at både nye og eksisterende virksomheder kan udvikle sig”, siger Lars Winther.
Det synspunkt får opbakning af Allan Bøwig:
“De eksisterende butikker vil selvfølgelig tabe noget indtægt, men jeg kan ikke lege smagsdommer over, hvilke madsteder der skal være i vores byer. Det bygger på fri konkurrence. Der engang været seks pizzeriaer og for nuværende kun tre. De bedste overlever, og sådan bør det også være”, siger han.
Jonathan Kjølby Kristensen fra SF deler Lars Winthers vurdering af, at der er plads til flere muligheder på det lokale restaurantmarked:
“Jeg synes, vi skal passe godt på vores lokale restauranter. Men jeg mener heller ikke, at vi skal afvise nye restauranter alene af hensyn til konkurrencen. Det er vigtigt, at der er plads til både de eksisterende spisesteder og nye tilbud i Ølstykke. Jeg har i hvert fald stadig tænkt mig at være en fast kunde ved mit lokale pizzeria, selv om der kommer en fastfood-restaurant på Udlejrevej”, lover han.
Vil besøge området
Både Jonathan Kjølby Kristensen og Lars Winther tager imod læserbrevsskribent Michael Lønstrups invitation til at komme ud besigtige forholdene i Borgmesterparken til fods:
“Jeg synes, det er en helt rimelig opfordring, at vi som politikere skal ud og se de områder, som vores beslutninger påvirker – også selv om vi tror, at vi allerede kender området selv. Jeg vil også gerne selv forbi Borgmesterparken og se på forholdene, og jeg vil meget gerne høre fra de beboere, som bor tæt på grunden”, siger Jonathan Kjølby Kristensen.
For Lars Winther er besigtigelse allerede en fast del af hans arbejde med lokalplaner, og han ser meget frem til den kommende høringsproces:
“Jeg synes, at Michael Lønstrups invitation til at besøge området er både konstruktiv og relevant. Der er stor forskel på at se en lokalplan på et kort og selv opleve forholdene dér, hvor mennesker bor. Jeg har derfor også tidligere været rundt i området til fods – både i forbindelse med denne sag og HØJ Arena-planerne. Høringen skal være reel. Jeg har ikke på forhånd besluttet, at alle dele af projektet nødvendigvis skal gennemføres. Jeg er positiv over for erhvervsudvikling, men det er ikke det samme som at give enhver bygherre en blankocheck. Hvis undersøgelserne viser væsentlige problemer med trafik, støj eller andre nabogener, skal vi naturligvis forholde os til dem”, siger Lars Winther, der opfordrer både Michael Lønstrup og alle andre berørte borgere til at deltage aktivt i den kommende høring. Gerne med både bekymringer og konkrete forslag til forbedringer:
“Vi kommer næppe til at træffe en beslutning, som gør alle fuldstændig tilfredse. Sådan er lokalpolitik sjældent. Men vi skylder borgerne, at beslutningen bliver truffet på et oplyst og gennemskueligt grundlag, hvor både muligheder og ulemper er taget alvorligt. Ølstykke skal ikke stå stille. Vi skal glæde os over, at virksomheder ønsker at investere i vores kommune. Alternativet kan være færre arbejdspladser, færre tilbud og en by, som udviklingen kører udenom. Udkantsdanmark kan begynde overraskende tæt på hovedstaden. Men udvikling skal ske med omtanke og respekt for dem, der allerede bor her”.
| ▮ Om artiklen I Egedal Kommunes Plan- og Byudviklingsudvalg sidder byrådspolitikerne Ulrik John Nielsen (L), Jonathan Kristensen (SF), Allan Bøwig (O), Janus Veje (L), Anders Bo Larsen (V), Vicky Holst Rasmussen (A) og Lars Winther (I). Alle har fået mulighed for at kommentere Michael Lønstrups debatindlæg. Jonathan Kristensen (SF), Allan Bøwig (O) og Lars Winther (I) har meldt tilbage med kommentarer til denne artikel inden redaktionens deadline. Alle medlemmer af udvalget fik tilsendt disse spørgsmål på baggrund af debatindlægget: 1) Skribenten spørger, hvorfor hensynet til nye erhvervsaktiviteter (som en fastfood-restaurant med drive-in, vaskehal og ladestationer) vejer tungere end livskvaliteten for de mange seniorer og beboere, der allerede bor tæt på grunden. Hvad er din holdning til dén balance i denne sag? 2) Når man lægger en fastfood-restaurant med drive-in sammen med den kommende multiarena med op mod 2.000 besøgende, frygter skribenten, at Udlejre forvandles til en “forlystelsespark for bilister”. Mener du politisk, at man har taget tilstrækkeligt hensyn til den samlede belastning af området, inden man åbner for flere trafikskabende projekter? 3) Tidligere er boliger (af hensyn til støj) og en privatskole (af hensyn til trafik) ifølge skribentens opfattelse blevet afvist på grunden. Er en drive-in-restaurant med omfattende daglig trafiktilstrømning efter din mening en mere passende anvendelse af grunden end boliger eller skole? 4) Indlægget peger på, at en stor international fastfoodkæde tæt på eksisterende lokale restauranter og takeaway-steder i Ølstykke kan trække omsætning væk fra lokale erhvervsdrivende. Er det efter din mening en god politisk prioritering at give plads til en global fastfoodkæde på denne placering, hvis det risikerer at svække de eksisterende lokale spisesteder? 5) Skribenten opfordrer jer politikere til at komme ud og gå en tur i Borgmesterparken, lytte til støjen og se på den fældede beplantning. Vil du følge denne opfordring, og hvad vil du på nuværende tidspunkt sige til de beboere, som frygter for deres ro, tryghed og hverdagsmiljø? |
Har du en kommentar til denne historie, så skriv til os på redaktion@egedalposten.dk
Hvad synes du?





