Tryk på "Enter" for at springe over

Ukrudtsbrænder antændte hæk: Brand i villa i Stenløse

En almindelig haveopgave fik alvorlige konsekvenser, da en 52-årig kvinde fra Stenløse søndag ved et uheld kom til at antænde en hæk med en ukrudtsbrænder. Ilden bredte sig til huset, og kvinden er nu sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven.

Søndag klokken 12.18 fik Nordsjællands Politi en anmeldelse om brand i en bolig på Bakkegårdsvej i Stenløse. Kort tid efter ankom både politi og brandvæsen til stedet.

Flammerne blev hurtigt bragt under kontrol, men forinden havde ilden nået at sprede sig.





Ifølge politiets oplysninger opstod branden, da en hæk blev antændt af en ukrudtsbrænder. Det tog ikke lang tid, før ilden bredte sig og udviklede sig til en egentlig brand i huset.









52-årig kvinde sigtet

Branden blev heldigvis hurtigt slukket uden meldinger om personskade, men hændelsen får alligevel konsekvenser: En 52-årig kvinde fra Stenløse er blevet sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven på grund af uheldet med ukrudtsbrænderen.





Læs også: Søndagsræs endte med advarsel fra politiet

Det er fremgår ikke af politiets døgnrapport, om der skete større materielle skader på boligen, men episoden viser, hvor hurtigt et ellers uskyldigt stykke havearbejde kan få alvorlige følger.

Opfordrer til forsigtighed

Brugen af ukrudtsbrændere er hvert år skyld i brande i haver og beboelser – særligt i tørre perioder, men også i forårsmånederne, hvor havearbejdet for alvor går i gang.

Både politiet og Beredsskabsstyrelsen har flere gange advaret mod uopmærksom brug af åben ild og opfordrer til at følge sikkerhedsanbefalingerne nøje. Det handler blandt andet om at undgå brug tæt på bebyggelse, ikke bruge brænderen i blæsevejr og altid have slukningsudstyr i nærheden.

Sådan undgår du brand med ukrudtsbrænder

Uforsigtig brug af ukrudtsbrændere fører hvert år i gennemsnit til over 375 brande. Ved at følge nogle enkle forholdsregler kan du undgå, at havearbejdet udvikler sig til en farlig situation:

Hold god afstand – og brug sund fornuft
● Fjern tørre blade, kviste og andet let antændeligt materiale, inden du begynder
● Brug ikke ukrudtsbrænderen nær bygninger, buske, hække, biler eller andet brændbart
● Sørg for, at flammen peger væk fra genstande og bygninger
● Forlad aldrig en tændt ukrudtsbrænder – hold øje hele tiden
● Hold børn og husdyr væk fra både varm og tændt brænder

Undgå gløder og efterladenskaber
● Efterlad ikke gløder eller ulmende planterester
● Lad ikke en varm brænder stå i nærheden af noget brændbart
● Tjek området flere gange efter brug for at sikre, at der ikke opstår brand
● Afmonter gasflaske eller gasdåse, når du er færdig

Vær forberedt – hav altid vand i nærheden
● Hav en fyldt vandkande, en spand vand, en haveslange eller en pulverslukker klar

Brug aldrig brænderen i tørke eller blæsevejr
● Tjek altid, om der er afbrændingsforbud, før du går i gang
● Undlad brug i tørre perioder og ved blæst – selv små vindstød kan sprede flammer
● Brænd kun ukrudt, når jorden og planterne er fugtige – vand eventuelt området først

Husk: Ring 1-1-2 ved brand, du ikke selv kan slukke

Kilde: Beredskabsstyrelsen